Reformer som vej til velstand

Presset for markedsorienterede reformer er voksende. Alene to faktorer øger presset. Globaliseringen betyder, at konkurrencen er hårdere. Den ændrede demografi gør tillige, at Europa ser sig om efter nye løsninger, når det gælder om at skaffe hoveder og hænder til at stå for produktion og service.

Læs mere
Fold sammen

En ny praktisk anlagt bog »The Guide to Reform«, skrevet af den svenske, liberale politolog Johnny Munkhammar – se www.munkhammar.org – viser, at det faktisk kan lade gøre at gennemføre reformer, uden at det fører til, at vælgerne afsætter regeringen ved næste valg.

En række lande har lykkedes med reformelementer og dermed skabt reel vækst: Irland har markant sat skatterne ned for erhvervslivet og borgerne. Island har gjort det samme, har privatiseret og afviklet erhvervsstøtte. Danmarks arbejdsmarkedsreformer har fået den strukturelle ledighed hamret i bund. Spanien har integreret udlændinge i kombination med afregulering af arbejdsmarkedet. England gik fra at være Europas syge mand i 1979 til at være helt i top takket være afregulering og privatisering på mange områder. Andre lande kan nævnes som Australien og New Zealand, som er aktivt koblet op på globaliseringen. Derimod har særligt Italien, Frankrig og Tyskland i varierende grader været forandringsresistente. Selvom Sarkozy og Merkel har en ægte forståelse for, at det er nødvendigt at rette stivnede systemer.

Der vil altid være modstand mod reformer fra hele hornorkestret af organiserede særinteresser. Det være sig fagbevægelse, medier eller de grupper, der har noget at tabe. Forfatteren advarer mod, at alt for meget energi bruges på at skabe konsensus. Nogle gange skal de folkevalgte fokusere på at skabe nye alliancer, f.eks. med de borgere, der får glæde af et sådant tiltag. Pointen er, at de fleste mennesker ved, hvad de har, men ikke hvad de får, og derfor er det nemt at rejse usikkerhed ved dristige reformer. Erfaringen er til gengæld, at det i samfund, hvor der er truffet modige beslutninger, også produceres mere velstand: »På kort sigt ser en forskel i vækstrater på tre eller fem procent nok lille ud, men på det længere sigt afgør det, om indkomsterne fordobles på 23 eller 15 år (...) Mellem 1995 og 2004 var væksten i produktivitet i USA næsten det dobbelte af EU15, særligt pga. lav produktivitet i EUs servicesektor og dårlig IT-brug«, skriver forfatteren.

Nu er det ikke sådan, at vi er de rene amatører herhjemme, når det gælder vores grad af globalisering. Kun Schweiz, USA og Irland er foran os, når man i 2006 så rundt i OECD-kredsen. Det forhold, at alle andre lande ruster sig til kampen om væksten, betyder dog, at vi ikke kan holde reformpause. Områder, hvor reformer er på sin plads i EU, er arbejdsmarkedet, skatter, den offentlige sektor (de nordiske landes effektivitet er ikke så høj her), sundhed og uddannelse, produkt- og finansmarkeder. Munkhammer siger det ligeud: »På kort sigt er det lavere skatter på arbejde, afregulering af arbejdsmarkeder, konkurrence i sundhedssektoren, frit skolevalg, mere fleksibel pensionsalder, mere restriktive sociale systemer, mere åbenhed, når det gælder handel, og afreguleringen i forhold til iværksættere. På længere sigt handler reformer om at øge den økonomiske frihed ved at åbne for sociale ydelser og velfærdsydelser for private midler, øge mobiliteten generelt«. Når Johnny Munkhammar næste fredag taler ved en konference arrangeret af den borgerlige-liberale tænketank CEPOS, vil han måske citere den tidligere estiske statsminister Mart Laar: »Da reformer altid er upopulære, er det bedre at gøre dem på én gang«. Så hastigt kan det ikke altid gå, men der er konkret belæg for at sige, at uden reformer i markedsorienteret retning, går det galt for Europa.