De store investeringsselskabers investeringer er igen kommet i mediesøgelyset, efter at Nordea Invest er kritiseret for at investere i en rørledning i USA.

En spektakulær sag både i USA og i Danmark. Politiet har kæmpet med miljø­aktivister og indianere, som har slået lejre op og ikke har villet forlade byggepladserne i Dakota. Greenpeace er gået ind i sagen, og selv FNs særlige observatør for oprindelige folks rettigheder har udtrykt bekymring for, at byggeriet udgør en betydelig risiko for Sioux-stammens begravelsespladser og hellige steder. Rørledningen vil nemlig blive anlagt langs et reservat og i områder, hvor indianerstammer holder til.

Kort sagt, en rigtig møgsag og fuld af de elementer, der i disse år skaber den ene shitstorm efter den anden. Så hvad gør Nordea Invest?

Først lidt om omverdenens forventninger. Sagen er i bund og grund typisk for, hvad vi kan kalde kravene til aktivt ejerskab, det vil sige forventningerne om, at man i sine investeringer også medvirker til et fremme særlige, etiske og miljømæssige temaer.

For de store finansielle investorer som fonde og forsikrings- og pensions­selskaber omfatter de løbende vurderinger masser af dilemmaer. Man har måske vedtaget en særlig, etisk profil – der typisk endda er fremhævet på hjemmesiden som officiel investeringspolitik. Dét er også tilfældet i Nordea Invest, der på sin hjemmeside fortæller, at man »screener for selskaber, der overtræder internationale normer for menneske­rettigheder, arbejdstager­rettigheder, miljøbeskyttelse og anti­korruption.«

Hverdagen er en gråzone

Men hverdagen er også for Nordea en gråzone af komplekse informationer og skiftende politiske og miljømæssige rammevilkår. Man kan muligvis trække en etisk grænse i dag, men i morgen har forskningen defineret nye grænse­værdier for, hvad der er sundt og usundt. Eller politikere og interesse­organisationer har skiftet holdning.

Så hvornår skal man som investor holde fast i sine investeringer (og måske endda slås for aktive forbedringer), og hvornår skal han sælge ud og droppe foretagendet? Hvornår giver det f.eks. mening at blive ombord i et projekt som rørledningen for trods alt at påvirke udviklingen – og hvornår skal man lægge projektet helt på is? Hvornår skal man vælge at blive og bruge sin investering aktivt til at presse virksomheden? Og hvornår skal man flytte pengene til en anden virksomhed?

Det sidste valgte f.eks. PFA og PenSam, da pensions- og forsikrings­selskaberne for en håndfuld år siden trak sig ud af olieselskabet Chevron, fordi Chevron ifølge forsikrings- og pensionsbranchens kommunikationschef »hverken var til at hugge eller stikke i«. Her drev man uanfægtet forretninger i militærdiktaturet Burma.

Den rigtige kommunikationsstrategi – når kritikken og mediekrisen nærmer sig, som det lige nu er tilfældet for Nordea Invest – er på den baggrund systemisk.

Nordea Invest og de øvrige investorer kan aldrig én gang for alle analysere hver eneste aktie helt i bund for at finde den endelige »sandhed« om i dette tilfælde rørledningen i USA. Man kan og bør derimod holde sig konstant åben for læsning af situationen og forhandling både internt i virksomheden og i relationerne til interessenterne.

Hvad er der egentlig sket? Hvor alvorligt er det? Hvis er skylden? Hvad er de moralske, tekniske, juridiske og politiske konsekvenser? Den potentielle krises karakter er kort sagt til åben diskussion, hele tiden.

Dyrke dialogen

Sagt enkelt: Virksomheden kan ikke have en position, der er fastlagt én gang for alle. Man skal snarere dyrke den tydelige og ansvar­lige dialog med alle de involverede parter. Og man skal være villig til at ændre kurs, hvis dét er nødvendigt.

Nordea Invest og selskabets direktør, Erik Pedersen, gør det på den baggrund rigtigt godt i disse dage.

Greenpeace Danmark mener, at organisationen er i »god dialog« med Nordea. Eric Pedersen har drøftet sagen med demonstranterne, og man kommunikerer klart med både presse og myndigheder. I sidste uge var repræsentanter fra Nordea Invest således på besøg i området i USA, hvor bankens diskuterede med sagens parter og herunder indianerne.

Det er således ikke pointen, at man skal »lægge sig fladt ned«, som krise­kommunikationen engang tilsagde. Det globale mediesamfund er for komplekst til nemme løsninger. Den systemiske krisekommunikation handler først og fremmest om ærlig dialog. Man finder løsningerne et skridt ad gangen.