Der er løgn eller fortielser i de fleste relationer, men hvorfor lyver vi for hinanden? Og kan vi være det bekendt? Det har Berlingske undersøgt i en artikel- og podcastserie.
Få overblik over serien her – og klik dig videre til hver enkelt artikel:
Sexolog og parterapeut: Du skal ikke have dårlig samvittighed over at have hemmeligheder for din partner – tværtimod
Holder man noget hemmeligt for sin partner, er det typisk forbundet med en snert af dårlig samvittighed. Men det er der ikke nødvendigvis grund til at have, mener Amanda Lagoni, der er sexolog og parterapeut.
Dels er der forskel på, hvor stor skade hemmeligheder har potentiale til at forvolde mellem mennesker. Og så kan nogle hemmeligheder ligefrem være befordrende for parforholdet, siger hun.
»Hemmeligheder kan holde liv i ideen om, at jeg kan blive ved med at opdage nyt. At min partner kan blive ved med at overraske mig. Det giver jo nysgerrighed. Det giver en form for eventyr. Det giver også en mulighed for at blive ved med at bevæge sig,« siger hun, og peger på usikkerheden som noget positivt.
Lagoni mener, at man skal have et rum, som er privat, for at vedblive at være et individ og ikke bare en del af et »vi«.
Psykolog: Derfor er ærlighed maskulint – og tiltrækkende
Mænd lyver af samme overordnede grunde, som kvinder lyver. Vi mennesker lyver for at undgå følelser, særligt dem, der er vanskelige. Vi lyver for ikke at såre andre. Vi lyver for at opnå noget.
Sådan er det ifølge psykolog og psykoterapeut Peter Wittenburg, som driver Institut for Følelsesmæssig Sundhed og har over 30 års erfaring med at arbejde med mennesker i vanskeligheder og krise.
»Men den vigtigste grund til, at en mand lyver, er for at hjælpe kvinden med at bevare sit idealiserede billede af ham,« siger han.
Til trods for det, virker det tiltrækkende, at en mand er ærlig.
»Det er meget maskulint at stå ved sig selv,« siger Wittenburg.
»En mands tiltrækningskraft er proportional med hans styrke, og hans styrke er proportional med hans integritet, det vil sige ærlighed.«
Således kan man sige at sandheden er maskulin og frigørende.
Præst og psykoterapeut om hemmeligheder mellem partnere: »Det er grundlæggende forkert at lyve, men …«
Vi er trådt ind i en tidsalder, hvor sandheden værdisættes mindre end før. Tiden stiller nye krav til det enkelte menneske i den balancegang, vi altid har været henvist til i forholdet mellem sandheden og løgnen. Hvor efterlader det os i vores nære relationer, hvor vi dagligt vægter omkostningerne ved at sige sandheden over for de risici, der er forbundet med løgnen?
Præst Marie Høgh mener at »man skal passe på med at bekende alting for selv at være ren.« Der er ting man skal bære selv.
Erhvervscoach og psykoterapeut Anja Skau-Andersen advarer mod løgnens destruktive kraft. Løgnen kan i sin bevidste og rene form ses som værende kærlighedens modsætning, mener hun.
»Hvad er essensen af kærlighed? Hvad er det, vi dybest set alle sammen længes efter fra vores partner? Det er jo, at der er en, der kender mig. Ikke bare alt det gode, jeg er, men også alt det, jeg ikke kan være. Der, hvor jeg ikke lever op til min egen eller andres forventninger,« siger Anja Skau-Andersen.
»Og kan jeg vise dig det, og kan du elske mig alligevel? Altså, det er jo i virkeligheden essensen af kærligheden. At der en, som kan holde af hele mig.«
Hvis dit barn lyver, er det sikkert din egen skyld: Disse ting skal du undgå
At lyve er et instinkt, noget vi alle har med os, og en evne vi gradvist forfiner fra vi er spæde og gennem vores barndom.
