Paradoksernes år

2007. Asmaa Abdol-Hamid, Ny Alliance og folketingsvalget den 13. november er de tre begivenheder, der alle har en chance for at blive historiske. Og så er der nærmest tale om en slags kædereaktion, der vil trække tråde ind i 2008.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

I forbindelse med nytår er det tid at gøre status over årets vigtigste begivenheder. Det er imidlertid ikke sikkert, at de begivenheder, som nutidens mennesker finder vigtige, også er de begivenheder, der vil blive husket på længere sigt, og som vil have en central plads i historiebøgerne om 100 år.

I denne kronik vil jeg pege på 3 begivenheder fra Danmark i 2007, som måske stadig vil blive husket om 100 år, og som muligvis til den tid vil optræde i historiebøgerne og være opført i diverse historiske opslagsværker under året 2007. Enten fordi de kan gå hen at få stor betydning for samfundsudviklingen på længere sigt, eller fordi de er symptomer på en samfundsudvikling, som er karakteristisk for disse år, eller begge dele.

Året 2007 vil nok først og fremmest skrive sig ind i Danmarkshistorien på grund af en række markante politiske begivenheder. Samtidig er et fællestræk for mange af dem, at de kan forekomme temmelig paradoksale. Måske vil 2007 blive husket som »paradoksernes år« i dansk politik.

Den første begivenhed, jeg vil pege på, er Enhedslistens melding i april om, at man ville opstille den kontroversielle Asmaa Abdol-Hamid på en fremtrædende plads som kandidat ved det næste folketingsvalg. Denne beslutning var temmelig overraskende. For det første fordi Enhedslisten har rødder i en ateistisk venstreorienteret tradition, som hidtil altid har taget skarpt afstand fra alle religiøse tanker. Man har hidtil opfattet dyrkelsen af sådanne tanker som én af overklassens måder at undertrykke folket på. Som en slags »opium for folket«. For det andet fordi Enhedslisten hidtil har betragtet sig selv som én af ligestillingssagens fremmeste forkæmpere. Men i april i år besluttede man altså at opstille en kvindelig indvandrerkandidat, som gik med tørklæde, og som ikke ønskede at give mænd hånden osv. Der er dog også flere andre grunde til, at opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid uden tvivl vil gå over i historiebøgerne. Dels afspejler den voldsomme debat om hendes kandidatur, som begyndte, så snart Enhedslistens beslutning var kommet til offentlighedens kendskab, den store interesse blandt mange danskere i disse år for at diskutere emner som religion, demokrati, ytringsfrihed, forholdet mellem kønnene osv. Dels affødte opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid den begivenhed, der blev den direkte anledning til en anden af årets historiske begivenheder: dannelsen af Ny Alliance.

Debatten om Abdol-Hamids kandidatur i sidste halvdel af april medførte, at fhv. kulturminister, MF for Det Radikale Venstre, Elsebeth Gerner Nielsen for at forsvare kvinders ret til at bære tørklæde selv iførte sig et tørklæde og lod sig fotografere ved siden af fiskerkonen på Gammel Strand i København. Den 1. maj rykkede hendes daværende partifælle Naser Khader ud med en skarp offentlig kritik af hendes »happening«, idet han beskyldte hende for at skade partiets omdømme og »gå islamisternes ærinde«. Da Naser Khader knap en uge senere brød ud fra Det Radikale Venstre og dannede Ny Alliance gjorde han det blandt andet med henvisning til Elsebeth Gerners tørklæde-happening. Denne havde for ham været den direkte anledning og dråben, der fik bægeret til at flyde over, så han ikke længere kunne blive i Det Radikale Venstre, så vidt man kunne forstå. Og nu kommer vi så til det andet store paradoks i dansk politik i 2007. I protest mod, at Elsebeth Gerner »var gået islamisternes ærinde« dannede Naser Khader nu et nyt parti, hvis hovedsigte var at holde Pia Kjærsgaard uden for indflydelse. At minimere Dansk Folkeparties indflydelse blev lige fra begyndelsen lanceret som én af Ny Alliances mærkesager. Nogle danskere kløede sig måske lidt i nakken. Men op imod 15% af befolkningen var ifølge nogle af meningsmålingerne straks klar til at stemme på det nye parti, så det ville få omkring 25 mandater og blive ét af de største partier i Folketinget.

