Laura mødte sin kæreste via nogle norske forskere, som havde besluttet sig for, at de ville prøve at undersøge, om man via forskellige spørgsmål kunne parre folk og få et »match« ud af det.
»Vi passede 95 procent til hinanden. Det var egentlig det, der var startskuddet,« siger hun.
Det viste sig senere, at en stor del af tiden havde han ikke svaret rigtigt på skemaet, han havde bare skrevet »ligegyldigt«.
»Og så kan det jo sagtens komme til at passe,« siger Laura, som optræder anonymt i Berlingskes podcastserie om løgne.
Ikke desto mindre blev mødet begyndelsen på en stormende forelskelse og et fantastisk givende og rart samliv.
»Han var ekstremt charmerende. Han var super god til at danse. Og tit kunne vi have sådan nogle aftener, bare ham og mig, hvor vi dansede og hyggede os og hørte fed musik. Og nogle gange var børnene der også. Og så havde vi gang i alle grydeskeer og sang og havde det superhyggeligt.«
Lauras familie var også begejstret: »Min bror, mine fætre, alle syntes bare: Hold nu op, hvor er det her super fedt. Og ih, hvor er han udadvendt og dejlig, og hvor er det hele bare festligt.«
Noget er galt
Men langsomt begyndte glansbilledet at krakelere.
En dag var Laura alene med sin kærestes søn: »Og så siger han til mig: Min far lyver.«
Hun slog det hen med, at sønnen er teenager. Men der var flere ledetråde. Og Laura blev gradvist opmærksom på, at der var ting i hans forklaring om sin egen fortid, som simpelthen bare ikke stemte.
Hun mødte for eksempel en mand til en fest, som havde været chef i Frømandskorpset i en menneskealder, og antog, at han kendte hendes kæreste, men »nej, ham har jeg aldrig hørt om«, var svaret.
I dag ved Laura, at alt fra kærestens universitetsuddannelse, til Frømandskorpset, til ekskonens fødselsdepression var opdigtet.
»Da jeg efter nogle år gradvist begynder at konfrontere ham med de her ting, som jeg får at vide gennem andre familiemedlemmer, så kan jeg mærke, at hans interesse daler mere og mere.«
Det er, som om Lauras evne til at tro på ham er det, der holder liv i deres forhold. Efter hun i noget tid har konfronteret ham for at opklare, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, så kommer han en dag hjem med et kontant budskab:
»Jeg rejser væk i en måned, og når jeg er tilbage, så vil jeg gerne have, at du er væk. Jeg var rystet i starten, og jeg var dybt ulykkelig,« siger hun.
»Men så tænkte jeg også, at jeg ikke gider, at du skal have noget som helst på mig, så jeg fjernede alt, hvad jeg ejede i lejligheden, og gjorde den rent, og stillede bilen og gjorde den ren. Altså, alt var fuldstændig snorlige.«
Laura hører fra kæresten, da han kommer tilbage fra sin rejse:
»Der sender han mig en buket blomster, hvor der står: 'Tak. Kh, Jens',« siger hun og fortsætter: »Jeg havde det sådan; hvad skriver du tak for? Er det tak, fordi jeg er skredet? Er det tak, fordi jeg har gjort det rent? Er det tak, fordi jeg har passet dine børn? Er det hvad? Hvorfor skriver du sådan?«
Og det skulle alligevel ikke være sådan deres forhold sluttede.
»Der tager jeg de her blomster og tænker: Prøv at høre, den går bare ikke. Du skal ikke føle, at du har bundet en sløjfe på det her forhold med det her. Så tog jeg og pakkede dem ind i guldpapir og sendte dem tilbage med GLS.«
Når Laura i dag ser tilbage på forholdet, tror hun, at han i virkeligheden havde et dårligt selvværd.
»Han ville gerne være stor i slaget og et stort menneske, og han ville gerne alle de der ting, som mange andre måske også gerne vil, men han var bare lidt mere ekstremt ude i at pynte på sagerne, ikke?«
Hør hele interviewet med Laura i denne særudgave af »Pilestræde«:
Personerne i denne artikel og den tilhørende podcast er anonymiseret og hedder noget andet i virkeligheden. Berlingske har dertil udeladt detaljer i historierne for yderligere at opretholde anonymiteten for omtalte personer.
