Persona non grata

»Nå, og hvad lavede din far så?« Et uskyldigt spørgsmål, som imidlertid indtil for nylig altid har gjort mig tør i munden og fået mit blik til at flakke.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

En mur af skam og hemmelighedskræmmeri har gjort mig tavs. Hvorfor? Jo, min far var aktiv i modstandsbevægelsen. Han blev taget af Gestapo og sendt til Neuengamme. Overlevede og kom hjem, men fik sit liv ødelagt af de fysiske og psykiske konsekvenser af torturen. Han døde i 1969, da jeg var ti år. Javel, det er selvfølgelig en tragisk historie, men da ikke noget at skamme sig over? Tvært­imod må jeg da være stolt af, at min far var frihedskæmper?
Hidtil har jeg set min skam som udslag af en individuel psykologisk mekanisme. Jeg har forstået mig selv som et af »de overlevendes børn«. Den gængse psykologiske forklaring på torturofres tavshed går på, at den virkelighed, de mennesker har befundet sig i, er umulig at formidle til nogen. Desuden skammer man sig over, at man ikke klarede det bedre, at man overhovedet blev arresteret, eller sådan som man reagerede under forhørene. Og skammen og tabuiseringen smitter af på hele familien.
Hvis det kun drejede sig om mit flakkende blik i bestemte situationer, ville jeg også købe den forklaring. Lade det ligge. Men det er gået op for mig, at mit eget lille stykke traumatiserede familiehistorie i virkeligheden er et stykke traumatiseret Danmarkshistorie. Den måde samfundet behandlede min far på efter krigen, rykker skammen og tabuiseringen ud af det private rum og ind i vores kollektive fortælling om os selv og Anden Verdenskrig.

Som flere historikere netop for tiden er inde på, halter vores selvforståelse kraftigt, når vi skal forklare os selv om Danmarks rolle under krigen. Fortællingen går typisk på denne melodi: Samarbejdspolitikken er vi ikke stolte af, men hvad kunne vi gøre? I øvrigt blev Danmark jo også netop derfor skånet for den brutalitet, som ramte andre lande i Europa. Lægger man dertil den danske modstandsbevægelse, der utvetydigt sloges for vores værdier, kan man ikke konkludere andet end, at vi er et samvittighedsfuldt folk i et godt lille land. Som på næsten mirakuløs måde forstår at holde sig fri af krigens smerte. Som på eventyrlig vis aldrig bliver ramt af noget rigtig ondt, og derfor heller ikke kommer til at betale nogen pris bagefter. Efter den skabelon er fortællingen om den danske frihedskæmper skåret. Tænk på ordet modstandsmand, og sandsynligvis dukker billedet af en mand i cottoncoat og blød hat op, han anbringer en sprængladning på jernbaneskinnerne. Eller vi kender den tragiske historie om for eksempel Kim Malte-Bruun. Vi har en Børge Outze, der forvandlede det illegale nyhedsbureau til avisen Information. Spektakulære billeder af sabotører, tragiske unge døde og prominente navne, det er sådan, vi gennem mange år har kendt den danske frihedskæmper – helten.

Så er der min far. Han var 21 år, da han blev aktiv i modstandsbevægelsen. Først i BOPA i 1943 og fra 1944 i Korps Aagesen. Han var bilordonnans, kørte bilen, når man skulle hente de våben, englænderne kastede ned. Han var også med til at lave illegale blade. Fra sommeren ’44 var han under jorden, men i begyndelsen af januar ’45 var han hjemme hos sine forældre en enkelt nat. Den nat blev han taget af Gestapo. Han blev kørt til Shellhuset, hvor han blev tortureret og forhørt. Senere blev han overflyttet til Vestre Fængsel til flere forhør og mere tortur. Han blev sendt til Frøslev og videre til Neuengamme.
Før den januarnat, hvor han blev taget af Gestapo, var han en helt normal og rask ung mand. Men efter krigen var han ødelagt. Fysisk og psykisk.
En overgang var han ansat i et rejsebureau, og han begyndte en læreruddannelse. Men han fik aldrig gjort uddannelsen færdig, fik heller aldrig arbejde igen. Og det er her, billedet af den danske frihedskæmper smuldrer. Min far lå meget i sengen. Torturen havde smadret hans nyrer, som – på trods af tre omfattende nyreoperationer – blev ved med at danne sten og gav ham store smerter. Torturen havde også smadret hans psyke, han var nervøs, indesluttet og paranoid. Udgifter til medicin slog bunden ud af familiens økonomi. Vi gik i aflagt tøj, spiste havregrød til aftensmad, pantsatte vores ting på lånekontoret på Svanevej. Vi havde aldrig gæster, og hvis jeg havde veninder på besøg, sad min far inde i stuen bag en låst dør.
Adskillige gange søgte min far om erstatning og pension. Han fremlagde skriftlig dokumentation for fængsling og tortur, lægeerklæringer om sammenhængen mellem torturen og nyrelidelsen, men Direktoratet for Ulykkesforsikring udbad sig altid mere dokumentation. Sygejournalen fra Frøslev for eksempel, men den var gået tabt. Min far fik afslag på afslag. Ikke en øre fik han. I 1966, da min far søgte erstatning sidste gang, fremgik det af lægejournalen, at han vejede 47 kilo. Ikke meget for en mand på 1.80 m.

