Politikerne har svigtet alt det, der giver livet fylde og indhold, når det er truet
»Det er med andre ord ikke på grund af, men snarere på trods af staten, at kunst og kulturliv fortsat vil være en bærende, meningsgivende og værdifuld del af vores liv efter krisen,« skriver Mette Bock. Thomas Lekfeldt
Coronavirus har ikke ændret på politikere og embedsmænds opfattelse af kulturens betydning. Kulturministeren finder det upassende at tale om kultur i en sundhedskrise, så frontkampen for kulturen tages andre steder. Og udformningen af redningskranse til kulturlivet blev tidligt henlagt til erhvervsministeriet. Det er jo absurd, mener Mette Bock, tidl. kulturminister og kirkeminister (LA), i sit bidrag til essayserien »Danmark åbner. Men til hvad?«.
Vi lever i naturvidenskabens tidsalder. Men ingen ved sine fulde fem kan påstå, at vi kan beskrive menneskelivet udtømmende alene i biologiske og økonomiske termer – som virus, vacciner og klingende mønt. Heller ikke under en pandemi.
Der er andet og mere, der har definerende betydning. Tilmed definerende betydning, når vi skal forstå forskellen mellem dyr og mennesker, mellem barbari og civilisation: Kunst, ånd, tro, visdom og relationer. Sorg og glæde, kærlighed og had, liv og død, indsigt og erkendelse. Gud og fanden. Alt det, der giver livet fylde og indhold – og står tydeligst, når det er truet. Det er den ikke-materielle del af livet, som kunstnere, filosoffer og teologer til alle tider har beskæftiget sig med, og som vi sultent opsøger for at finde svar.
Del:
