Nykredit skylder svar efter Basel-udsættelse

Byline: Nykredit: Torben Christensen og Jørn Dohrmann, PR foto: Folketinget.dk Fold sammen
Læs mere

De bebudede kapitalkrav til banksektoren fra den magtfulde Basel-komité lader vente på sig, efter at anbefalingerne i denne uge blev udskudt på ubestemt tid. Endnu en gang må det efterlade tusindvis af danskere med realkreditlån undrende tilbage.

I lang tid har realkreditkunderne hos Nykredit lagt ører til disse næsten mytiske kapitalkrav som argument for, at banken valgte at hæve bidragssatserne – ganske markante stigninger som for snart et år siden ramte de mange kunder i Totalkredit.

Hidtil er der blevet henvist til krav fra Basel-komiteen om såkaldte gulve, der vil ramme realkreditten hårdt, men det er værd at bide mærke i, hvordan disse krav mestendels har floreret på spekulationsniveau, som man drypvis har kunnet læse om i erhvervsmedierne.

Nu er kravene for en stund sparket til hjørne. Det er umiddelbart en glædelig nyhed, skal man dømme ud fra pressens skriverier, da der lader til at være europæisk modstand mod sådanne eventuelle krav.

Det ændrer dog ikke på, at kunderne i Nykredit/Totalkredit stadig står tilbage med lån, der er vokset ud af hænderne på dem som direkte følge af krav, vi stadig ikke har set sort på hvidt.

I et interview med Finanswatch siger direktøren for kapital i Nykredit, Dan Sørensen, at udskydelsen ærgrer ham, da det nu vanskeliggør bankens bebudede børsnotering. Det lader ikke til, at Nykredit er blevet et hak klogere oven på den såkaldte shitstorm, der ramte dem sidste år oven på stigningerne i bidragssatserne.

Nykredit brander sig under de to ord »Dit liv«, men denne sag har mest af alt vist, at Nykredit har været mest interesseret i egen forretning. Når borgere optager lån, er det for at sikre deres fremtid.

Det er dog overordentlig svært, når Nykredit foretager valg på baggrund af uklare skøn, der i sidste ende gør det enormt vanskeligt for borgerne og kunderne at opretholde deres hverdag.