Nu endte det jo som bekendt anderledes, da valget kom den 13. november 2007. Partiet fik kun fem mandater og fik ikke den rolle som tungen på vægtskålen, som de fleste meningsmålinger næsten til det sidste havde forudset. Når dannelsen af Ny Alliance sandsynligvis alligevel vil gå over i historiebøgerne, hænger det sammen med forskellige andre forhold. For det første er det ikke så tit, at et helt nyt parti bliver valgt ind i Folketinget. Siden det berømte jordskredsvalg i 1973 er det kun sket i 1987 med Fælles Kurs, i 1994 med Enhedslisten og i 1998 med Dansk Folkeparti. For det andet blev hele røret om Ny Alliance startskuddet til en periode i dansk politik, hvor det brede samarbejde i Folketinget i endnu højere grad end tidligere blev udråbt til et mål i sig selv. Både af oppositionen og af regeringen med statsministeren i spidsen. Statsministerens ønske om et bredt samarbejde blev blandt andet brugt som begrundelse for at udskrive valget. Man ville ifølge Anders Fogh Rasmussen bedre kunne få partierne med til at lave brede forlig om de store, vigtige samfundsopgaver, når luften var blevet renset ved et valg. I løbet af valgkampen blev ønsket om tilvejebringelsen af en lang række nye brede politiske forlig i den kommende folketingssamling understreget gang på gang.

VKO mistede som bekendt ikke sit flertal ved valget. Da de to »røde« grønlandske folketingsmedlemmer kort tid efter, at valgresultatet forelå, højtideligt erklærede, at de af principielle grunde ikke agtede at stemme i sager, hvor deres stemmer kunne blive afgørende for, hvordan flertallet ville falde ud, kunne VKO-politikerne ånde lettet op. Man skulle blot have 88 syddanske mandater for at have flertal. VKO havde 89. Pia Christmas-Møllers dramatiske exit fra den konservative folketingsgruppe den 5. december ændrede derfor ikke ved, at VKO havde bevaret flertallet i Syddanmark. Hvis de to grønlandske folketingsmedlemmer står ved deres ord fra de første dage efter valget, kan VKO altså stadig gennemføre sin politik alene, hvis det vil. Også uden Pia Christmas-Møllers støtte. Men som sagt er der ikke meget, der tyder på, at man vil forsøge at gøre det.

Selve folketingsvalget den 13. november er den tredje og vigtigste af årets begivenheder, som vil gå over i historiebøgerne. Valget var historisk på flere måder. For det første blev det borgerlige flertal uden om Det Radikale Venstre, som for første gang i flere generationer viste sig ved valget i 2001, og som vedblev at eksistere efter valget i 2005, endnu engang bevaret. Dette betyder, at VK-regeringen i højere grad, end den ellers ville have, har mulighed for at føre borgerlig politik, ikke kun på det økonomiske område mv., men også på værdipolitiske områder som skolepolitik, udlændingepolitik og retspolitik. For det andet havde Socialdemokraterne et historisk dårligt valg. Partiet fik sit dårligste valgresultat i mere end 100 år. For det tredje bevarede Venstre positionen som landets største parti. En position, som Socialdemokraterne havde i hele perioden 1924-2001. Endelig for det fjerde blev valget som ovenfor nævnt startskuddet til en ny epoke i dansk politik. En epoke, hvor regeringen i endnu højere grad end tidligere har gjort det brede samarbejde i Folketinget til et mål i sig selv. Det spørgsmål, som vi endnu ikke kender svaret på, er imidlertid, om det vil lykkes regeringen at opfylde dette mål. Vil oppositionens forskellige partier være interesserede i at indgå i en række brede forlig for at søge indflydelse og for at vise deres vælgere, at de lever op til, hvad de sagde i valgkampen? Eller vil nogle af partierne hellere vælge i sidste ende at stille sig uden for forligene for derved at forsøge at give indtryk af, at regeringen er ude af stand til at skabe brede forlig, og for at markere, at man har en anden holdning til de væsentlige politiske spørgsmål end regeringspartierne?

Svarene på disse spørgsmål får vi først i 2008. Men der er allerede i den politiske debat, som den har udviklet sig i løbet af de seneste uger, tydelige tegn på, at disse svar ikke er givet på forhånd.