Naser Khader skaber frygt

Khaders hemmelig broderskab af anti-islamister mener, at »det er snart for sent, hvis vi ikke gør noget for at bekæmpe islamismen«. Men ingen fornuftige mennesker anser »islamismen« for en eksistentiel trussel, der kan opløse de danske og vestlige værdier

Naser Khader vil gøre København til epicenter for kampen mod muslimsk fanatisme. Det fortæller han i et stort interview med Weekendavisen. Han afslører samtidig, at han er medstifter af en hemmelige forening af internationalt berømte islamisme-kritiker, der vil gøre Danmark til »ytringsfrihedens land«!

Khader og hans hemmelige broderskab mener, at »det er snart for sent, hvis vi ikke gør noget for at bekæmpe islamismen«. Jeg er modstander af dommedagsprædikanter, uanset hvilken side de står på. De kan kun medvirke til en eneste ting, at skabe frygt. I frygtens hale befinder sig altid foragten. En foragt, hvor man falder for det letkøbte f.eks. lysten til, at sige »rend mig i dialogen«, som Khader noget selvmodsigende giver udtryk for, samtidig med at han taler om ytringsfriheden.

Initiativet viser også, hvor lidt tillid og tiltro projektet har til de vestlige værdier og vor modstandskraft, og ikke mindst til de moderater muslimers egen evne til at hamle op med »islamisternes totalitære projekt«. Ingen fornuftige mennesker anser »islamismen« for en eksistentiel trussel, der kan opløse de danske og vestlige værdier. Det kan kun ske, hvis vi selv vil. Det vil den danske befolkning ganske enkelt ikke. Også fordi det ville være en holdning, der ville gøre os til medskyldige.

Den danske befolkning ved ganske udmærket, hvornår »nok er nok«, og at modstanden skal vises efter god dansk tradition, hvor der fægtes med åben pande. Det sker ved brug af dialog og med respekt for andre mennesker. Respekt er, i modsætning til tolerance, et ord, hvor man har forventninger og stiller krav til hinanden. Det er ikke noget, man kan købe eller ’konference’ sig til.

93 pct. af 1,3 milliarder muslimer er ifølge Gallups verdensundersøgelse interesseret i en tilværelse som vores. De har fået en stigende klar erkendelse af, at bin Ladens terrorister og ekstremister intet har at byde på udover død, ødelæggelse og lidelser for den muslimske befolkning. Det er lige præcis en sådan folkelig modstand, der til alle tider har knækket halsen på terror og fanatisme. Den er der mere brug for end en ukendt gruppe vestlige personer, der har kæmpet for ytringsfriheden.

Og så troede jeg faktisk, at Danmark i forvejen var bannerføreren for ytringsfriheden og havde markeret det så stærkt og tydeligt som nogen nation i verden. Men det er åbenbart ikke nok, når nu Danmark igen skal i centrum. Jeg synes, at vi bør huske, at vort frihedssyn blandt andet er baseret på N.F.S. Grundtvigs ord om, at »Munden er fri, men hænderne bundet«. De bruges tit, når vi taler om ytringsfriheden, men spørgsmålet er, om det også gælder blandt den nye forening af ’islamisme-kritikere’? Grundtvigs klare svar til dem, har jeg lært af undervisningsminister Bertel Haar­der, ville være: »Lad islamisterne sige hvad de vil, men hvis de krummer et hår på deres modstanders hoved, så skal hammeren falde hårdt«. Og når det drejer sig om »kampen mod bin Laden-ekstremister og terrorister«, der er i den hemmelig forenings fokus, så synes jeg ærlig talt, at man skal overlade det til dem, der har forstand på dette. Vort politi, efterretningsvæsen og forsvaret, der yder en ihærdig, prisværdig og dygtig indsats i kampen mod terroren.

Ud fra en sikkerhedsmæssig vurdering kan dette nye initiativ om en ytringsfrihedskonference medvirke til at fastholde en fornyet negativ opmærksomhed om Danmark i en række lande. Terrortruslen er i forvejen den alvorligst tænkelige, specielt i forhold til danskere og danske interesser i udlandet, så afhængig af, hvorledes projektet realiseres, kan det medvirke til at fastholde terroristernes sigtekorn mod målet Danmark.