På spidsen: Bjælken i øjet

Peter Kurrild-Klitgaard: De seneste års indvandrerdebat er i vidt omfang blevet kidnappet af stålsatte yderpoler. På den ene side politisk korrekte »halal-hippier«, der er villige til at gå på kompromis med klassiske frihedsrettigheder som ytringsfriheden. På den anden side af nationalistiske og ofte direkte fremmedfjendske kræfter, der generaliserer problemer hos nogle indvandrergrupper langt ud over, hvad der er belæg for.

Meget af debatten bygger på løsagtig omgang med fakta – eller en hel mangel på samme. Og når der endelig kommer faktuelle informationer frem, der vil kunne bruges til en mere oplyst debat, skydes de ned af den side i debatten, der ikke lige synes, at de passer ind i eget kram.

Et aktuelt eksempel er den undersøgelse, som den borgerlige tænketank CEPOS (som denne skribent var medstifter af) fremlagde for nylig. Her havde man fået Danmarks Statistik til i efteråret 2007 at undersøge holdningerne hos et stort, repræsentativt udvalg af første- og andengenerations indvandrere med muslimsk baggrund.

Resultaterne pegede i forskellige retninger. På den ene side var der lille opbakning til f.eks. indførelse af sharia-lignende lovgivning i Danmark, som 77 pct. er imod. Men på den anden side var der langtfra en stærk opbakning til konkrete frihedsrettigheder: Et klart flertal af de muslimske nydanskere støtter et forbud mod bøger og film, der »angriber religion« (50 pct. mod 27 pct.), og mere end hver fjerde vil forbyde homoseksualitet. Knap 20 pct. af de adspurgte støttede begge slags indgreb, og for grupper af arabiske nydanskere var der ofte et klart flertal for indgreb. Til sammenligning mener kun 15 pct. af »gammeldanskerne«, at der bør være forbud mod at »angribe religioner«.

Man skulle tro, at resultaterne ville blive velvilligt modtaget af personer med en interesse for integration, da de jo viser, at mange muslimske nydanskere støtter vestlige frihedsværdier – men også at der tilsyneladende er visse grupper, hvor det slet ikke er tilfældet. Men da undersøgelsen kom frem, blev den i stedet angrebet heftigt fra flere sider – bl.a. af radikale og socialdemokratiske politikere og af dagbladet Information. Det blev i den forbindelse hævdet, at tallene var upålidelige pga. en mulig polarisering af holdningerne under Muhammed-krisen – desuagtet at undersøgelsen blev lavet næsten halvandet år efter krisen. Det blev kritiseret, at man offentliggjorde tal, der var mere end et år gamle – selvom det ofte forekommer ved videnskabelige undersøgelser. (De danske valgundersøgelser kommer f.eks. ofte to-tre år efter et folketingsvalg.) Spørgsmålsformuleringen om »angreb« på religion blev også kritiseret, fordi det angiveligt kunne presse flere til at vælge den »hårde« mulighed. Måske mest eksplicit var kritikken fra De Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard, der kaldte det »en tynd undersøgelse, der på alle leder og kanter er forældet«.

Så meget desto mere interessant var den seneste uges undersøgelser foretaget af Capacent for Danmarks Radio. En af disse var en meningsmåling, der viste, at blandt danske muslimer mener 55 pct., at det bør være forbudt at »kritisere religion«, mens 34 pct. er uenige. Med andre ord, så giver en noget blødere – men langt mere vidtrækkende – formulering om blot at »kritisere« religion (snarere end »angribe«) ganske sammenlignelige andele.

Hvad betyder de resultater, vi nu har solidt belæg for? I hvert fald i det mindste, at Danmark har et problem. Ikke med indvandrere eller deres efterkommere som sådan – men tydeligvis er der altså en betragtelig andel af danskere med muslimsk herkomst, der har holdninger, som er i fundamental konflikt med den moderne, vestlige frihedstradition. Erkender man ikke, at dét er et sprængfarligt problem, var Muhammed-krisen formodentlig bare en prolog.