PFA-formand presset i defensiven

Landets største private pensionsselskab, PFA, er kastet ud i en ødelæggende, imageskadende ledelseskrise, som ikke efterlader nogen vindere.

Den mangeårige topchef i PFA, Henrik Heideby, forlader PFA med udgangen af året. Der er således skabt usikkerhed om magtstrukturen i PFA og dermed skabt usikkkerhed om, hvad den nye PFA-chef i grunden går ind til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et ledelsesvakuum, som kan gøre det svært at tegne kontrakt med førstevalget til at afløse den mangeårige topchef i PFA, Henrik Heideby. Han forlader PFA med udgangen af året. Der er således skabt usikkerhed om magtstrukturen i PFA og dermed skabt usikkkerhed om, hvad den nye PFA-chef i grunden går ind til.

Det er værd at understrege, at PFA ikke er gerådet ud i en økonomisk og indtjeningsmæssig krise. Tværtimod. Det går rigtig godt. PFA fylder meget i landskabet, har succes med at tiltrække nye kunder og har med Heideby ved roret oparbejdet en aura omkring PFA, som har været vigtig for brandingen af selskabet. Så vidt så godt. Ledelseskrisen i PFA er selvforskyldt.

Hvad der i mange år så ud til at være det perfekte makkerskab, nemlig en stærk, enerådende topchef og en mere usynlig og svag formand, Svend Askær, er pludselig blevet PFAs ømme punkt. Der er kommet grus i maskineriet, og set udefra synes det, som om det pludselig er alles kamp mod alle. Svagest i det billede står formanden Svend Askær, der har svært ved at finde fodfæste, og som i yderste konsekvens kan risikere at miste sin formandspost, hvis tilliden fra den øvrige del af bestyrelsen forsvinder. Så ja, der står meget på spil.

Ledelseskrisen i PFA brød ud for nogle måneder siden, da der pludselig og meget overraskende kom en meddelelse om, at Henrik Heideby havde besluttet at forlade PFA med udgangen af året. Meddelelsen var suppleret med de sædvanlige pæne men tomme floskler. Man skulle således ikke grave meget i den historie, før det stod klart, at et eller andet var gået galt i toppen, altså mellem topchefen og bestyrelsen. Hvad der har været den udslagsgivende faktor til bruddet er ikke helt til at vide, sandsynligvis en kulmination efter længere tids mistillid mellem Heideby på den ene side og bestyrelsesmedlemmerne på den anden og med formanden Svend Askær i midten.

I denne uge kom det så frem, at der har været et tæt parløb mellem PFA og dets reklamebureau Umwelt. Det er såmænd ikke usædvanligt, men det pikante i den sag er, at en af medejerne i Umwelt er Henrik Heidebys søn, Mikkel Heideby. Og der er dermed altså en risiko for interessekonflikter. Det fik medlemmer af bestyrelsen til at rynke brynene og kræve klare svar, som igen resulterede i, at formanden Svend Askær måtte afkræve sin mangeårige topchef en særlig og ydmygende undersøgelse. Et godt gæt er, at stemningen i PFA-fortet på Østerbro i disse dage er på frysepunktet.

»Jeg har på baggrund af artiklen i Berlingske bedt Henrik Heideby om en redegørelse til bestyrelsen, så vi kan få klarlagt, hvad der er op og ned i denne sag. Når den redegørelse foreligger, vil vi behandle den i bestyrelsen. Det er PFAs bestyrelses holdning, at der ikke bør være forretningsmæssige relationer til virksomheder med familiemæssige relationer. Når vi har behandlet sagen i bestyrelsen, må vi samtidig vurdere behovet for at få strammet op i forhold til PFAs generelle politik omkring forretningsmæssige relationer til virksomheder, hvor PFA-ansatte har familiemæssige relationer.«

Altså – må man tro – en formand, som ikke har kendt til disse særlige familierelationer til en af PFAs nære samarbejdspartnere. Det kan dog være svært at tro, at formanden har været helt uvidende om denne relation, eftersom det internt i PFA-systemet igennem flere år har været en kilde til frustrationer.

Den nuværende spændte stemning i PFA-toppen vil givetvis ikke give Henrik Heideby det eftermæle i PFA, som han havde håbet på. Det bliver lidt grumset. Set med PFA-øjne er det dog væsentligere at forholde sig til, hvad der har skabt denne spændte og imageskadende stemning, og her peger pilen på PFA-bestyrelsen. En bestyrelse sammensat af personer fra de lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, som sender kunder til PFA. Og dermed en bestyrelse som ikke just er befolket med den diversitet, som normalt kræves i børsnoterede selskab. Helt konkret er der stort set kun den tidligere finansmand Erik G. Hansen, der kan siges at have arbejdet med tunge og komplicerede finansielle opgaver. Lidt forenklet sagt, så har PFA ikke selv taget den medicin, som PFA som investor har ordineret andre.

Og hvem skal så være den nye topchef i PFA? Gættene er mange. Først for i det interne system står Lars Ellehave, mens andre ser Jon Steingrim Johnsen, også direktionsmedlem, som outsideren, der pludselig kan komme ind fra sidelinjen og sætte sig i chefstolen.

Mere sandsynligt er det dog, at PFA – og især efter de senere måneders ledelsesuro – har brug for at hente nyt blod udefra, som kan komme med helt friske øjne, sætte sit eget hold og dermed også skabe det »nye« PFA, uplettet af det nuværende grumsede miljø. Men hvem? Noget tyder på, at PFA-bestyrelsen ikke nødvendigvis hele vejen rundt er enige om profilen på den nye PFA-topchef.