Opinion: Ytringskrigen

Asger Aamund: Fin idé med en konference, men det er alt for snævert at koncentrere sig om enten ytringsfriheden eller anti-radikalisering. Begge er kun facetter i den globale konfrontation mellem demokratiske og totalitære kulturer.

Opinion: Ytringskrigen - 1

Kanonerne har i et stykke tid nu været kørt i position til en stillingskrig om den planlagte konference om ytringsfrihedens vilkår med eller uden Geert Wilders med det smukke hår.
Den ene fløj vil have debatten cementeret fast til ytringsfrihedens pressede livsbetingelser i det moderne multietniske demokrati. Og den anden fløj vil hellere have en konference om, hvordan man forhindrer unge muslimer i at blive radikaliserede i de vestlige demokratier.
Derved undgår man også at invitere Wilders, der utvivlsomt er specialist i radikalisering, men som vist ikke har megen forstand på anti-radikalisering.
Det er en fin idé med en konference, men det er alt for snævert at lade konferencen koncentrere sig om enten ytringsfriheden eller anti-radikalisering, som begge kun er facetter i den globale konfrontation mellem demokratiske og totalitære kulturer. Derfor skal konferencens overskrift være: Kulturintegration, for i dette begreb ligger både problemerne og løsningen begravet i udviklingen af den internationale sameksistens.
Den demokratiske frihedskultur fra USA og Europa udbreder sig med stor styrke globalt. Det er en mediebåren kultur, der går lige ind i de unges hjerter, fordi den lover frihed, sex, velstand, latter og livsglæde.
De islamiske kulturbastioner med Iran og Saudi-Arabien som kraftcentraler for islamisk politik og kultur svarer igen med moralsk og politisk at opruste både egne borgere og også udvandrere, der søger til Europa for at få en bedre tilværelse.
Det store spørgsmål i den globale kulturintegration er derfor: Når vi europæere og amerikanere søger til Den Arabiske Halvø, Rusland og Kina, hvor langt skal vi gå for at tilpasse os disse samfunds kulturelle og politiske værdier?
Og de indvandrere fra totalitære samfund, som slår sig ned i Europa og USA i håb om en bedre tilværelse, må stille sig selv det samme spørgsmål. Dernæst at finde svaret. Og det er lige det, en konference om kulturintegration skal handle om.

Det står endnu ikke klart, hvad præsident Barack Obamas plan går ud på for at virkeliggøre en fredelig global sameksistens. Men man aner konturerne af en plan, hvis overskrift godt kunne være: Fredelig sameksistens i gensidig respekt. Det vil sige, at vi i de vestlige demokratier reducerer det politiske demokratiseringspres på lande som Nordkorea, Kina, Rusland og Saudi-Arabien.
Vi kommer ind i en periode, hvor vi må acceptere lande og styreformer, som de nu engang er. Til gengæld vil vi forlange, at islamiske politiseringspres mod de store indvandringslande i Europa ophører.
Denne politik medfører, at vi gensidigt må acceptere vore respektive alfa-kulturer og dominerende samfundsværdier. Det vil sige, at vi i den vestlige verden anerkender de islamiske samfund, som de er, og tilpasser os, når vi arbejder og bor inden for den islamiske kulturkreds. Men det betyder også, at indvandrere fra totalitære og islamiske lande uden sværdslag må give afkald på holdninger og handlinger, der kolliderer med den vestlige alfa-kultur, dvs. frihed, folkestyre og fællesskab. Det ville være velgørende med en konference, der kunne konkludere, at global integration og sameksistens forudsætter, at man accepterer den lokale kulturdominans i det land, man flytter til.

I det store spil om den globale kulturintegration hører både ytringsfriheden og antiradikalisering til i småtingsafdelingen. Opgaven går ud på, at vi i den vestlige verden har modet til at forsvare det sekulære, frisindede og rummelige folkestyre, vi med møje har tilkæmpet os. Samtidig med at vi aflyser det internationale demokratiseringskorstog mod de totalitære samfund. Ikke fordi det er rigtigt, men fordi det er nødvendigt.