P.S. Haves: Bruxelles, Søges: Ny EU-hovedstad

Hvis den politiske krise i Belgien ender med en opløsning af landet, skal EU – og NATO – nok ud for at sig om efter en ny by at slå deres hovedkvarterer op i. Men hvilken by i Europa kan rumme så mange forkælede udlændinge?

Netop som man troede, at Belgiens evindelige politiske krise og sproglige stammekrig mellem flamlændinge og vallonere var løst gennem dannelsen af en nød-regering i denne uge, var den gal igen.

Det var såmænd selveste »Miss Belgium« i den i øvrigt nydelige skikkelse af frøken Alizee Poulicek, som udløse krisen. For næppe var den 20-årige sprogstuderende blevet valgt som Belgiens skønhedsdronning, før de flamske medier kastede sig over hende, fordi hun ikke kunne tale flamsk (hollandsk), sådan som flertallet af belgierne gør det.

Hun er uværdig til at præsentere Belgien, hed det forarget, selv om Alizee Poulicek ud over fransk såmænd også kunne tale engelsk og tjekkisk, hvoraf det sidste måske forklarede hendes sejrsegenskaber over for de mere belgiske typer.

Nuvel. For nogle af os er det klogest blot at holde munden lukket og sidde og se godt ud, sådan som Fruen belærte mig om allerede for mange år siden, da jeg ville gøre mig klog på obligationslån og lignende.

MEN AFFÆREN MED Miss Belgium er et nyt bevis på, at det ikke går så godt med at holde sammen på Belgien. Det tog 192 dage efter parlamentsvalget i juni blot at få de såkaldt ansvarlige politiske partier i landet til at blive enige om at danne en nød-regering, der kunne holde sammen på landet og vedtage en slags lovgivning.

Til påske tager man fat på en ny runde forhandlinger om at få dannet en »rigtig« regering, og vi venter med spændt åndedræt.

Den langvarige politiske krise i Belgien – hvor selv belgiske politiske kommentatorer er begyndt at spekulere over om det rige, nordlige Flandern på et eller andet tidspunkt tager hatten ned af hylden og opløser den belgiske nationalstat – er begyndt at vække uro i det internationale samfund i Bruxelles. For den belgiske hovedstad er jo også »Europas hovedstad« som hovedsæde for EU-Kommissionen, EUs Ministerråd, de diplomatiske repræsentationer, rosset af journalister og lobbyister og lignende og desuden i øvrigt også NATO.

Hvad sker der egentligt med Bruxelles, hvis Belgien opløses som nationalstat? Kommer byen til at høre til den ene eller anden del af de stater, som kan opstå på asken af Belgien: Flandern og Vallonien. Eller bliver Bruxelles en slags »de-militariseret« zone – måske en EU-zone med egen schweizergarde til at holde de indfødte på høflig afstand lige som man har det i Vatikanet?

Alt sammen kan det betyde, at EU og NATO indenfor kort tid skal se sig om efter et andet sted at flytte til, hvis arbejdsforholdene i Bruxelles bliver for utålelige.

I FORVEJEN EKSISTERER der et had/kærlighedsforhold i Bruxelles mellem »de internationale« og de indfødte. Bevares. Belgien tjener en del penge på at have et halvt hundrede tusinde vellønnede udlændinge plus familie placeret i Bruxelles. Men lige frem elskede er vi ikke, og slet ikke blandt flamlændingene, der beskylder os for at gå de fransk-talendes parti og i øvrigt presse boligpriserne op i Bruxelles og omegn.

Den belgiske stat har således også altid behandlet EU og NATO med en vis nonchelance. Da NATO for nogle år siden begyndte at brokke sig over, at organisationen efter udvidelsen ikke længere kunne være i sit i øvrige lidet attraktive hovedkvarter – en samling lave betonbygninger placeret i et industrikvarter i Bruxelles udkant – tøvede den belgiske stat med at hoste penge op til en ny og mere svungen bygning. Det var først, da Tyskland begyndte at påpege, at man i sin tidligere regeringsby Bonn sagtens kunne rumme en større international organisation, at belgierne skyndte sig at love NATO et nyt hovedkvarter.

At Bruxelles blev Europas hovedstad var da også mere eller mindre et tilfælde. Det europæiske samarbejdes forgænger Kul- og Stålunionen holdt til i Luxembourg, og det var først med oprettelsen af Kommissionen, at man flyttede til Bruxelles, hvor belgierne i forvejen var ved at bygge et nyt stort koloniministerium, som man af gode grunde ikke havde brug for med Congos selvstændighed.

Universitetsfolk og andre med for god tid vil sikkert også påpege, at Bruxelles ligger lige på kulturgrænsen mellem det germanske, hovedsageligt protestantiske Nordeuropa og det latinske, katolske Sydeuropa.

NÅH. MEN HVOR skal vi så placere Europas hovedstad, hvis Belgien falder fra hinanden og Bruxelles bliver et ingenmandsland.

Den amerikanske rejsebogsforfatter Bill Bryson foreslog for mange år siden, at man flyttede EU til et sted ude i den europæiske provins, hvor indbyggerne måske ville være stolte af at huse en så agtværdig institution. Men da hans forslag omfattede Glasgow og Napoli, er vi en del som har indvendinger. Glasgows eneste bidrag til det europæiske køkken er som bekendt den friturestegte Mars-bar, og i Napoli kan man jo ikke drikke kaffe med fløde, uden at fløden pludselig er forsvundet op af koppen.

Det står også klart, at det ikke kan blive en af de store europæiske hovedstæder, der skal rumme EU. Hvis det bliver Berlin, så er det slået fast med jernsøm, hvem der egentligt bestemmer. Og i Paris og London har de jo åbenbart nok i sig selv.

Næh, vi må vende os mod et af de mindre medlemslande.

Danmark er gudskelov EU-forbeholdsramt, så København bliver vi sparet for, og det magter I jo heller ikke alligevel. Lissabon, Helsinki, Stockholm og Athen ligger for langt væk, og der er enten for varmt eller for koldt.

Et godt bud er Wien. Byen ligger lige der, hvor de latinske, germanske og slaviske kulturer støder sammen, så universitets-folkene er stillet tilfredse med deres teorier. Wien er i forvejen vant til at huse internationale organisationer; diverse FN-organisationer, OSCE og af besynderlige grunde også de olieeksporterende landes klub, OPEC, og byen blev bygget til at huse et imperium, så der er masser af ledige historiske bygninger med højt til loftet.

Så måske siger vi om nogle år: Servus.