På spidsen: Politisk moral

Peter Kurrild-Klitgaard: Politikerne mener sikkert selv, at de har gode grunde til at flyve verden rundt for at holde taler, gå til møder eller blive foreviget i attraktive »photo-ops«. Dan Jørgensen forklarede f.eks., at det var tvingende nødvendigt, fordi han skulle fortælle danskerne, »hvor forfærdelig regeringens miljøpolitik er«, og fordi det ville være en unfair forskelsbehandling af danskerne, hvis han ikke holdt 1. maj-taler i alle landsdele

En velkendt, sarkastisk vending er, at »hvis moral er godt, må dobbeltmoral være dobbelt så godt«. Ser man på de senere års adfærd hos mange politikere, virker det som om, at politisk dobbeltmoral må være mindst tre gange så godt. I hvert fald synes flere og flere politikere jævnligt at befinde sig i situationer, hvor der er åbenlyse konflikter mellem, hvad de på den ene side opstiller som attråværdige mål – eller endog med lov i hånd påbyder borgerne at følge – og hvad de så selv praktiserer i hverdagen.
Tag f.eks. den konservative fhv. vicestatsminister Bendt Bendtsen. Som folketingsmedlem var Bendtsen med til at vedtage et utal af love, der under trussel om straf påbyder eller forbyder danskerne at gøre det ene eller det andet. Som betjent var han med til at håndhæve den type lovgivning. Som konservativ har han mange gange talt om respekt for loven og om nøjsom omgang med skatteborgernes penge. Men da Bendtsen som minister skulle af sted til en jagt, fik han – som bekendt – en ministerchauffør til at hente gevær og ammunition, velvidende at det på flere punkter var ulovligt og næppe nødvendigt. Det var bare lettere.

De mest synlige konflikter mellem, hvad politikere siger, og hvad de gør, ser man måske på den nye politisk korrektheds, næsten religiøst-klingende dogme om, at vi alle skal bekæmpe CO2-udledning, fordi det angiveligt kan føre til klimaforandringer. Den fhv. amerikanske vicepræsident Al Gore er i sit politiske otium blevet den måske mest prominente og indflydelsesrige fortaler for dét synspunkt, som han har turneret verden rundt med i årevis – altid med jetfly, og som regel med et større følge af familiemedlemmer og assistenter. Et energiforbrug der givetvis retfærdiggøres med henvisning til »den gode sags tjeneste«. Men det samme kan næppe siges om Gores eget hjem – et landsted, der har vist sig at være et af de mest energiforbrugende i staten Tennessee, med et årligt energiforbrug på tyve gange en gennemsnitsfamilies, svarede til en mindre landsbys, og en el-regning på 100.-200.000 kr.
Noget lignende så man for nylig i Danmark i tilfældet Socialdemokraternes spidskandidat, Dan Jørgensen, der beskedent har udråbt sig selv til »miljøets mand« og »den grønne komet«. Men 1. maj lod han sig fragte landet rundt i noget så energiforbrugende som en privathelikopter for at kunne nå at holde hele ti taler. Var han kørt i bil, havde han kun udledt mellem en tyvendedel og en tiendedel som meget CO2.
At det ikke kun er på venstrefløjen, at man gerne forbruger megen energi for at tale om mindre energiforbrug, er vores allestedsflyvende klimaminister Connie Hedegaard et godt eksempel. Imellem jævnlige besøg på indlandsisen nåede klimaministeren for nylig at være i New York for dér, badet i paparazzi-lys og iklædt balkjole, at skride ned af den røde løber sammen Hollywood-stjerner – for at modtage Time Magazines pris som en af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. En pris, som hun vel at mærke ikke fik i kategorien af »ledere«. men derimod i den for »videnskabsfolk og tænkere«.

Politikerne mener sikkert selv, at de har gode grunde til at flyve verden rundt for at holde taler, gå til møder eller blive foreviget i attraktive »photo-ops«. Dan Jørgensen forklarede f.eks., at det var tvingende nødvendigt, fordi han skulle fortælle danskerne, »hvor forfærdelig regeringens miljøpolitik er«, og fordi det ville være en unfair forskelsbehandling af danskerne, hvis han ikke holdt 1. maj-taler i alle landsdele. Med andre ord helliger målet midlet – i hvert fald i egne øjne. Men det er svært så at brokke sig over borgernes private adfærd eller at forundres, hvis politikerleden er stigende.