Men vores tilbøjelighed til at lyve og vores forhold til sandheden er afhængig af vores opvækst og ikke mindst vores forhold til vores forældre, fortæller Mikkel Hørby og Anja Skau-Andersen, der sammen driver Skau Hørby Institut for Psykoterapi og Erhvervscoaching.
»Hvis man er vokset op i en familie, hvor man ikke har en oplevelse af, at det er trygt at stå frem med sig selv, fordi ens forældre enten har straffet, skældt ud, råbt, grædt eller har lagt barnet på is, så vil man se det som en nødvendighed at lyve. Det kan være afgørende for den varme og kærlighed, som vi allesammen er fuldstændig afhængige af,« siger Mikkel Hørby.
Således kan de forældre, der typisk som led i opdragelsen vil afkræve barnet sandheden, samtidig implicit afkræve barnet forstillelse.
Præst: »Løgn er et udtryk for en flugt. En flugt fra realiteter, der kan være så rammende, ja, ødelæggende for os, at løgnen simpelthen bliver overlevelse«
Helene Reingaard Neumann er præst og har skrevet en kronik i serien, blandt andet om løgnens pris. Den er altid dobbeltsidig og derfor også er dobbelt slagkraftig, skrev hun.
»På den ene side: Hvis man opdages i en løgn, da bliver man forfulgt af den, der har været genstand for løgnen. Dette rammer begge parter. Det kan i sig selv være afsindigt svært at leve med, for når én har løjet over for en anden, brydes tilliden, og den tager tid, ofte lang tid, at genopbygge, hvis det overhovedet er muligt.
Den anden side af løgnens pris er, at man i sig selv martres af dårlig samvittighed og skyldfølelse. Fordi vi mennesker grundlæggende og heldigvis er etiske væsener og skal leve med at være vores egen værste dommer. For slet ikke at tale om omverdenens blik på den, der har kastet sig ud i en løgn.
Det virker, som om de konsekvenser, der følger med at begå fejltrin, fylder mere, både i den offentlige samtale og i interne konflikter, end forsøget på at tale forståelse, forsoning og på at genetablere den brudte tillid.«
Læserne foretrak beretningerne
Læsernes foretrukne artikler var de personlige beretninger, og de lydproduktioner, der fulgte med fire af dem. Personerne artiklerne og podcastene er blevet anonymiseret. Berlingske har dertil udeladt detaljer i historierne for yderligere at opretholde anonymiteten for omtalte personer.
Lauras kæreste var hverken frømand eller uddannet på universitetet. Da hun konfronterede ham, smed han hende ud
Lauras nye kæreste var flot og charmerende. »Alle syntes bare: Hold nu op, hvor er det her super fedt. Og ih, hvor er han udadvendt og dejlig, og hvor er det hele bare festligt.«
De tilbragte syv år sammen, og i perioden fandt hun gradvist ud af, at der var en række ting, der bare ikke stemte.
I dag ved Laura, at alt fra kærestens universitetsuddannelse, til Frømandskorpset, til ekskonens fødselsdepression var opdigtet.
»Da jeg efter nogle år gradvist begynder at konfrontere ham med de her ting, som jeg får at vide gennem andre familiemedlemmer, så kan jeg mærke, at hans interesse daler mere og mere.«
Det endte med et brud og en række tanker om løgnens rolle i et intimt parforhold. Hør dem og hele interviewet med Laura i denne særudgave af »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast:
Peters ægteskab levede ikke op til hans forventninger, så han startede et hemmeligt liv ved siden af: »Det bliver ligesom et drug«
Peter havde en fast forestilling om, hvordan livet skulle være. En forestilling, der sendte ham ud på et hemmeligt parallelt spor ved siden af sit ægteskab. Og det skulle få store omkostninger.
»Jeg var gift, havde et barn, der lige var blevet født, og havde et udfordrende job. Tjente gode penge. Livet var faktisk sådan, som det burde være. Og man er jo opdraget hjemmefra som den pæne dreng, som ikke gør ting.«
Men noget nagede.
