Nye veje gennem innovationsjunglen

I årevis har vi hørt, at de små og mellemstore virksomheder skal blive bedre til at samarbejde med universiteter og videninstitutioner. »Værkshøjden«, som det hedder i det akademiske sprog, er for lav i deres produkter og serviceydelser. Underskoven i dansk erhvervsliv skaber ikke de »videnjob« vi har brug for, hvis vi stadig vil opretholde vores høje lønninger og høje skatter i Danmark.

Foto: Thomas Lekfeldt. Kok John Greany og køkkenchef Anders Busk, Tivolihallen, er to iværksættere, som forsker i grøngsagskrystaller - en måde at udnytte restprodukter af grøntsager på ved en ny form for tørringsproces. John Greany og Anders Busk udvikler de nye krystaller og skal nu samarbejde med Københanvs Universitet.
Læs mere
Fold sammen

Fra virksomhederne hører vi til gengæld, at der er besværligt at samarbejde med højtuddannede eksperter.

Der findes ganske vist en masse offentlige ordninger, der skal gøre det nemmere. Små virksomheder kan få tilskud til produktudvikling og forskning, hvis de opfylder en række betingelser. Men ofte er ordningerne opfundet af embedsmænd, der aldrig selv har drevet virksomhed, og som derfor ikke kender virksomhedernes hverdag. Desuden skal virksomhederne opfylde en lang række betingelser.

Går man ind på konsulentfirmet teknologiudvikling.dk’s hjemmeside opregnes hele 144 forskellige støtteordninger, som danske virksomheder kan søge. Ikke mærkeligt at hele den offentlige støtte til teknologiudvikling ofte går under betegnelsen »Innovationsjunglen«.

Med en vis ret kan man spørge om ikke de mange skatteyderfinansierede innovationsmillioner, som det offentlige stiller til rådighed i diverse støtteordninger, er spild af penge. For slet ikke at tale de endnu flere ordninger, der trives i EU-regi

Var det ikke bedre bare at kaste pengene i hovedet på virksomhederne og lette deres omkostninger? Så får vi den innovation, vi har brug for. Hvad skal vi med alt det ansøgningsbureaukrati?

Helt så enkelt er virkeligheden desværre ikke. Vist er iværksættere og små virksomheder innovative. Deres impulsivitet og gå-på-mod er netop deres styrke. Men alt for få nye idéer og koncepter overlever og vinder fodfæste i markedet.

Skal virksomheder have teknologistøtte tvinges de til at tænke sig grundigt om, og det gør de ikke altid.

 

Vil de have offentlige kroner, skal de ikke alene kunne dokumentere, hvad det er for en teknologi, de vil udvikle. De skal også gennem aftaler med potentielle aftagere og samarbejdspartnere sandsynliggøre, at det produkt, som de stiler mod at udvikle, har en kommerciel fremtid. Det vil sige, at de ansøgende virksomheder skal redegøre for den værdikæde og den forretningsmodel, som de forventer at tage i brug for at tjene penge på deres projekt.

 

 

Ikke at resultatet af forskning og udvikling altid kan forudses. Ting vil ændre sig undervejs. Men det er ingen skade til at have lagt en plan og forhørt sig i markedet om, hvorvidt et muligt produkt eller en teknologi har en fremtid.

Ofte kan processen føre til, at en større virksomheder køber idéen eller produktet. På den måde får vi også skabt flere videnjob.

 

Det kan også være, at et innovationsprogram, der er grænseoverskridende, får en vis effekt. Som eksempelvis Creating Competitive Jobs. Programmet benyttes af gastronomerne John Griany og Jacob Busk, der i samarbejde med universitetsforskere vil udvikle knasende smagskrystaller af fødevarerester.

Innovationens veje kan være uransagelige, men dem, der arbejder med systematiske innovationsprocesser får i gennemsnit mere ud af anstrengelserne. Det viser al forskning i innovation. Derfor kommer der også noget ud af innovationsjunglen, selv om den er svær at trænge igennem.

Det betyder ikke, at man ikke skal tage slibe macheterne og rydde nye veje igennem den. Større og bredere ordninger, tætte på virksomhedernes hverdag, er et mål, som er værd at stræbe efter.

Men de offentlige penge skal heller ikke rulle så nemt, at virksomheder slipper for at tænke sig om.