Råddenskab i en organisation begynder i de øverste ledelseslag

Kronik. En kultur ændres ikke, fordi en direktør afskediges. Det er virksomhedens reelle værdier, der styrer, og de skal ændres, hvis nye skandaler skal undgås.

Der kan sagtens være en rådden kultur i en organisation, samtidig med at overfladen er pæn, skriver debatøren. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

En direktør i Danske Bank har sagt sit direktørjob op. Det er angiveligt sket i forbindelse med den meget omtalte hvidvaskningssag, og som det er blevet beskrevet i medierne, kan banken nu komme videre.

Som om noget bliver ugjort eller ændrer sig, blot fordi en person med direktørtitel forlader banken – eller bliver hjulpet til at forlade banken. Det minder mig om de alt for velkendte historier om ministre og andre, der, når de bliver afsløret i økonomiske fiflerier og uregelmæssigheder, straks tilbyder at tilbagebetale fadølspengene, hotelregningerne og andet. Som om det ændrer noget som helst.

Lad mig sige det så klart som muligt: At en person med titel af direktør forlader Danske Bank (med fuld løn og pension i mange måneder) ændrer i sig selv intet i virksomheden.

 

I Mandag Morgen-kommentaren tales der om, at det er nødvendigt »for at komme videre«. Det er en alt for simpel betragtning, der ikke skal stå uimodsagt. Dette handler ikke om en enkelt person i banken. Det handler om kulturen i banken. Man kunne næsten sige: Gid det var så enkelt, som antydet i kommentaren.

En kultur kan ikke uden videre og mekanisk »undersøges« og »kortlægges«. En kultur befinder sig under vandoverfladen. En kultur ses ikke – umiddelbart. Det er resultaterne af kulturen, der viser sig i handlinger, adfærd, normal praksis med mere i organisationen.

Kulturen viser virksomhedens dybeste og sande identitet. Kulturen viser, hvem virksomheden er, hvilke værdier, der reelt er bestemmende og styrende. Kulturen er skabt gennem årtier – måske århundreder – og repræsenterer en tyngde af værdier, traditioner, tale- og væremåder.

Et par gange har jeg været rådgiver for advokathuse i ledelsesspørgsmål. Her havde jeg indimellem den særlige oplevelse at iagttage, at lederne, der var advokater, havde den opfattelse, at når en aftale om for eksempel ledelse, arbejdsdeling, ledelsespraksis, organisering med mere var indgået og skrevet ned på papir, så var virkeligheden også som beskrevet.

Virkeligheden var, som man skrev den ned på papir. På den måde var det let at lave ændringer, ledelses- og organisationsudvikling, i disse organisationer, fordi man troede, at virkeligheden indrettede sig efter de indgåede skriftlige aftaler. Men sådan forholder det sig netop ikke i virkeligheden.

Man kan selvfølgelig ikke gå ind i banken og spørge: Er det tilladt at begå ulovligheder her? Er det i orden at tale usandt her? Er det i orden at snyde kunderne her? Man finder jo ikke i Danske Bank et papir, hvorpå der står: »Hvidvaskning og løgnagtig adfærd er tilladt«. Der kan være – og er det ofte – en endog meget stor forskel på overfladen, dokumenterne, de skriftlige regler og formuleringer og den reelle daglige praksis i virksomheden.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Nu bilder man så offentligheden ind, at man (selv) vil lave undersøgelser. Enhver sten vil blive vendt.

Alle sådanne floskler bruges, og offentligheden stiller sig ofte tilfreds med sådanne ytringer. Får offentligheden så oven i købet et offer i form af en fyret direktør, er offentligheden tilfreds, og så kan man »køre videre«. Men det er lige netop det, man ikke kan.

Kulturen er uændret. Der kan sagtens være en rådden kultur i en organisation, samtidig med at overfladen er pæn. Og man kan i hvert fald sige om Danske Bank: Overfladen er pæn. Den eventuelle råddenskab ses jo ikke – umiddelbart. Skal ikke ses. Eller rettere sagt: Det er ikke meningen, at man skal se råddenskaben. Det hele går netop ud på, at råddenskaben skal være usynlig for den dumme offentlighed – og denne offentlighed omfatter i disse tilfælde også de mange tusinde såkaldt menige medarbejdere.

Det er kun de indviede, mennesker inden for murene og højt oppe, der skal kende sandheden, den dybere sandhed, og for dem er det en selvfølge, at man taler usandt, snyder, hvidvasker, lukker øjnene på bestemte tidspunkter og i bestemte situationer. Det er noget, man gør, og der bliver ikke talt om det. De i banken, der ikke forstår dette komplicerede spil, vil aldrig avancere. De, der kalder tingene ved deres rette navn, kommer ikke langt i sådanne systemer – ja, kommer ikke langt nogen steder i det hele taget.

Kultur er noget meget mere subtilt, end de fænomener og spørgsmål, som revisorer og jurister finder ud af ved de typer af »undersøgelser«, som de magter at gennemføre, og som der her er tale om. Derfor kan man med sindsro afvente disse såkaldte undersøgelser. Hvis de afslører noget særligt kritisabelt og dybtgående i banken, er der virkelig noget galt.

Sandheden er: Man kan ikke fyre sig ud af dette. Vi har igennem lang tid – i offentligheden – mærket, at der var og er noget galt med kulturen i Danske Bank. Jeg kunne også have skrevet »i danske banker«, for dette handler ikke blot om Danske Bank. Det handler meget mere om kulturen i finansielle virksomheder i almindelighed, eller muligvis specielt om kulturen i de største finansielle virksomheder; kulturer, hvis essens blandt andet er, at målet, at tjene penge, helliger midlerne.

Tænk lige på, hvad vi så under og efter finanskrisen. Mange har nok glemt det. Men alt, hvad offentligheden her fik indblik i, er jo ikke fjernet. Tværtimod. Det lever endnu. Det lever tilsyneladende i bedste velgående. Det er det, vi ser her. Vi er ikke kommet et skridt længere, blot fordi en person med direktørtitel forlader banken.

 

Der er intet sket. Offentligheden og den store medarbejder­gruppe har fået, hvad de ønsker, nemlig endnu et svindelnummer. Men sygdommen i en organisation fjernes ikke, blot fordi en person med direktørtitel bliver sat eller sætter sig selv uden for døren. Dette stikker langt dybere, end juridiske og økonomiske undersøgelser kan håndtere og afsløre.

Hvis der er egentlig råddenskab til stede i en organisation, er den tydeligst til stede i de øverste ledelseslag.