Perspektiv Lidt for smart af Fogh

Engang tog Anders Fogh Rasmussen den folkelige skepsis alvorligt. Måske gør han det stadigvæk. Og måske er det derfor, han nægter os ret til at stemme om Lissabon-traktaten.

»EU skal være et fællesskab af nationalstater.« Sådan sagde Anders Fogh engang i begyndelsen af sin regeringstid. Dengang han var kendt som manden, der tog den folkelige skepsis over for EU alvorligt. Og som derfor slog til lyd for, at vejen frem for EU måtte være et »kompetence-katalog«. Altså et regelsæt, der beskriver, hvad der er EU’s opgaver og især, hvad der ikke er EU’s opgaver. Et godt forsøg på at definere grænserne for EU’s indflydelse. Så kom forfatningstraktaten, som er alt andet end et kompetencekatalog, men tværtimod en voldsom udvidelse af EU’s kompetence. Og da Frankrig og Holland havde stemt nej til forfatningen, blev der fiflet lidt med dokumentet i Bruxelles, og vupti, fik vi en Lissabon-traktat, der med Angela Merkels ord har bevaret »forfatningens substans«.
Og hvad siger Fogh Rasmussen, fortaleren for et fællesskab af nationalstater? Ja, han er begejstret for forfatningstraktaten med og uden fiflerier, selv om den er ét stort angreb på nationalstaten. Og folkeafstemningen om forfatningstraktaten, som han havde lovet danskerne, den blev også pist borte, selv om der kun er kosmetisk forskel på Lissabon-teksten og den oprindelige forfatningstekst.
Spørg bare den gamle ræv, Giscard d’ Estaing, som ledede konventet, der skrev forfatningstraktaten. Han indrømmer gerne, at alle de tidligere forslag vil være i den ny tekst, men skjult eller forklædt på en eller anden måde. Man har fjernet de forfatningsmæssige symboler, men beholdt de forfatningsmæssige funktioner.
Engang tog Fogh Rasmussen den folkelige skepsis alvorligt. Måske gør han det stadigvæk. Og måske er det derfor, han nægter os ret til at stemme om Lissabon-traktaten. Ganske behændigt har Fogh afværget en diskussion, der næppe ville falde ud til hans fordel. Men det er et tungt ansvar, han har taget på sig. For det er voldsomme ændringer, Lissabon-traktaten fører med sig.
Jeg tænker ikke kun på indførelsen af flere flertalsafgørelser. Selv om det er alvorligt nok. Det vil nemlig betyde, at vi vil være tvunget til at indføre lovgivning i Danmark, selv om et folketingsflertal er modstandere af lovgivningen. »Ingen over og ingen ved siden af Folketinget« sagde en Venstrefører engang i forfatningskampens dage. Det var dengang. I dag kan det ikke gå hurtigt nok for Venstres fører med at overføre magt fra Folketinget til Bruxelles. Det kan ikke gå hurtigt nok med at udhule det folkestyre, som man ynder at hylde i skåltaler.
Det, som især forekommer mig bekymrende, er charteret om grundlæggende rettigheder, der følger med Lissabon-traktaten. Før man ser på charterets indhold, skal man gør sig klart, at charteret placerer sig over dansk lovgivning. Charteret vil være retsligt bindende sådan, at EU kan påtvinge os en bestemt fortolkning af charterets rettigheder – uanset vores retspraksis.
Kikker man nærmere på charterets artikel 21 forstår man, hvor grænseløst et projekt, EU er blevet. Her står: »Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro eller mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.« Så kan det vist ikke blive mere omfattende!
Ud fra denne paragraf vil man kunne anklage folkekirken for at gøre sig skyldig i »forskelsbehandling på grund af køn«, fordi den kun har et vielsesritual for heteroseksuelle og ikke et for homoseksuelle. Ligesom det må være brud på charteret, hvis en præst nægter at begrave en person, der er udmeldt af folkekirken. Det er jo forskelsbehandling på grund af tro. En bank, der nægter at give kredit, vil vel også kunne slæbes i retten, fordi den diskriminerer pga. »formueforhold«. I det hele taget er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad artikel 21 kriminaliserer. Og det er altså den overnationale EU-domstol, der kan diktere os fortolkningen af artiklen.
Danmark kunne have gjort som England og Polen og ladet være med at binde sig juridisk til charteret. Men den danske regering ville gerne binde Danmark til det fatale dokument – uden at spørge befolkningen først.
Jeg har hidtil betragtet Fogh som den mindst ringe statsminister i mange årtier. Men er han egentlig det? Han var fortaler for nationalstaten, men ender med at udhule den. Han lovede at lytte til befolkningens EU-skepsis og lusker så alligevel en helt afgørende traktat igennem uden afstemning. Både Schlüter og Nyrup tog dog skraldet og udskrev folkeafstemning.
Fogh er smartere. Og ender han med at blive kronet i EU med en toppost, vil han gå over i historien som den smarteste statsminister i mange årtier. Som den lidt for smarte.

n Lørdagens Perspektiv skrives på skift af
Uffe Ellemann-Jensen, Peter Kurrild-Klitgaard, Katrine Winkel Holm og Mikael Jalving.