Obama til grin

Jo, du kan – gøre Obama til grin. Det er ikke bare sjovt, det er en borgerpligt. Og hvis det ikke sker snart, bliver vi alle deprimerede.

Clinton var en småfed skørtejæger; Bush var en klovn fuld af fumlende sprogbøffer; Gore var en humorforladt robot. De amerikanske komikere fik hurtigt fat i de forrige præsidenter og præsidentkandidater. Men Barack Obama mangler stadig – han er af teflon, pletløs. Indtil videre.

Og det er et problem. Ikke bare for de amerikanske komikere, men for hele samfundet. I Vesten har vi ikke bare ret, men pligt til at gøre grin med vores herskere. Det er ikke en vrængende fjært, men demokratiets højeste udtryk, når vi tegner Fogh som hulemand eller Bush som cowboy. Glem alt om medbestemmelse – det er, når vi rækker tunge, at vi får magten ned på et folkeligt niveau. Præsidenterne bestemmer ganske vist, men de skal ikke tro, at de er noget.

Derfor er det så bekymrende, at Barack Obama endnu undgår karikaturens hvasse pen og latterliggørelsens syrebad. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han virkelig er den frelsende Messias, hans tilhængere påstår. For god og for sand til at være til grin.

Der er naturligvis gjort forsøg. Obamas udseende kan virke komisk – han er høj og ranglet og hans ører er udstående som høreorganerne på Alfred E. Neumann – den kendte knægt fra MAD Magazines forsider. Obamas stemme og betoning er også potentielt komisk – den er markant og staccato og samtidig let hvislende – og den amerikanske komiker Fred Armisen har på det legendariske satireshow Saturday Night Live udviklet en god Obama-parodi, der spiller på præsidentens »coolness« som et alt for stilfuldt jazzpladecover fra Blue Note. Men der mangler stadig et eller andet. Måske er det, som komikeren Chris Rock har sagt, at Barack Obama bare ikke er en type, man gør grin med. Der findes heller ingen gode jokes om Brad Pitt eller Will Smith, og Obama er i samme liga.

Men fra den lokale Starbucks er det egentlig nemt nok at se, hvad der er latterligt ved Obama. Måske er det mit kyniske, europæiske perspektiv. Måske er det bare pessimisten, der taler. Men ærligt talt, come on ... den mand er bare for meget. Obama er en påtrængende skolemester, der beder dig om at lave dine lektier og holde dig fra stoffer. Han er typen, der siger »Tænk nu på de små børn i Afrika« – og mener det. Han er typen, der har så store tanker om sig selv, at han laver sit slagord, »Yes we can« om til latin – »Vero Possumus« (ja, det gjorde han faktisk). Obama er din evigt dårlige samvittighed, der proklamerer, at Gud har en plan med dit liv, og at du kan blive et bedre menneske. Jesus ... slap dog af, mand, jeg er lige stået op. Det er jo lige til at blive i dårligt humør af.

Det er som at se en 1.g.er til Operation Dagsværk med islandsk sweater og skinnende øjne – en dag bliver hun klogere og desillusioneret som alle os andre. Problemet er bare, at Obama ikke er 16 og vokset op i en beskyttet kernefamilie i Nordsjælland. Han er 47, har rejst i hele verden, og burde virkelig vide bedre. Alligevel tror Obama på det bedste i dig og mig – og det er da topmålet af komik.