Det gælder lastbilproducenten Scania, hvis tyske storaktionær, bilgiganten Volkswagen, længe har ønsket at sikre sig den sidste bid af selskabet, så man kan få det afnoteret fra børsen. Og så gælder det det svensk-britiske medicinalfirma AstraZeneca. Selskabet der trods en placering som verdens syvendestørste medicofirma alligevel er blevet et bytte, som den endnu større amerikanske konkurrent Pfizer nu vil overtage – mod en »beskeden« erkendtlighed på 533,4 mia. kroner.

Det er to historier, som naturligt nok vækker mange følelser i det svenske. For selv om svensk erhvervsliv i modsætning til det danske er bygget på et fundament af færre og større virksomheder, så er der ikke så mange at tage af, når stadig flere af de svenske »ikoner« sælges til udlandet, sådan som det f.eks. tidligere er sket for Volvo og Ericssons mobilforretning.

Nu kan man argumentere for, at Scania jo ikke længere er svensk. Volkswagen har i årevis haft aktiemajoriteten i Scania, og det har ikke betydet færre ansatte i hovedsædet i Södertälje. Alligevel gør det ondt, og flere af de tilbageværende aktionærer har sagt nej til at sælge deres aktier til de tyske bejlere.

Nu er AstraZeneca næste potentielle salgsobjekt. Selskabet blev skabt ved en fusion mellem svenske Astra og britiske Zeneca, og selv om briterne har sat sig på magten, er der stadig ca. 4.000 svenskere ansat i udviklingsafdelinger, ligesom bestyrelsesformanden er svensk. Det tæller altsammen – ikke kun for den svenske selvforståelse, men også for et svensk erhvervsliv, der har skullet flytte sig i forhold til »gamle« dage, hvor den tunge, klassiske industri og virksomheder dominerede.

Foreløbig har AstraZeneca-bestyrelsen sagt nej – et højt og klart nej. Problemet er bare, at når gribbene først begynder at cirkle, skal der meget til for at få dem til at forsvinde.