Professor i tilsynets formandsstol igen, tak

Læs mere
Fold sammen

Finanstilsynets bestyrelsesformand Henrik Ramlau-Hansen forlod – alt for sent – formandsstolen, da Danske Banks hvidvasksag for et par uger siden nåede nye højder med offentliggørelsen af tilsynets rapport med sønderlemmende kritik. Herunder otte påbud og otte påtaler af bankledelsens håndtering af hvidvasksagen i den estiske filial.

Inden Henrik Ramlau-Hansen tiltrådte formandsposten, var han frem til 2015 økonomidirektør i Danske Bank og havde ansvaret for bankens hvidvaskkontrol. Ramlau-Hansen havde oplagt et habilitetsproblem, hvilket han også selv var klar over, og derfor gik han udenfor døren, når bestyrelsen i tilsynet behandlede Danske Banks hvidvasksag.

Dette har klart været utilstrækkeligt af flere årsager. Omverdenen risikerede at miste tiltro til, at Finanstilsynet gik til makronerne i undersøgelen af formandens tidligere arbejdsplads, og tilsynets medarbejdere var placeret i en ubehagelig situation, hvis de beskæftigede sig med aspekter af sagen, som gik tæt på deres bestyrelsesformand.

Om Henrik Ramlau-Hansen selv har erkendt det umulige i situationen, eller om han har fået et vink fra Erhvervsministeriet, hvor erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ikke har lagt skjul på sin afsmag for hvidvask-cirkusset i Danske Bank, er uvist. Og det er sådan set også lige meget. Det vigtige er, at Finanstilsynet ikke risikerer at komme i en tilsvarende situation igen. Derfor må Erhvervsministeriet gå tilbage til den tidligere udmærkede og velfungerende professor-model, hvor en person uden aktier i finanssektoren var bestyrelsesformand.

Det er uforståeligt, hvorfor juraprofessor Mads Bryde Andersen fra Københavns Universitet skulle skiftes ud med Henrik Ramlau-Hansen på formandsposten i 2016. Måske havde daværende erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) en forestilling om, at det var godt med en formand med hands-on erfaring fra sektoren fremfor en universitetsprofessor, som ikke kendte banker og pensionsselskaber indefra.

Erhvervsmininister Brian Mikkelsen erkender forhåbentligt, at det var en fejl at vælge en mand med en fortid i landets største pengeinstitut, hvis operationer altid vil fylde en del hos Finanstilsynet. Men Brian Mikkelsen forstår forhåbentlig også, at han risikerer at importere den samme slags habilitetsproblemer ind i tilsynets bestyrelse, selv hvis han vælger en person fra en anden spiller i sektoren.

Virksomheder i finanssektoren opererer i et uforudsigeligt og omskifteligt miljø – især hvis de har aktiviteter i udlandet. De fleste virksomheder i sektoren kan risikere at få sager på halsen, og nogle har det ligesom Danske Bank allerede. Det gælder f.eks. Nordea, som i 2017 blev ransaget af SØIK efter mistanke om overtrædelse hvidvasklovgivningen. Derfor vil det heller ikke være en god idé at tilbyde formandsposten til Nordeas tidligere topchef Christian Clausen.

Erhvervsministeren må tilbage til den velafprøvede professor-model og udpege en uafhængig universitetsforsker eller tilsvarende figur af Mads Bryd Andersens kaliber, som ikke har nogen potentiel problematisk berøringsflade med finanssektoren i bagagen.

Det handler i sidste ende om troværdigheden af finanssektorens øverste vagthund. Den troværdighed er afgørende for befolkningen og politikernes tillid til sektoren.