Når kærlighed gør blind

Det socialistiske kærlighedsbudskab har ført til en mekaniseret moral i et gennemreguleret samfund, hvor man i den grad er solidarisk og næstekærlig gennem skattebetalingen. I (selv)godhedens navn har velfærdsprædikanterne offergjort en masse mennesker og frataget dem personligt ansvar. Det er her, en borgerlig kulturkamp skal stå.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Moral og velfærd er tæt sammenvævet. Bag tanken om at omfordele goderne til dem, der ikke kan klare sig selv, ligger en smuk altruisme (defineret som omsorg for andres velfærd). Man kan næsten sige, at det kristne bud om næstekærlighed her er mekaniseret og gjort til en del af et gennemreguleret samfund, hvor man i dén grad er solidarisk og næstekærlig gennem skatteindbetalingen. Som Nick Hækkerup sagde på Socialdemokraternes partikongres i Aalborg: »Man kan kalde det sammenhold, solidaritet eller socialisme, men ordet er vel bare kærlighed«.
Det sætter unægtelig noget af en dikotomi op i forhold til os, der ikke deler dette socialistiske kærlighedsbudskab. Kærlighedens/socialismens modsætning må jo så være ondskab eller had. Denne opfattelse af at befinde sig på den gode side – af at have en moralsk mere legitim holdning, er ikke uproblematisk i forhold til at forholde sig til velfærdssamfundets mindre positive sider.
At samfundets ofre, de mindst bemidlede, skal hjælpes, er der ingen tvivl om. Her ville altruisten kunne tale længe om uretfærdig fordeling af goderne, negativ social arv, det er samfundets skyld, og selvfølgelig skal der kastes penge efter ofrene. Ubetinget og uden medfølgende krav. Alt andet ville være umoralsk. Ofre er her et meget elastisk begreb. Det kan være kvinder, seksuelle eller etniske minoriteter. Det kan endda tit og ofte være den materielt ubekymrede middelklasse, der kræver deres del af den kage, de selv har indbetalt til, og spiller offerkortet for at få den. Offerrollen er hyppigt brugt, da den har gode vilkår i en nyhedsstrøm, der i stigende grad fokuserer på følelser frem for indhold.
En problematisering af de længerevarende incitamentsstrukturelle konsekvenser af denne smukke, umiddelbare altruistiske holdning afstedkommer som oftest en selvretfærdig reaktion. I fald dette sker i en større forsamling, kan man endda forestille sig, at altruisten ville bruge denne modytring på et så lavt moralsk stade til at pudse sin egen glorie lidt. Her er det ikke svært at få personen, der kerer sig om økonomi og de sociale længerevarende konsekvenser af abstrakte incitamentsstrukturer, til at fremstå som en kold, hjerteløs kyniker.

Men er det ikke udmærket, at vi har mennesker med varme hjerter, som kæmper den lille mands sag? Som kæmper for de fattige og undertrykte? Det er det naturligvis. Et borgerligt liberalt hjerte kæmper såmænd også de reelt nødlidendes kamp, omend denne sag er blevet patenteret af venstrefløjens (selv)godhed. For man kan åbenbart kun kæmpe den sag ved at arbejde for mere regulering og højere offentlige udgifter.
Denne sikre forståelse af at befinde sig på et moralsk højere stade er dybt problematisk for en åbenhjertig debat om velfærdsstatens dysfunktioner, da denne moralforståelse er en del af en generel diskurs i befolkningen i forståelsen af moral og umoral. Her eksisterer en total blindhed over for, at offentlig regulering og stigende offentlige udgifter til velfærdsinitiativer på længere sigt kan fungere modsat af intentionen og skaber rettighedstænkning, velfærdsegoisme og offermoral modsat de solidariske og altruistiske tanker, der var velfærdstænkningens udgangspunkt.
Derfor må det være på moralens og etikkens område, at en borgerlig kulturkamp skal stå. Borgerlige meningsdannere og politikere må i højere grad gøre opmærksom på velfærdsstatens dysfunktioner om ikke gennem egentlig politik (deregulering og skattenedsættelser) så i det mindste gennem en retorisk oprustning. Her er der ingen grund til at tro, som tidligere generationer har gjort, at borgerlig moral er venstreorienteret moral underlegen. For at tydeliggøre det må man påpege konsekvenserne af den umiddelbare altruisme. Hvordan deres mekaniserede solidaritet lige netop ikke skaber (næste)kærlighed, men skaber uhørt velfærdsegoisme og krævermentalitet. Hvordan deres smukke, naive menneskesyn ikke nødvendigvis får folk i arbejde, men fastholder de svageste uden for arbejdsmarkedet. Hvordan hele offergørelsen har skabt det, Martin Ågerup i Enerne kalder den nedværdigende humanisme: »Hvis vi ikke betragter det enkelte menneske som sin egen skaber, gør vi det i stedet til et passivt offer for en uretfærdig omverden. Det er ikke deres egen skyld. Dette kan opfattes som en humanistisk og barmhjertig indstilling. Men i virkeligheden er den tyrannisk og nedværdigende. Det bagved liggende budskab er jo krystalklart: Du er ikke herre over dit eget liv; du er hjælpeløst afhængig af andre, hvis du skal få det bedre; hvis du kommer på ret køl igen, vil du kun have andre at takke for det«.

