Partiet som drømme er gjort af

Ny Alliance er et parti, som i ekstrem grad i sin indretning og lancering har forstået at drage konsekvenserne af, at politik i medierne mere handler om historien om sagen end om sagen.

Foto: Claus Bigum

Mange undersøgelser viser, at når partier kaster sig ud i valgkampe, så bruger medierne langt mere plads på at fortælle om valgkampen som drama end på at formidle partiernes politik. Det hænger selvfølgelig sammen med, at intet medium kan overleve ved at kede vælgerne. Der skal følelser, farverige personer og gode billeder på det politiske stof. Det har partierne så efterhånden fået ansat eksperter til at hjælpe med: spindoktorer eller pressechefer.

Men i denne valgkamp har vi et parti, som i ekstrem grad i sin indretning og lancering har forstået at drage konsekvenserne af, at politik i medierne mere handler om historien om sagen end om sagen. Ny Alliance er en nyskabelse i politisk kommunikation ved at være et parti, som er skabt på en journalistisk ønskedrøm:

1. Det er tilsyneladende af en helt anden karakter end alle de andre partier, som kaldes »blokpartier«. Det gør partiet til Breaking News.

2. Det er leveringsdygtigt med mange medie­egnede, selvbevidste og kendte medlemmer, som ikke er bange for at gå solo.

3. Det har en leder, hvis livshistorie levendegør en dansk, national ønskedrøm.

Det er langtfra første gang, et parti lancerer sig selv med at være imod blokpolitik. Tværtimod er det et forudsigeligt punkt hos ethvert lille parti, som ikke ønsker at blive placeret klart hos VKO eller hos SRF. Når dagligdagen melder sig, viser det sig som regel, at opgøret med blokpolitikken består i, at det lille antiblokparti sælger sig til den blok, som betaler bedst. Men da Ny Alliance blev dannet, stod dette punkt længe som det eneste, faktisk i månedsvis. Og punktet fik styrke af, at partitoppen bestod af velkendte medlemmer fra to partier fra hver sin blok. Denne tværpolitiske, personlige satsning fra partistifterne gjorde programpunktet særligt troværdigt.

Efter den store interesse omkring partiets stiftelse dalede medieopmærksomheden hen over sommeren. Den længe ventede offentliggørelse af partiets program med bl.a. punktet om 40,6 som skatteprocent for alle, fremstod som en antiklimaks. Naser Khader havde også nogle famlende præstationer i nogle mediedebatter i sensommeren. Så det så ikke for godt ud for partiet, da Fogh udskrev valget.

Men siden er det kun gået fremad.

Når der udskrives valg, så afsættes der også meget mere plads i medierne til det politiske stof. Presset for at gøre den enorme mængde politiske stof interessant også for vælgere, som ikke interesserer sig ret meget for politik, øges voldsomt. Metoden er at skabe politiske sager om til historier om de politikere, som har med sagerne at gøre.

På denne baggrund eksploderer medieinteressen for Ny Alliance. Partiets erklæring om at være noget epokeskabende nyt modtages velvilligt, fordi det imødekommer vælgernes suk efter noget anderledes. Der ligger dybt i enhver dansk mand og kvinde en drøm om, at der må ske noget helt nyt i dansk politik. Noget som vil bryde den forudsigelige politisk kværn, som ved valgtider breder sig på mediefladen. Det har både Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Pia Kjærsgaard og nu også Naser Khader nydt godt af.

Men det er ikke nok bare at være ny. Historien omkring partiets opstilling af folketingskandidater fra erhvervslivet er endnu et eksempel på, hvordan partiet forstår at lægge vægten på historien om sagen. I stedet for sagen, partiets politik, handler de dominerende spørgsmål i medierne om personerne og deres psykologi: Kan disse selvstændige, velkendte personligheder underkaste sig et fælles program? Kan de fungere sammen? Kan en person, som er vant til at lede i erhvervslivet, finde ud af at arbejde som menigt gruppemedlem i Folketinget?

Det er spørgsmål, som alle kan forstå, og som mange har en mening om. Det er derfor taknemmelige emner for artikler og indslag, som skal nå bredt ud. Og mens det sker, får partiet Ny Alliance fylde og vægt i mediebilledet. Og i opinionsmålingerne.

