Pia Christmas-Møllers kronik fra 28.09: Konservatismens ti bud

Politik er ikke kun at ville. Man skal ville noget, og man skal turde vælge. »For mig kan kernen i politik derimod udtrykkes i disse tre ord: værdier, visioner og vilje,« skriver de Konservatives politiske ordfører Pia Christmas-Møller op til partiets landsmøde i weekenden.

Foto: Peter Lautrop

»Ideologi er noget bras«, har Schlüter sagt. Lige så tit han er blevet skældt ud for netop dén sætning, lige så tit skal det gentages: Han har ret! Forestillingen om, at man én gang for alle kan udtænke et bestemt sæt ideer, som kan definere det perfekte samfund, bygger på en fornægtelse af selve vores livsvilkår, som jo er altings stadige forandring og udvikling.

Selvom Utopia er uopnåelig, er millioner af mennesker blevet ofret i forskellige kommunistiske, nazistiske og fascistiske ideologers forsøg på at opnå netop det umulige. Så jo, ideologi er sandelig noget gedigent bras, og det samme gælder andre former for fanatisme og ekstremisme.

Men det betyder ikke, at alternativet er holdningsløshed. Tværtimod. Der er behov for sammenhængende værdier, hvor livssyn bindes sammen med holdning og handling i dét, man kan kalde for en livsholdning. Som konservativ har man således ikke en ideologi, forstået som læren om et bestemt sæt ideer, men en livsholdning, der præger éns liv såvel privat som offentligt.

Olof Palme har hævdet, at politik er ’at ville’. Det er ikke helt nok for mig. Man skal ville noget, og man skal turde vælge. For mig kan kernen i politik derimod udtrykkes i disse tre ord: værdier, visioner og vilje.

Der skal være en ydre og en indre sammenhæng. Det fortoner sig måske lidt i de daglige politiske slagsmål, men desto vigtigere er det en gang imellem at fokusere på, hvordan et visionært livssyn kan sikre sammenhæng og perspektiv i hverdagens politik.

Som konservativ betragter man livet som en gave, der skal modtages og bruges med lige dele lidenskab og alvor. Livets fordring er at klare sig og sine – og helst lidt mere, så de, der ikke kan klare sig selv, også kan blive hjulpet. Kan man selv klare tingene, kan man til gengæld ikke være bekendt at kræve, at andre ordner dem.

Kernen i den konservative livsholdning kan beskrives i 10 bærende værdier, som jeg vil prøve at gøre rede for i det følgende:

1) Menneskers ligeværdighed men forskellighed er en selvstændig værdi, som skal forsvares. Det gælder for den gale som for den geniale. Hvor socialisten i diskussionen om arv og miljø begræder forskellene som et af naturens luner, man politisk skal lappe på, oplever vi konservative mangfoldigheden som et positivt livsvilkår. Det er i mødet mellem forskellige mennesker, at udvikling, dynamik, spænding og, ja, kærlighed opstår.

2) Pluralisme giver tilværelsen næring, og den skal derfor beskyttes med gensidig tolerance og valgmuligheder af en statsmagt, der har folkelig legitimitet via demokratiske valg.

3) Tolerance skal skilles fra intolerancen, og det skal ske i en atmosfære, hvor den personlige frihed er uløseligt bundet til det personlige ansvar for, at andre har samme basale rettigheder.
Og hvordan går det så i praksis? Nogle oppositionspolitikere tror, at mange voksne mener, at de har ret til at få børn, mens ansvaret for pasningen, opdragelsen og kosten skal overlades til det offentlige. Vi giver ansvaret og valgfriheden til forældrene og familierne. Børnenes opdragelse er først og fremmest forældrenes ansvar og ikke skolens. Forældrene skal lære deres børn reglerne for god opførsel og at tage hensyn. ’Mig, mig og mig’ skal afløses af ’dig, mig og vi’.

I det konservative livssyn er udgangspunktet det enkelte menneske og den enkelte familie, der skal have en travl hverdag til at fungere. Individualiteten er på alle planer vigtig for os. I modsætning til egoisten, der er sig selv nok, er individualisten altid sig selv, men aldrig sig selv nok. Det er utrolig vigtigt at være bevidst om, at det er i fællesskabet med andre, vi gror og vokser som mennesker, ligesom det er dér, vi får sat både frihed og tryghed i relief. Derfor vil vi et samfund, der inkluderer de ’skæve’ og anderledes på ligeværdige, men ikke nødvendigvis helt ens vilkår.

4) Den personlige ejendomsrets ukrænkelighed er nærmest dogmatisk for os konservative, fordi den er individets magtmiddel mod overgreb fra staten og andre; den er midlet til at stemme med fødderne og derigennem sætte handling bag holdning.

Med rygeloven gik man (for) langt ind på det private felt i hensynet til menneskers helbred. Men i det omfang sundhedsudgifterne har spillet en rolle, fører argumentationen – tænkt helt i bund – til det totale formynderi, hvorefter staten også skal bestemme vores kost og idrætsgrene for at forhindre udgifter til fedme og sportsskader mm.

