Poul Nyrup: Som tidligere stats­minister har jeg pligt til at påvirke ting, som rækker ud over mig selv.

Er der grænser for, hvilken type job en tidligere statsminister kan påtage sig? Spørgsmålet er blevet rejst, efter at tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet udpeget til bestyrelsen for en lettisk bank. Vi har spurgt Poul Nyrup Rasmussen om, hvor han personligt sætter grænsen for, hvad en tidl. statsminister kan tillade sig at gøre.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) vil kun bruge sin tidligere post som minister til at iklæde markedet et socialt ansigt. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har valgt en karriere som aktiv i erhvervslivet både med kommerciel rådgivning, bl.a. for Goldman Sachs, og bestyrelses­poster, senest i den lettiske bank Norvik Banka, som er anklaget for spionagevirksomhed og for at have bidraget til hvidvaskning af penge.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) driver også rådgivningsvirksomhed, men det er i et socialt netværk, som skal bygge bro mellem det offentlige og virksomheder til gavn for psykisk sårbare unge, som ellers ville have svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Hvorfor har han valgt denne vej?

Poul Nyrup Rasmussen betragter sig selv om en græsrod, en ulønnet aktivist, der ikke kunne drømme om at bruge sit tidligere embede for personlig vindings skyld.

Du har valgt en anden retning end Anders Fogh Rasmussen. Er det et bevidst valg, at du ikke er aktiv i erhvervslivet?

PN: Jeg har ikke fravalgt erhvervslivet eller samarbejde med erhvervslivet. Min hovedinteresse er samspillet mellem det offentlige og erhvervslivet og særligt at forsøge at iklæde markedet et socialt ansigt. Men jeg gør det ikke for personlig vindings skyld. Jeg føler, at jeg som tidligere stats­minister har en pligt til og en mulighed for at påvirke tingene, som rækker ud over mig selv.

Hvordan skal det forstås?

PN: De bedste eksempler er arbejdet med Det Sociale Netværk, som nu har headspace-centre i 17 danske byer, forankret i civilsamfundet med frivillige og samarbejde med kommuner og regioner. Her har vi de senere år rådgivet 30.000 unge til at komme i gang med en uddannelse. Her arbejder vi på at koble kommuner og virksomheder sammen i et netværk, der skal sikre, at psykisk sårbare kan få et job i en virksomhed. Det er til gavn for de unge, for virksomhederne og samfundet. De unge får en tilknytning til arbejdsmarkedet, kommunen får unge i job, som ellers ville have svært ved at komme i beskæf­tigelse. Og virksomhederne melder tilbage, at indsatsen ikke så meget handler om brand, konkurrenceevne osv., men den skaber større arbejdsglæde og stolthed blandt de nuværende medarbejdere i virksom­heden.

Et andet eksempel er turnaround-situationer som på Lindø, da værftet lukkede. Alle var berørt af det. Hr. Møller, fordi han lukkede sin fars værft, medarbejderne, som mistede jobbet, kommunen, både Odense og Munkebo, som mistede en stor arbejdsplads. Den gang kunne jeg være bindeleddet mellem virksomheder og det offentlige. Som bestyrelsesformand for testcentret LORC kunne vi løse en investeringsopgave, der for den enkelte virksomhed var for stor at løfte, men som i fællesskab med andre kunne lade sig gøre. Det betød, at vi kunne bringe konkurrenter som Siemens og Vestas sammen om opbygningen af Europas mest avancerede testcenter for vindmøller. I dag går der 2.000 mand ind ad porten hver dag på arbejde.

Dit engagement er med andre ord med et politisk spor?

PN: Ja, mit engagement med erhvervslivet er stadig i det samme spor, som dengang, både i regering og efterfølgende som medlem af Europa-Parlamentet. Jeg arbejder stadig for bedre regulering af finansielle markeder, så vi undgår nye kriser, samt det sociale ansvar. I begge situationer kan vi kun løfte opgaven, hvis der bygges bro mellem stater, det offentlige og virksomheder. Jeg vil gerne være det krystal i fremkaldervæsken, som får processerne i gang.

Og det sker ulønnet?

PN: Ærlig talt, som tidligere statsminister dør du ikke af sult. Vi får en pension, som ikke er den største i Europa, men i den pæne del af den nedre ende, som den også bør være. Jeg ser det som min pligt som tidligere statsminister at bruge mit tidligere virke til at påvirke nogle ting i samfundet. Men jeg er en græsrod, en ulønnet aktivist. Det passer mig bedst. Jeg tror også, at det passer bedst i forhold til, hvor jeg har lagt mit arbejde – inden for det sociale område med hjælp til psykisk sårbare unge.

Hvad er så din holdning til, at andre tidligere statsministre vægter kommercielle poster højere?

PN: Det skal ikke være en belastning, at man har været statsminister. På den anden side mener jeg, at man skylder ens tidligere job at vælge ens fremtidige karriere i respekt herfor.

Man må træffe de valg, man vil, men mit personlige synspunkt er, at de valg, jeg træffer, sker med bevidstheden om, at der skal være respekt om jobbet som statsminister. Jeg skal ikke bruge mit liv på personlig vinding. Jeg skal bruge det til at præge forholdene i erhvervslivet og i samfundet som helhed. På en måde jeg kan stå inde for. Og det skal ske med størst mulig åbenhed og gennemsigtighed. Det giver det bedste resultat. Lukkethed i kombination med magt er sjældent optimalt.