Og selvfølgelig giver de selvstændige mennesker, som opstiller for partiet, selvstændige udmeldinger i medierne. Allerede samme dag, som han var opstillet, meldte Jørgen Poulsen ud med særstandpunkt på flygtningeområdet, som omgående skabte intensiv mediedækning. Var partiet allerede ved at gå i opløsning? Det spørgsmål kan der så skrives metervis af kommentarer om, mens andre sager må vige.

Nej, partiet går hverken i opløsning ved Jørgen Poulsens særudmelding eller ved de mange følgende særudmeldinger, der vil komme. Tværtimod har partiet ved at samle så selvstændige, velformulerede, medievante profiler sikret sig opmærksomhed og mediedækning af deres politik. Teknikken har længe været brugt af Dansk Folkeparti, hvor man har stor nytte af velformulerede, ret ustyrlige personer som Søren Krarup og Jesper Langballe. De citeres jævnligt i pressen for udtalelser, som er provokerende, skaffer partiledelsen i medierne for at gyde olie på – og som også giver de provokerende selv rigelige muligheder for at fortælle, hvad de egentlig mener, og hvorfor pressen nu igen har misforstået budskabet og udeladt alle nuancer.

Med den folketingsgruppe, som nu tegner sig for Ny Alliance, vil pressen få en sprudlende kilde til historier om medlemmer, der går solo. Det vil få Socialdemokraternes og Venstres folketingsgrupper til at ligne mosgroede sivebrønde i sammenligning. Men disse velformulerede, pressevante personer med ledelseserfaringer vil også vide, hvordan de får alting forklaret, så partiet ikke sprækker mere, end pressens reflekser kræver. Ny Alliances elitekandidater er jo ikke landsbytosser. De kender spillet med at få medierne til at danse. Og de ved også, hvordan man får dem til at falde ned igen.

Men partiets bedste kort er dets leder. Naser Khaders person rummer en meget klar, god historie med stærk appel til stort set alle danske vælgere. Historien handler om en indvandrer fra Syrien, som gik vejen gennem det danske uddannelsessystem med succes, blev gift med en veluddannet, lyshåret dansk kvinde, fik børn og kastede sig aktivt ind i det danske demokrati. Det blev han forfulgt for af formørkede muslimske kræfter, så han er nødt til at have to statslige bodyguards omkring sig, når han færdes på offentlige steder. Det er også en del af historien, at da Danmark stod i våde under Muhammed-affæren, var han en af de personer, som statsministeren på tværs af formalia rådførte sig med.

Naser Khader repræsenterer enhver danskers drøm om, hvordan alle indvandrere og hele verden burde modtage vores kærlige budskab om demokrati, uddannelse og frihed. Det er den drøm, som har båret vores optimistiske udlændingepolitik i slutningen af det forrige århundrede. En drøm som også ligger bag vores engagement i Irak og Afghanistan. Men flere og flere af os har efterhånden indset, at det netop var en drøm. Mange, som er kommet hertil, afviser vores måde at leve på og foretrækker at indrette sig efter egne skikke. I Irak har man ikke bare klappet begejstret over at have fået tyrannen fjernet og demokratiet foræret, bl.a. af Danmark.

Men drømmen lever stadig i os. Og ingen anden kendt dansker – og slet ingen anden politiker – repræsenterer med sin person denne drøm så stærkt, som Naser Khader gør. At drømmen på mange måder har lidt skibbrud i virkeligheden, gør Naser Khader og hans fortsatte succes endnu nødvendigere for os.

Dette gør Ny Alliance til meget mere end et nyt parti. Gennem sin stifter repræsenterer partiet selve drømmen om den gode og den fornuftige verden. Derfor er partikonstruktionen med ham som leder omgivet af en række kække, fritgående personer med lang snor, så stærk i medierne. Kunne man tænke sig noget mere dansk?

Problemerne for partiet vil først melde sig, når den grå, parlamentariske hverdag begynder efter den 13. november. Når pladsen til det politiske stof i medierne igen skrumper til det normale, så vil adgangen til medieoverfladen blive mere afhængig af politisk rugbrødsarbejde ved forhandlingsbordene. Det er først efter at stemmerne er gjort op, at det skal vise sig, hvor langt drømmepartiet Ny Alliance kan bære politisk. Og i hvilken retning.