Opinion: Krarup misbruger folkekirken

Ann-Claire Olsen: Krarup fortier behændigt, hvad hans eget svar på den etiske fordring er, mens han i stedet mistænkeliggør menighedsrådet i Brorsons kirke og heller ikke holder sig for god til at mistænkeliggøre de berørte irakere som kynikere og kriminelle, hvilket er sagen totalt uvedkommende.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Birthe Rønn Hornbech har i de seneste dage måttet læse en hel del bibeludlægning her i avisen i forbindelse med den forestående hjemsendelse af de irakiske asylansøgere og deres indflytning i Brorsons Kirke.
I sit indlæg 19.5. spænder Svend Auken den barmhjertige samaritaner og den kristne forkyndelse for sin argumentation om en særlov. I sit svar 20.5. kører Søren Krarup ligeså forudsigeligt sin opfattelse af den Luthers to-regimente-lære i stilling for sit forargede forsvar for »den hæderlige folkekirke« og nuværende danske udlændingelov, som ikke giver irakerne mulighed for asyl.
Selv om man sympatiserer med Aukens indstilling kan man nemt være uenig i hans brug af bibelske henvisninger, og man kan frygte, at denne henvisning i virkeligheden skader mere end den gavner. For Krarup har selvfølgelig ret i, at der i princippet ikke kan laves politik på et bibelsk udsagn og at fordringen i lignelsen om den barmhjertige samaritaner først og fremmest gælder den enkelte og hans samvittighed. Til gengæld er hans forestilling om en »hæderlig folkekirke«, som bliver misbrugt og som det er synd for, noget sludder. Hvilken position har Krarup blandt kristne, når han afviser den enkelte kristnes svar på den etiske fordring som venstrefløjsdemagogi, hvis han ønsker at huse eller beskytte irakerne?
Her gør Krarup præcis, hvad han beskylder Auken for. Han politiserer nu den position, han ikke selv bryder sig om og afviser den derfor. Krarup er, for at bruge hans eget ordvalg om Auken, fræk nok til at tage patent på udlægningen af kristendommen, selvom der er en del medlemmer og præster i samme folkekirke, der er lodret uenig i hans udlægning. Det er et mindst ligeså slemt misbrug af folkekirken som at politisere det kristne budskab. Hvis Krarup virkelig mener at Folkekirken er »det danske folks« kirke, må han også tåle uenighed indenfor dens rammer.
Krarup fortier behændigt, hvad hans eget svar på den etiske fordring er, mens han i stedet mistænkeliggør menighedsrådet i Brorsons kirke og heller ikke holder sig for god til at mistænkeliggøre de berørte irakere som kynikere og kriminelle, hvilket er sagen totalt uvedkommende. Krarup må tvivle på sine saglige argumenter, når han ser sig nødsaget til den slags metoder. I stedet for en personlig stillingtagen får vi endnu engang historien om at en særlov vil være lovbrud. Krarup synes at glemme, at han bor i et demokrati, og at det med Hal Kochs definition netop er diskussionen, der er dette demokratis kendemærke. Krarup, der ellers i tide og utide polemiserer mod islams teokratiske og gudgivne lovgivning, der ikke står til diskussion, synes nu pludselig at mene at det samme gælder for den danske demokratiske lovgivning – men en særlov er ingen lovovertrædelse, hvilket Krarup udmærket ved fra sit partis opbakning til Tuneserloven.
Hvordan den enkelte politiker henter inspiration i sin livsforståelse er interessant, men har ikke noget med sagen at gøre. Det bliver til gengæld utåleligt både at være politiker og borger i dette land, hvis omsorgen for den enkeltes liv må vige for en rigoristisk lovopfattelse. Måske er det i sidste ende også sådan den »barmhjertige samaritaners« fordring bør forstås i et sekulært samfund: omsorgen for livet er enhvers ansvar – også hver enkelt politikers, helt uanset religiøst og politisk ståsted.