Nyt bredbånd vil skabe job landet over

Giv bedre mulighed for fradrag for bredbånd – det vil være en kæmpe vækstindsprøjtning til små og mellemstore virksomheder.

Virskomheder over hele landet har et enormt behov for højhastighedsbredbånd. Arkivfoto: Iris
Læs mere
Fold sammen

Hvis danske virksomheder for alvor skal drage nytte af digitaliseringens job- og vækstmuligheder, har de brug for en håndsrækning. Få ting har betydet så meget for de svimlende forandringer, verden har set gennem de seneste 30 år, som vores alle sammens mulighed for at kommunikere hurtigt og effektivt. Og hurtigt og effektiv netforbindelse bliver en afgørende forudsætning for at skabe vækst og job på fremtidens arbejdsmarked.

Lad os derfor hurtigst muligt give små og mellemstore virksomheder muligheder for at være first movers: Ved at give dem bedre fradragsmuligheder, når de etablerer nyt bredbånd, vil vi kunne gøre den enkelte virksomhed mere effektiv i hverdagen, det vil bidrage til at skabe flere arbejdspladser og vækst i hele landet, og det vil i sidste ende gavne samfundsøkonomien.

Ifølge Erhvervsstyrelsen kan virksom­heder med højhastighedsbredbånd forbedre deres produktivitet med, hvad der svarer til en årlig samfundsøkonomisk merværdi på op til fem mia. kroner. Med andre ord: Langsomt bredbånd står i vejen for øget produktivitet i virksomhederne. Det går ud over jobskabelse, videndeling og arbejds­processer, og det gør det sværere at tiltrække nødvendig, kvalificeret arbejdskraft.

De seneste tal viser – sort på hvidt – at kun lidt over halvdelen af alle danske virksomheder har adgang til at gå online i den hastighed, som regeringen har sat som målsætning for højhastighedsbredbånd i 2020. Kun lidt over halvdelen af vores virksomheder – og vi skriver 2017.

Der er derfor ikke kun et betydeligt behov for bedre bredbånd, der er et uhyre stort potentiale, som vil komme hele samfundet til gode. Vi ved, at det især er små og mellemstore virksomheder, der halter efter de større virksomheders teknologiske niveau.

Med en digital vækstplan på vej er der en oplagt og kærkommen lejlighed til at få gjort noget politisk ved sagen, og løsningen ligger lige for: En fradragsordning, der gælder for små og mellemstore virksomheder, når de etablerer bedre og hurtigere bredbånd.

Erfaringer fra udlandet viser, at sådanne tiltag virker – til gavn for samfundet. I Storbritannien har en lignende ordning betydet, at 55.000 virksomheder fik bedre bredbånd og dermed bedre forretningsmuligheder, mere produktion, større overskud og dermed flere nye arbejdspladser.

Potentialet herhjemme er lige så stort. Opfordringen fra os er derfor klar: Giv bedre mulighed for fradrag for bredbånd og dermed en kæmpe vækstindsprøjtning til små og mellemstore virksomheder i hele landet.

Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk