Nu har både spillerne og DBU tabt det hele på gulvet igen

Netop som det danske herrelandshold i fodbold var ved at genvinde den folkelige opbakning efter sommerens VM-slutrunde i Rusland, står spillere og Dansk Boldspil-Union nu begge som totale tabere i den aktuelle konflikt. Det mener forfatter og kommentator Kurt Lassen.

Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen kan ikke blive enige om en ny landsholdsaftale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Skaden er sådan set sket. For længst. Eller lige netop det, der ikke måtte ske, skete. Det danske herrelandshold i fodbold var én sølle straffesparkskonkurrence mod Kroatien ved VM fra det nye folkelige gennembrud, det havde så hårdt brug for. Nu har både spillerne og DBU tabt det hele på gulvet igen. Med et brag og et ekko, der ikke lægger sig på den her side af EM-slutrunden med tre kampe på dansk grund om to år.

Ærgrelsens VM-exit får med sammenbruddet i en ny landsholdsaftale mellem spillere og DBU den selvforstærkende effekt, at fodbold-Danmark ikke orker det længere. Og så er det for så vidt ligegyldigt, hvordan en aftale måtte lande, hvordan efterspillet udvikler sig, og om DBU stiller med et afdanket superligahold i Slovakiet og Wales i ugens løb. For imageskaden er sket, trætheden har sat sig.

Nok noget i nærheden af – slag på tasken – 70-30 i DBUs favør, hvis man lodder den sociale mediestemning og kommentarfelter, der flyder over i raseri over fodboldmillionærers grådighed og never-ending gidseltagning af forbundet lige op mod deadline til endnu en kamp.

I folkehavet handler landsholdsfodbold om ære, flag og fodboldhjerte, resultater og slutrunder. Ikke om løn og kommercielle rettigheder hos spillere, der forhøjer, forlænger eller skifter klubkontrakter med en troløshed til så mange millioner om året, at ingen med en nogenlunde normal overenskomstløn er i nærheden af det virkelighedsbillede, en landsholdsspiller desperat forsøger at male af sig selv.

Kurt Lassen, journalist, forfatter og fodboldkommentator. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt.

Folket nægter simpelthen at acceptere indholdet af konflikten. Nægter præmissen om en arbejdsmarkedskonflikt eller et arbejdsgiver-og-arbejdstager-forhold. Landshold bliver man udtaget til, ikke ansat med lønkrav til.

Så simpelt er det bare heller ikke. For netop virkelighedsbilledets big business er reel nok. Landsholdsfodbolden er fulgt med klubfodbolden og genererer så stor en omsætning, at kagen er blevet så tilpas meget større, at begge parter har en sag. DBU slår på nationalromantikken og forpligtelsen over for breddefodbolden. Spillerne på, at det er dem, der klinger millionerne i DBUs bugnende pengekasse.

Det nytter ikke noget at sammenligne med Søren Lerby for nedrullede sokker og skævt arbejdssmil eller Frank Arnesen på forsang i røg og damp for Danmark. De tjente også pænt i rødt og hvidt, mest på opsigtsvækkende spil og resultater, men de havde fodboldfolket i deres hule hånd. Det var det nuværende landshold på nippet til, men missede både i straffesparkskonkurrence og offentlig forhandlingsstrategi. Som handler allermest om kolliderende personlige sponsoraftaler og rettigheder versus DBUs sponsoraftaler, ikke om løn og pension.

Den forstærkede træthed og grunden til, at både DBU og spillerne taber det hele på gulvet, skal oveni findes i flere års forhandlingsstrid mellem Spillerforeningen og DBUs administrerende ansigt udadtil. Spillerforeningens direktør, Mads Øland, har kørt med fastspændt pistolhane, mens den tidligere forsvarsmand DBU-direktør Claus Bretton-Meyer siden sin tiltræden i fodboldforstand har ageret som håndholdt klodsmajor. Førstnævnte naturligvis med spillernes krævende velvilje, sidstnævnte med armen vredet hårdt om på ryggen af sit politiske bagland med DBU-boss Jesper Møller og ikke mindst den stærke næstformand og Divisionsforeningens formand Thomas Christensen som ansvarshavende.

Begge parter med et langstrakt og diskvalificerende resultat på bundlinjen, og det må koste ved den endelige regnskabsfremlæggelse. Eventuelt med nye folk bag mahogniskrivebordene. Landsholdsaftalen er en kompleks størrelse. Men ligegyldigt, hvor vanskelig den er at få i hus, kræver den så kompetente forhandlere i både bagland og ved selve forhandlingsbordet, at de formår at forlænge aftalerne i stilhed og for lukkede døre i tidsrummet mellem slutrunder og landskampe. Tabsværdien ved at bringe dem frem i fuld offentlighed er til at øje på.

Akkurat som fodboldkvinderne med samme forhandlere i ryggen og foran sig for nylig mistede hårdt tilkæmpet momentum. Kvinderne kunne man mønstre sympati for, fordi kun de mest markante profiler som Pernille Harder og Nadia Nadim kan lande løn- og sponsoraftaler i millionklassen. Herrelandsholdsspillerne kan næppe købe sig til den øgede markedsværdi, som en landsholdsplads repræsenterer. Det er blot at kigge på klubskifterne og transferbeløbene efter enhver slutrunde. Nu er det også for sent at købe sig til goodwill.

Landsholdskonflikten har ingen vinder. End ikke uafgjort kan komme på tale. Både spillere og DBU har tabt ...