Det er højst påkrævet, at tendensen i tiden med at offergøre sig, bliver udfordret. Her er klassiske borgerlige begreber som pligt, personlig dannelse og dygtiggørelse nøgleelementer. Først og fremmest er der den alt overskyggende forskel på de to positioner, at den borgerlige ikke mener, at individet forløses kollektivt, men gennem selvopdragelse og personligt ansvar for eget liv.
Endvidere: at tro, at borgerlig-liberal moral ikke har noget med éns medmennesker at gøre, er ikke at kende den. Som vores velbegavede udenrigsminister Per Stig Møller skrev i 1980 i bogen Tro, håb og fællesskab: »Staten kan ikke leve den enkeltes liv. Den kan kun gøre det leveligt. Her skiller vandene mellem dem, der mener, at staten alene kan garantere et ordentligt liv, og dem, der mener, at livet først og fremmest er en personlig affære med ansvar ikke over for staten, men over for næsten. Mod statens politiske ønske om at bære vores byrder, så vi kan leve trygt og ansvarsfrit, står etikkens krav på livet som et personligt ansvar. Ansvaret er ingen politisk, men en etisk dimension, der sætter individet i forhold til næsten. Derfor rækker den individuelle frihed ikke længere, end næsten finder tåleligt«. I et samfund hvor alt er samfundets skyld, er denne pointe så aktuel som nogensinde før.
Det er forbavsende, men også sigende for problemets omfang, at det er den socialdemokratiske Mette Frederiksen, der skal italesætte dette: »Man kan sige, at vi i en periode af velfærdssamfundets udvikling har været meget orienterede mod den offentlige sektor. Men jeg tror ikke på, at vi nogensinde kan skabe et stærkt samfund, hvis vi ikke får en høj grad af personligt ansvar for hinanden. Vi skal erkende, at staten kan noget, men at den ikke kan alt. Derfor er der brug for, at det civile samfund også tager et stort ansvar, for det kan noget, som staten ikke kan« (Jyllands-­Posten 8.9.07).
Tilbage står blot for Frederiksen at forklare, hvordan revitaliseringen af civilsamfundet skal foregå, nu man systematisk har funktionsudtømt det gennem 50 år helt ind i familiesfæren, og dermed skabt en klar forventning om, at staten lige netop skal tage ansvar for alt. Når først staten tager sig af éns børn, hvorfor skal den så ikke også tage sig af vores ældre, vores arbejdssituation, vores helbred, vores ryge­vaner, vores alkoholvaner osv.?

Pointen om, at staten ikke kan alt, er dog en så nødvendig pointe som nogensinde før, mens alle partier endnu en gang er ved at falde over hinanden i et veritabelt velfærdskapløb, der lige netop igen bilder befolkningen ind, at staten kan klare alt. Men kan kærlighed og altruisme ikke kun fungere i fællesskaber vokset frem nedefra, i civilsamfundet, familien og blandt venner, mens staten sørger for, at rammerne for dette liv er til stede? Alt andet er illusionsmageri, og opretholdelsen af illusionen om staten som den store forløser er med til at øge den evigt stigende efterspørgsel efter nye velfærdsgoder, som man kan gøre krav på.
Denne rettighedskultur skal ikke udraderes eller erstattes af svundne tiders forældede patriarkalske strukturer, men den har i høj grad brug for at blive afbalanceret af en ansvarsfornemmelse først og fremmest for eget liv, men også over for fællesskabet.
Alle partier har for længst erklæret deres store kærlighed til velfærdssamfundet. Det er i sandhed rigtigt, at kærlighed kan gøre blind.