Pensionskassernes slag i luften

DEBATINDLÆG: WWF opfordrer de danske pensionskasser til at stille krav om, at forurenende virksomheder udarbejder en ambitiøs plan for at begrænse de skadelige påvirkninger på miljøet.

John Nordbo, leder af klimaprogrammet hos WWF Verdensnaturfonden.
Læs mere
Fold sammen

WWFs seneste undersøgelse af de danske pensionskassers klimaindsats har fået Pædagogernes Pensionskasse PBU til at fare i blækhuset. I et indlæg her i Berlingske 6. juni taler Jan Kæraa Rasmussen og Rasmus Juhl Pedersen varmt for, at pensionsbranchen skal fortsætte med »aktivt ejerskab«. Det er vi i WWF Verdensnaturfonden enige i, men vi mener, at aktivt ejerskab har en række begrænsninger, som pensionskasserne bør forholde sig til.

Aktivt ejerskab kan og bør være et redskab, som bruges til at sikre, at de virksomheder, pensionskasserne investerer i, tager klimaudfordringen seriøst. Stålværker, cementfabrikker, flyselskaber og bilproducenter bidrager betydeligt til det globale CO2-udslip, og det vil være meget kærkomment, hvis danske pensionsselskaber begynder at stille krav om, at den slags virksomheder udarbejder ambitiøse handlingsplaner for at reducere deres klimabelastning. Der er imidlertid endnu ingen danske pensionskasser, der har sat den form for aktivt ejerskab i system. Vi skal være de første til at tage hatten af for PBU, hvis man gør det.

Når det drejer sig om kul- og olieselskaber, kan der derimod sættes spørgsmålstegn ved, hvor stor værdi aktivt ejerskab har. Det skyldes, at fortsat anvendelse af selskabernes kerneprodukter accelererer klimaforandringerne og forsinker den helt nødvendige grønne omstilling.

Der er simpelthen meget lang vej igen, før selskaber som Gazprom, Exxon eller Shell får omlagt deres forretningsmodel – og det er nok de færreste af den slags selskaber, der vil formå at gøre det, før markedet stiller ubønhørlige krav om det. Til den tid vil aktiekurserne være i bund, og kunderne i de danske pensionskasser vil have tabt betydelige summer, hvis deres pensionskasser stædigt holder fast i deres aktier.

Det har vi desværre oplevet med pensionskassernes investeringer i kulselskaber. I de seneste fem år er det almindelige aktieindeks i USA steget med over 40 procent, mens kurserne på aktier i amerikanske kulselskaber faldt med mere end 90 procent. I foråret gik et af verdens største kulselskaber Peabody Energy konkurs med en kæmpegæld. Der er endnu ingen danske pensionsselskaber, som har turdet fortælle deres kunder, hvor mange penge man har sat til på kulaktier.

PBU ønsker at holde fast i deres aktier i olieselskaber som Exxon for at kunne stemme sig til en ansvarlig klimapolitik på selskabets generalforsamling. Det lykkedes imidlertid ikke at få et forslag om, at selskabet i højere grad skal inddrage klima i sin risikovurdering, vedtaget på dette års generalforsamling. Sidste år blev der stillet tilsvarende forslag på generalforsamlingerne i BP og Shell, og de blev vedtaget.

Desværre må vi konstatere, at forslagene ikke har fået selskaberne til at udvikle en forretningsmodel baseret på, at den globale temperaturstigning skal holdes et godt stykke under to grader, sådan som verdens lande blev enige om på COP21 i Paris.

WWF kan ikke anbefale, at danske pensionskasser gambler med deres kunders penge ved at opretholde investeringer i fossile selskaber, men hvis man som PBU vil gøre det, kan vi kun opfordre til, at man bruger mange flere ressourcer på at påvirke selskaberne. Man bør eksempelvis stille krav om, at olieboringer i Arktis, på dybt vand eller efter tjæresand opgives.

Man bør også stille krav om, at selskaberne ikke udfører lobbyarbejde eller giver støtte til politiske kandidater, der modarbejder en ambitiøs klimapolitik. Uden den slags krav bliver pensionsselskabernes aktive ejerskab blot til tomme ord og slag i luften.