»Nu skal min familie og jeg så opleve, at staten anker min frifindelse«

Roskilde Bank. Efter syv års retsforfølgelse blev ­ledelsen i Roskilde Bank frikendt. Sagen er nu anket. Ib Mardahl-Hansen, et af de frikendte bestyrelses­medlemmer, kalder det statslig skamløshed.

(ARKIV) Roskilde Bank den 11. juli 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Efter syv års retsforfølgelse, 112 dage i Østre Landsret med vidneforklaringer fra ca. 40 personer og fremlæggelse af 32.000 sider dokumenter, blev jeg i november måned udtrykkeligt, og med navns nævnelse i dommen, frikendt for både generelt ansvar og konkret ansvar i de ti engage­menter, som var sagsøgers påstand i Roskilde Bank-sagen.

Nu skal min familie og jeg så opleve, at staten anker min frifindelse til Højesteret med den begrundelse, at man ikke fik gjort sit arbejde godt nok i Landsretten!

En frifindelse, der for mit vedkommende var klar og ubetinget på trods af, at staten med alle midler og alle tænkelige ressourcer jagtede de sagsøgte under sagen.

Sådan behandler man end ikke pædofile eller hjemmerøvere i et retssamfund. Jeg minder om, at ingen af de sagsøgte har begået noget ulovligt eller haft egen­interesse i bankens drift. Faktisk har alle sagsøgte, ligesom aktionærerne, tabt penge på bankens konkurs.

Hvor er alle de kloge sagkyndige og politikere, der normalt taler for retssikkerhed og individets beskyttelse over for statens overgreb, i denne sag?

Den forvirrede direktør for Finansiel Stabilitet udtaler, at man håber at opnå erstatning ved Højesteret. Jeg kan forsikre ham og alle andre om, at ingen af de sagsøgte, hverken hver for sig eller tilsammen, kan betale bare omkostningerne ved sagens behandling ved Højesteret endsige de tidligere omkostninger ved landsretten.

Ankesagen er derfor ikke længere en erstatningssag, da ankesagen kun vil forøge skatteydernes omkostninger til sagen.

I bedste fald er sagen nu en principsag og i værste fald en straffeaktion, der skal tilfredsstille den offentlige mening om de forhadte bankbosser.

Jeg havde forventet, at der i Finansiel Stabilitets ledelse var personer, der kunne se, at en anke efter syv års retssag, 200 mio. kr. i advokathonorarer og med en absurd begrundelse var uanstændig. Men der blev jeg skuffet.

Det er faktisk statsfinansieret skamløshed.