Så var den der igen: Debatten, forslagene, forvirringen, ja sågar en publikation fra et fornemt udvalg om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Eksperter og praktikanter trækkes i fjernsynet, som stod vi overfor et sindsoprivende nyopdukket samfundsproblem. Nok sindsoprivende – men nyt: ingenlunde. En række prominente og lærerige sager dukker straks op i erindringen som f.eks. Frank Grevil fra FE, der udtalte sig for samfundets skyld og fordi han mente at have en oplysningspligt; eller amtsdirektør Lollesgård, der gik imod amtsrådet i Århus; for ikke at tale om den herostratisk berømte Jussi Merk–lin, der ikke var enig med Danmarks Statistik (de havde selvfølgelig begge ’ret’) om et data-teknisk spørgsmål vedrørende CPR-numre. Jussi Merklin blev forsidestof, gav anledning til en intensiv debat i Folketinget og affødte et digert responsum fra forvaltningsretsprofessoren Bent Christensen.

Det er 30 år siden. Vi er bare ikke kommet videre, men diskuterer stadig problemet på uændrede præmisser. Offentligt ansattes ytringsfrihed vil nemlig altid være et problem, fordi der findes individualister, der forener stor indsigt med etiske holdninger, og som sætter loyalitet overfor retfærdighed og retsindighed over loyalitet overfor ‘systemet’ (hvad det så end er) eller til chefen.

Allehånde argumenter er blevet endevendt, analyseret og modbevist. Man fornemmer, at der nu omsider kan lægges låg på denne heksekedel. Hvorfor skal jeg så komme og ødelægge det ved at tage låget af? Måske i den sikkert naive tro at et livslangt personligt vidnesbyrd med selvoplevede smertefulde eksempler er en god modvægt mod, at andre fra deres elfenbenstårn bevæger sig ud på den abstrakte tænknings høje plan krydret med fantasifulde fiktioner.

Jeg er måske mere på hjemmebane end dem, der fra deres skriveborde og sagsmapper udtænker de teoretisk helt rigtige løsninger på mangesidede problemer, de bare ikke kender indefra. Til mit erindringsgods hører at få at vide, at det ‘ville koste’, når jeg på avisernes forsider (naturligvis uden selv at ville det, hvis De tror på det) blev citeret for at betegne et kommuniké fra det udenrigspolitiske nævn, som jeg selv havde skrevet, som et mesterværk i intetsigenhed; at blive beskyldt for brud på tavshedspligt ved at røbe utilbørlige ting fra min insiderviden i Landsskatteretten; at få tilbudt en positiv indstilling til en forfremmelse af en – nu afdød – ambassadør, hvis jeg udfærdigede et rejseregnskab, som han ønskede det, hvad jeg nægtede, da jeg ikke kunne gøre det med god samvittighed (»så gør det med dårlig samvittighed«); at få en række tilkendegivelser (denne herlige eufemisme for irettesættelser) i anledning af at have benyttet de ansattes grundlovssikrede ytringsfrihed.

For 35 år siden blev jeg afskediget fra Udenrigsministeriet i nåde og med pension – angiveligt på grund af sygdom (det skal jo hedde noget) – men reelt fordi jeg havde en formastelig og frastødende forkærlighed for at afvise ministeriets mundkurve.

Det indebar noget virkelig alvorligt, nemlig at jeg var samarbejdsvanskelig – dette pragtfulde afskrækkende trylleord, der lammer modstandere, nedgør argumenter og overflødiggør beviser. Besynderligt at ingen tilsyneladende har påpeget, at samarbejdsvanskeligheder kræver to (jeg har aldrig haft svært ved at samarbejde med mig selv).

Men slig logik kan man ikke påberåbe sig uden at stemple sig selv som kværulant – en anden af debattens populære termer, som flittigt strøs ud, uden at der bydes på en klar definition; ikke mærkeligt, thi intet er mere skadeligt for en fordomsfyldt politisk debat, hvis resultat man på forhånd har bestemt sig for, end afklarende begrebs­bestemmelser.

Men den rette begrebsbestemmelse ligger lige for. »Kværulant« er ganske simpelt synonymt med en anderledes tænkende, der oven i købet har ret.

Med andre ord, hvis temaet er konsekvenserne af at meddele noget, som andre nødig vil høre, kan jeg i angloficeringens tidsånd sige: »I learnt them the hard way«.

