Nødløgn undergraver tilliden til politikere

»Kald mig bare gammeldags. Kald mig bare ude af trit med virkeligheden. Kald mig bare blåøjet. Bare du ikke kalder mig en løgner.«

Tidligere justitsminister Morten Bødskov benyttede sig af en såkaldt »nødløgn«, da han ville overtale Folketingets Retsudvalg til at udskyde et besøg på Christiania. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gennem hele mit liv er jeg blevet opdraget til, at jeg ikke må lyve. At der kan være situationer, hvor vi mennesker ikke kan fortælle andre sandheden, men at vi aldrig lyver for hinanden. Aldrig.

I min familie har mændene det med at dø tidligt, så min hustru har lovet mig, at der på min gravesten vil stå mejslet "... men man kunne stole på ham". Så må folk gerne betragte mig som et udueligt eller dumt svin - bare de stoler på mig.

For et demokratisk samfund og de bærende institutioner bygger på tillid - tillid til, at vi kan stole på hinanden. Ryger tilliden, eroderer demokratiet.

Desto mere bekymrende er det, at tre højesteretsdommere forleden blåstemplede en løgn - eller en »forklarlig og undskyldelig nødløgn«, som de kalder det. Det lyder lidt som en løgn med sukker på, så den glider lettere ned.

Lad os lige spole tiden lidt tilbage: Berlingske afslørede 5. december 2013, at daværende justitsminister Morten Bødskov (S) havde vildledt Folketinget ved at fabrikere en løgn (at politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage), da Bødskov skulle overtale Folketingets Retsudvalg til at udskyde et besøg på Christiania. Formålet var såmænd ædelt nok; ministeren havde fået PET-efterretninger om, at medlemmernes sikkerhed kunne være i fare.

Som bekendt endte løgnen med at koste Bødskov ministerposten. Anderledes kunne det heller ikke være. Han havde med departementets hjælp og med Anne Baastrup (SF) som villig marionet vildledt Folketinget, og Bødskov beklagede også selv siden hen offentligt, at han havde fabrikeret en falsk forklaring.

Nu har tre højesteretsdommere så blåstemplet løgnen som en nødudgang i særegne sager på Borgen. Det er mere end en lille smule trist.

For det første: Ministre har pligt til at tale sandt over for Folketinget. Det er en af de vigtigste demokratiske spilleregler for at undgå magtmisbrug. Sandhedspligten er fundamentet for, at Folketinget kan træffe de rigtige beslutninger, og vi borgere kan stemme på partier og politikere på et oplyst grundlag.

For det andet: Jeg ved godt, at sandhedspligtens grænser over for Folketinget går ved tavshedspligten, og det er da også, hvad de tre forhørsledere fra Højesteret henholder sig til. Men derefter springer kæden af for mig.

For, jo, det kan godt være, at Bødskov ikke kunne fortælle sandheden. Men imellem sandheden og løgnen ligger tavsheden. Tavsheden er en meget bred midterstribe. Ingen tvang Bødskov til at køre over i den modsatte vejbane og fremstille en løgn. Det var hans valg. Der er ingen automatik i, at man ikke kan fortælle sandheden og derfor blot fabrikerer en løgn.

Var det så svært at holde sig til sandheden og sige: »Kære udvalg. Vi er nødt til at udskyde turen til Christiania. Jeg kan af sikkerhedshensyn desværre ikke give jer en nærmere begrundelse, men jeg orienterer naturligvis udførligt Folketingets kontroludvalg om sagens sammenhæng.«

Så havde man fortalt sandheden. Og endnu vigtigere: Morten Bødskov havde ikke stået fadder til en løgn. Det er klart, at Bødskov ikke skulle kompromittere kilden til PET's efterretninger, men i overordnede vendinger burde det have været muligt at forklare, at det på grund af sikkerheden var nødvendigt at vente til en anden dag. Så havde han og co. ikke løjet.

Anne Baastrup blev jo faktisk orienteret om sagens rette sammenhæng med det overordnede trusselsbillede - hun fik altså sandheden i generelle vendinger, men ikke den underliggende trusselsvurdering. Det gav mening. Bødskov kunne åbenbart godt fortælle hende sandheden uden at kompromittere kilderne.

Hvorfor så ikke resten af udvalget ud fra samme fremgangsmåde? Men sådan gik det altså ikke.

Mig bekendt havde minister og departement ikke en gang skriftligt nedfældet, at de havde fabrikeret en falsk forklaring og understreget, at de snarest ville informere Folketinget om sagens rette sammenhæng. Det er muligt, at det kan være juridisk acceptabelt at stikke en løgn, for man må gå ud fra, at tre højesteretsdommere ved, hvad de snakker om: Men det er jo ikke det samme som, at det er menneskeligt og politisk acceptabelt.

Hvis løgnen bliver acceptabel blandt embedsmænd og politikere, så mister vi borgere tilliden til det politiske system. Det værste er, at den falske forklaring til retsudvalget vidner om et dysfunktionelt parlamentarisk samarbejde; at man føler sig nødsaget til at lyve for hinanden, fordi man åbenbart ikke stoler på hinanden.

Embedsmændene og deres minister troede åbenbart ikke på, at de kunne orientere politiske medspillere og modstandere i fortrolighed, uden at fortroligheden krakelerede, og sandheden nåede offentligheden. Det er forstemmende, for det er i det klima, at fremtidens Danmark skal formes og besluttes. Tilsyneladende i mistillid.

Hvordan kan nogen så forvente, at vi som borgere kan nære tillid til det politiske system? Og hvordan skal vi som journalister have tillid til politikere i de rigtigt svære sager?

For er nødløgnen gangbar mønt over for Folketinget, er den det vel også over for pressen: Kære presse: vi løj, fordi vi ikke kunne fortælle sandheden på grund af tavshedspligten.

Regeringen tager nu initiativ til en dialog med Folketingets partier om, hvordan man håndterer en sådan sag en anden gang. Af hensyn til tilliden til det politiske system haster det med, at politikerne når frem til i enighed at kunne sige:

Det kan godt være, at vi ikke altid kan fortælle sandheden, men vi lyver ikke. Aldrig. Kald os bare gammeldags. Kald os bare ude af trit med virkeligheden. Kald os bare blåøjede. Bare I ikke kalder os for løgnere.