»Men når man så bliver forelsket, så tænker man, at det skal sgu nok gå. Vi får tingene til at fungere, men det gjorde vi ikke. Og det kunne jeg ikke affinde mig med.«
Så han handlede.
»Jeg følte, at livet blev kedeligt og gik for langsomt. Og så søgte jeg andre kvinders selskab. Det var jo stort set et tag selv-bord. Det havde det sådan set været det meste af mit liv, også inden jeg blev gift,« siger han.
»Det var en tærskel, jeg skred over, og som jeg faktisk efterfølgende dybt har fortrudt, at jeg overskred.«
Hør hele interviewet med Peter i denne særudgave af »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast:
Forestillingen om det perfekte liv fik Mette til at drikke: »Ellers var jeg jo nødt til at se i øjnene, hvor langt ude jeg i virkeligheden var«
»Det var 'Life in the Fast Lane', det var fotomodeller og rockstjerner og natteliv.«
Det siger Mette, som hedder noget andet i virkeligheden, om starten på sit lange parforhold. Det var et liv, der passede godt til hende. Mette havde fra barnsben lært, at det hele handlede om at ligne en succes, at få tingene til at se godt ud.
»Picture perfect,« som hun siger. Og med en forventning om, at man så kan lægge låg på resten.
Og det var Mette i stand til i perioder. Men i andre perioder kæmpede hun mere med at undertrykke signalerne om, at noget er galt, at indholdet slet ikke svarede til overfladen. Og i de perioder selvmedicinerede hun.
Hør hele interviewet med Mette i denne særudgave af »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast:
Rasmus er utro: »Dybest set ønsker vi jo ikke at kende sandheden om hinanden«
»At jeg har været ude og være utro over flere år, er det en sandhed, som du faktisk vil have, hvis du spørger?«
Svaret er ikke helt så enkelt, mener Rasmus, der ikke hedder det i virkeligheden.
»Der har altid været det her med, hvis du spørger, så må det være, fordi du vil vide det, men det vil du jo egentlig ikke,« siger han.
»Jeg er meget udadvendt. Jeg er eventyrsøgende. Jeg kan godt lide, at der sker noget. Jeg er ikke så meget til det her med 'Vild med dans' om fredagen og sådan noget.«
For ham er utroskaben noget, der føjer noget til og dermed understøtter parforholdet.
Hør hele interviewet med Rasmus i denne særudgave af »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast:
Jeg var utro og holdt det hemmeligt. Sådan svækkede det mit ægteskab
I en kronik skrev en anonym mand om sin langvarige affære, og hvordan affæren havde påvirket hans ægteskab.
Han skrev blandt andet:
»Prisen for bedraget var de nødvendige nødløgne, men her er mennesker fænomenalt tilpasningsdygtige. I nutidens balancering af arbejdsliv, privatsfære og venskaber cirkulerer vi ud og ind og bruger løs à la carte, for eksempel også når en kollegial relation pludselig inkluderer sex. Den kombination kan være et trin på karrierestigen, ved vi fra hundredvis af selvbiografier.
Hykler vi, når vi horer løs for selvudviklingens og den sociale opstignings skyld? Sådan kan det se ud, men fænomenet italesættes, så formålet tager sig rationelt ud.«
Om omkostningerne skrev han:
»Sexlivet derhjemme gik langsomt i stå, hvilket aldrig blev acceptabelt for min hustru. Intellektuelt og åndeligt stagnerede vi også – jeg kompenserede jo hos min elskerinde. Behovsopfyldelse på to adskilte fronter. Når jeg nu i mit grånende seniorliv ser tilbage på mange års ægteskab tilsat en kortere periodes dobbeltliv, er konklusionen i det samlede følelsesmæssige regnskab klar nok: Jeg ville ikke have undværet denne periode og de erkendelser, der fulgte med.«