Et er at påpege eksistensen af et problem. Det er sjældent svært at samle enighed om, at problemet er der, eller endog om, hvordan det skal løses. Naturligvis på en fornuftig måde. Sig det på et landsmøde eller en anden politisk forsamling, på en generalforsamling, til et foreningsmøde. Klapsalverne vil brage, for man har da aldrig oplevet, at nogen var imod fornuftige løsninger.

Men hvad er så fornuftigt? Spørg en liberalist, en socialist, en royalist, en anarkist eller en hvilken som helst anden -ist. Livet er mangefold, og hvad der er fornuftigt for den ene, er ufornuftigt for den anden.

Nye love – formaliserede regler – fagre ord; det duer alt sammen ikke. Problemet kan ikke reguleres ihjel. Nøgleordet til en løsning er balance mellem modstående, berettigede hensyn. Det kræver noget af det sværeste: gensidig respekt og forståelse. Magthaverne må respektere den medarbejder, der ikke logrer med halen overfor sin chef, blot fordi han er chef.

Omvendt må medarbejderen forstå, at han ikke altid kan ytre sig tøjlesløst, men må indordne sig under en loyalitetspligt og naturlige ønsker fra ledelsens side. Da jeg var sekretær for det udenrigspolitiske nævn, havde jeg for vane at skrive i aviserne som privatperson om udenrigspolitiske emner. Det blev jeg bedt om at lade være med. Det rettede jeg mig efter, for Udenrigsministeriet havde jo ret i, at jeg kunne nok så meget lege doktor Jekyll and mr. Hyde; de udenlandske flittigt avislæsende ambassader ville næppe fange denne skizofreni, men måtte gå ud fra, at jeg var talerør for nævnet. Hvad så, hvis jeg mente noget helt andet end nævnet?

Det hjælper ikke med flere lovregler om, hvad man må og ikke må. Det, der er brug for, er nogle retningslinier, der kan lægges til grund i den konkrete vurdering, man aldrig kommer udenom. l denne vurdering vil indgå en lang række momenter, der kan forekomme i forskellig blanding og med vekslende styrke. Det er disse nuancer, man skal have fat i, hvis ikke debatten skal visne i skematiske klicheer.

Nogle af de vigtigste (men langtfra alle) elementer vil være følgende:

1. Kritikerens charge. Hvis en ung sekretær blander sig, bliver der måske knap nok lagt mærke til det. Hvis departementschefen, der skal være sin ministers højre hånd, falder ministeren i ryggen, er det opsigtsvækkende.

2. Meddelelsesformen. Det med »måden, som at man gør det på« gælder også her. Der er et meget bredt spektrum fra at betegne noget som lidet korrekt eller mindre holdbart til tåbeligt, absurd eller sågar løgnagtigt.

3. Stedet, hvor man meddeler sig. Der er en indlysende forskel på at føre sig frem i den såkaldte boulevardpresse og i et fagtidsskrift som f.eks. Ugeskrift for Retsvæsen.

4. Det samme gælder den mundtlige meddelelse. Får man sin insider-viden frem i fjernsynet, ved hele landet det dagen efter. Holder man foredrag i Juridisk Forening, skal man nok være glad, hvis nogen husker, hvad man har sagt.

5. Motivet. Handler ’sladrehanken’ af idealistiske grunde til samfundets bedste eller ud fra en egeninteresse (hævnakt, publicity).

6. Er vi inden for vedkommendes arbejdsområde (hvor der måske ligefrem kan være en meddelelsespligt) eller i naboområder, der også kan være ømtålelige.

Som fuldmægtig i Udenrigsministeriet skrev jeg f.eks. engang en aviskronik med omtale af den ‘erhvervsfjendtlige’ side af Folketinget. Jeg blev ringet op af Jens Otto Krag med bemærkningen: »Det vil blive husket«. Om det var for det gode eller det onde, fik jeg ikke at vide. Jeg følte mig ikke i tvivl.

Hvis man ud fra de mange krydsede hensyn vil famle sig frem til en konklusion om, hvorvidt offentligt ansatte har ytringsfrihed, er svaret klart: I teorien ja – i praksis nej.

Poul Boeg er bogaktuel med essaysamlingen Den dobbelte kiste, som udkommer i morgen