På et helt andet felt kan man spørge, hvordan det forholder sig med rimeligheden i og hensynet til formidling af kulturarven, at mennesker, der lovligt og til fuld markedspris har købt f.eks. et maleri, ikke må bringe et foto af det på deres egen hjemmeside uden at skulle betale copyright-afgift til kunstneren eller dennes arvinger.

5) Da vi konservative er bevidste om, at ikke alle er født med lige muligheder for at klare sig, stiller vi krav om, at fællesskabet træder til med en tilstrækkelig stærk håndsrækning. Den konservative ved godt, at påstanden om, at enhver er sin egen lykkes smed, højst er en halv sandhed, og at sygdom og ulykke er hver mands herre. Derfor er det en forpligtelse for den stærke og raske at tage socialt ansvar for den svage og syge – og vi kræver, at samfundsfællesskabet skal være garanten.

Derfor har vi konservative i en årrække kæmpet for at besvare de store udfordringer i sundhedsvæsenet. Vi fik nedlagt amterne, primært fordi de ikke magtede sygehusopgaven, og vi fik overbevist et flertal om at anerkende private sygehuse som et nødvendigt supplement. I samme ombæring blev der tildelt det offentlige en saltvandsindsprøjtning og patienterne blev udstyret med en behandlingsgaranti, som indebærer, at man får ret til at blive behandlet privat eller i udlandet, hvis ikke det offentlige kan overholde en rimelig frist. Vel at mærke med fuld økonomisk dækning.

6) Gennem lighed for loven og domstolenes uafhængighed skal retssikkerhed sikres, og her er vi godt kørende, selvom tendensen til at opfatte loven som et tagselvbord er øget. Tænk bare på de forkælede BZere på Nørrebro, på sort arbejde, på de mange henlagte indbrudssager og på, hvordan selv politiet mener, at en mobil, der ligger på forsædet i en i øvrigt aflåst bil, er så fristende for en tyv, at ejeren selv er ude om indbruddet!

7) Fri og fair konkurrence er et uundværligt middel til fornyelse og skal fungere som et værn mod magtkoncentration og stagnation. Derfor var det også glædeligt, at Microsoft tabte deres sag ved EF-Domstolen, hvorefter de bliver forpligtet til at give de nødvendige oplysninger, der skal til for at sikre tilgængelighed for andre.

8) Nøglen i et dynamisk samfund er fri og lige adgang til viden og udvikling, der satser på vækst. Derfor skal de studerendes evner og indsats være afgørende for deres uddannelsesmuligheder, og ikke deres pengepung eller manglende tilgængelighed. I en tid med mangel på arbejdskraft kunne man i øvrigt passende overveje at hæve loftet for egen indtjening, før der skal modregnes i SU.

9) Vilje til forsvar og internationalt samarbejde er to sider af samme sag, nemlig varetagelse af danske interesser. Den folkelige forankring af viljen til at forsvare vores land og demokratiske frihedsrettigheder sikres via værnepligten, mens forpligtende sam­arbejde om grænseoverskridende problemer skabes via et aktivt medlemskab af EU, FN og NATO.

Terror, forurening, kriminalitet, flygtninge osv. kan ikke klares nationalt. Uanset hvor uenige vi en gang imellem kan være med de beslutninger, EU, FN og NATO af og til kommer med, har disse organisationer på hver deres måde bidraget til fred, frihed og fremgang siden 2. Verdenskrig i vor del af verden. Vi skal hurtigst muligt af med EU-forbeholdene, og for min skyld kan vi godt spørge vælgerne om den nye forfatningstraktat, selvom det juridisk ikke er nødvendigt.

Individualismens dynamik er fællesskabets styrke, når den udfoldes i gensidig respekt, som ikke kun er knyttet til vor egen generation. Den holdning viser sig i vores bevidsthed om værdien af kulturarven, den fælles historie, og det fremgår af vores investeringsvilje samt af den økonomiske politik, hvor vi tænker langsigtet.
Men først og sidst træder det frem i vores respekt for vores fælles jord og natur. Markedskræfterne kan bruges til meget, men er ude af stand til at klare den nødvendige regulering, som hensynet til de kommende generationer kræver på miljø- og klima­området. Hvordan kan man f.eks. i dag sætte pris på regnskovene, så der tages højde for de næste generationers efterspørgsel?

Her ser vi også en tydelig forskel på den konservative og den liberalistiske tilgang til forskellige udfordringer. Balance i magtforholdet mellem individ og stat er et vigtigt middel for os.

10) Helhed og sammenhæng i nutidens beslutninger skal bygge på hensynet til den enkelte og gennemføres i respekt for den arv, vi har modtaget fra generationerne før os, og med perspektiv for dem, der kommer efter os. På den måde binder livssynet hverdagens politik sammen i en visionær helhed. Derfor er værdier, visioner og vilje så vigtige!