Novo Nordisk: Vi har ikke slækket på etikken

(ARKIV) Novo Nordisk i Bagsværd 30. januar 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I en klumme i Berlingske Business i lørdags mener journalist Birgitte Erhardtsen at kunne se tegn på, at det ikke står så godt til med forretningsetikken i Novo Nordisk. Hun henviser først og fremmest til en række ’dramatiske historier’ om retssager i USA, som Novo Nordisk er involveret i.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at Novo Nordisk på ingen måde har slækket på forretningsetikken.

At vi er involveret i flere retssager nu end dengang Mads Øvlisen overlod roret til nye generationer af ledere, skyldes at Novo Nordisk i dag er en langt større virksomhed, der har USA som sit suverænt største marked. I USA er retssager big business, og der kan være store økonomiske incitamenter forbundet med at anlægge sager mod virksomheder og privatpersoner. Derfor vil en så stor virksomhed som Novo Nordisk altid være involveret i et vist antal retssager i USA.

Vi er ikke ufejlbarlige - for selvfølgelig vil der være tilfælde af fejl og dårlig dømmekraft i en virksomhed med 40.000 medarbejdere over hele verden. Men standarderne for, hvordan vi driver forretning er lige så høje, som de altid har været i Novo Nordisk.