Det må have været tydeligt for enhver, at min far havde brug for hjælp. Ligesom andre tidligere modstandsmænd. Jeg kender ikke det nøjagtige tal på, hvor mange der fik afslag, men fra samtaler med Frede Klitgaard, formand for Aktive Modstandsfolk, ved jeg, at min fars sag desværre langtfra er enestående. I tiden hvor nøjsomhedssamfund blev til velfærdssamfund, kan det umuligt have væltet statens budgetter at tilkende de mennesker erstatning. Skyldtes afslagene så enkeltpersoner hos de bevilgende myndigheder? Folk kan have haft en vis antipati mod frihedskæmperne, fordi de var flove over ikke selv at have turdet deltage. Eller man kan selv have haft sin sympati hos tyskerne under krigen. Måske – men min fars historie efter krigen er ikke enestående, og desuden strækker den sig over 24 år, så hans skæbne kan ikke kun forklares ud fra enkeltpersoner.
Det er her, vores kollektive fortælling om Anden Verdenskrig og Den Danske Frihedskæmper kommer ind. Den må være en stor del af forklaringen på, at syge og traumatiserede modstandsfolk som min far ikke kunne få tilkendt erstatning. Jeg kan kun se det sådan, at min far – og hans alt for tydelige skader – simpelthen ikke passede ind i fortællingen. Han duede slet ikke som helt. Uarbejdsdygtig og gældsat. Psykisk uligevægtig og skamfuld. At tilkende »sådan nogle« erstatning, ville jo betyde, at man måtte se i øjnene, at nogen rent faktisk havde betalt en stor pris. At også danskere kan blive ramt af noget virkelig ondt. At Danmark ikke kun er et godt lille eventyrland.
Paradoksalt nok blev den kollektive fortælling om vores heltemodige danske frihedskæmpere altså netop årsagen til, at nogle af dem måtte udelukkes fra fortællingen. At de måtte gemmes og glemmes.
Skam er en almindelig psykologisk mekanisme hos torturofre. Desværre blev den grundigt gødet af statens manglende vilje til at tage sit ansvar på sig. Efter krigen blev min far kun mødt med mistro, han var ikke en helt, tværtimod, min far var persona non grata. Dén fornemmelse har siddet fast i mig længe. Indtil jeg begyndte at spekulere over det besynderlige i, at vi i den fortløbende diskussion om Anden Verdenskrig, om samarbejdspolitikken, stikkerlikvideringer, kulturpersonligheders ungdommelige flirt med nazismen osv. aldrig har talt om, hvad der blev af alle de anonyme modstandsfolk. Tit kender folk en eller anden, der har været med i modstandskampen. Ikke personligt måske, men man husker ham eller hende lidt nede ad vejen, som bare sad og stirrede ud ad vinduet. Det var noget med krigen og meget tys-tys, men hvad det egentlig drejede sig om, ved man ikke. Nej, og grunden er, at de mennesker simpelthen repræsenterede en alt for skræmmende virkelighed i forhold til den gode kollektive fortælling om den danske frihedskæmper, vi ellers har skabt.

Med til historien om min far hører, at han faktisk fik tilkendt pension. Tre måneder efter sin død. Mere end tredive år senere er jeg begyndt at få øjnene op for den kollektive fortællings magt. Nu skammer jeg mig (næsten) ikke mere over min fars historie.
Men jeg kan godt grue for den nye kollektive krigsfortælling, vi er i færd med at skabe om os selv: Hvem er nu persona non grata? Umiddelbart ser jeg 500 irakiske asylansøgere for mig ...