Som PPR-psykolog er jeg dagligt vidne til, hvordan børn bliver vurderet på alle tænkelige parametre af deres udvikling. I skolen bliver de for eksempel vurderet på, hvordan de er i deres sociale kontakt; kan de indgå i fællesskabet og være fleksible? Kan de holde opmærksomheden i fælles aktiviteter eller forstyrrer de undervisningen? Kan de sidde roligt på stolen og fordybe sig, eller har de uro i kroppen? Kan de udsætte deres behov? Og i hvor høj grad evner de at regulere sig selv, når de bliver vrede?
Udover at denne evaluering kan forplante sig i vores børn i form af følelsen af at være forkert og en konstant utilstrækkelighed, så risikerer vi at overse en væsentlig pointe: Vores børn bliver langt hen ad vejen bedømt i den kontekst, som skolesystemet sætter op. Ergo er det børnene og ikke skolerne, der får en diagnose, som kommer til at præge dem resten af livet.
