Når det kollektive hukommelsestab sætter ind

Industrispionage er normalt også blandt »venner«.

Det er altid ærgerligt, når det bliver offentligt kendt, hvem der spionerer mod hvem. Og det er især problematisk, når det går op for folk, at selv »almindelige mennesker« overvåges gennem sindrige systemer, og at ingen kan være sikre på, at det, man foretager sig på Facebook, ikke registreres.

Men overvågningen af email, telefoner, mobiler og sociale medier er så normalt, at det er ufatteligt, at politikere udtrykker »chok« over, at det foregår. Det gør de selvfølgelig også kun i offentligheden.

Bag lukkede døre er de ifølge amerikanske efterretningsfolk mere ærgerlige over, at de nu skal tage afstand fra den amerikanske spionage med den risiko, der ligger i, at nogen fortæller offentligheden, at de selv gør det. For når en person som Edward Snowden – den afhoppede nørd fra den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA – afslører metoderne og genopfrisker den pinlige sandhed, at alle overvåges mere eller mindre konstant, er man nødt til at blive »overrrasket« som politiker. Således også EU-politikere. Det siger en række amerikanske efterretningseksperter samstemmende.

Det kan godt være, at nogle af EU-parlamentarikerne har sovet i timen. Det kan man aldrig helt udelukke. Men ligefrem at blive chokeret, som en række af parlamentarikerne er blevet over overvågningen, er nok overdrevet. Især når det selvsamme parlament i 2001 kom med en rapport, som sandsynliggjorde den omfattende civile og militære spionage, NSA havde gang i gennem det såkaldte Echelon system.

Nogle har stillet det enkle spørgsmål, om parlamentarikerne er totalt historieløse, eller om der er tale om rent hykleri. Og for at gå endnu videre. Når den tyske justitsminis­ter, Sabine Leutheusser-Schnarrenberger, som har været i politik siden den tyske kansler Helmut Kohls dage, også er chokeret over afsløringerne, stilles spørgsmålet fra amerikansk side om, hvad der overrasker hende. Ehcelons systemer med de hvide paraboler skød op som paddehatte rundt om i Tyskland allerede dengang. Og parabolerne i Bayern blev lukket i 2004, efter at der var »mistanke« om amerikanske industrispionage.

Og ja, der bliver spioneret i et omfang, som man måske ikke helt troede. Men industrispionage er i stigning, hvilket europæerne godt ved. De gør det ifølge amerikanske efterretningsfolk selv i stor stil for at sikre sig ordrer til deres industrier. Så noget nyt under solen er der ikke tale om. Dog med det forbehold, at ikke ret mange i realiteten ved ret meget om omfanget. Vi har det fra Snowden, som ikke behøver at være nogen troværdig kilde.

Og der bliver spioneret hele tiden. Derfor er en af opgaverne for alle regeringer at forsøge at beskytte borgerne og virksomhederne mod, at fremmede magter registrerer det, de foretager sig. Hvis man virkelig er »chokeret«, er det lykkedes for amerikanerne at skjule deres spionage ganske dygtigt. Men overraskelsen er måske til at overse.

Til gengæld er det sikkert, at den diskussion, der har været længe både i Europa og i USA om graden af overvågningen efter 11. september 2001, først lige er begyndt. Meget af NSAs overvågning er en udløber af den lovgivning, der fulgte efter terroraktionerne i 2001.

Frankrig ønsker at fastlægge en grænse for, hvor længe amerikanerne kan ligge inde med de oplysninger, der udveksles næsten automatisk mellem landene, når det drejer sig om flypassagerer og økonomiske transaktioner mellem bankerne. Europæerne ønsker også i de kommende forhandlinger om en frihandelsaftale med USA i lyset af denne nye sag en opstramning af lovgivningen på andre områder. F.eks. den systematiske indsamling af oplysninger, som de store amerikanske internetvirksomheder benytter sig af for at målrette annoncering og andet til deres kunder, og som skader europæiske virksomheder.

Der er ingen tvivl om, at den direkte og indirekte overvågning af borgerne i EU er steget ganske betragteligt i kølvandet på 11. september. Også den villighed, folk har til at afgive selv private informationer via de sociale medier, har betydet, at indsigt i ens privatliv har fået en helt ny betydning.

Den direkte og meget nøje overvågning, der hævdes at finde sted imod EU-Kommissionen og europæiske politikere er – hvis den er sand – meget intensiv. Men grundlæggende siger amerikanske efterretningsfolk til aviser, at det heller ikke er nyt. Der er imidlertid en ulighed i det. Amerikanerne er europæerne teknologisk langt overlegen på dette område.

Den tidligere amerikanske efterretningsofficer Richard J. Aldrich, som underviser i Storbritannien ved universitet i Warwick, siger, at han tit undrer sig over graden af europæiske politikeres forargelse, når de udtaler sig i offentligheden om sager, de selv kender til.

»Jeg er tit overrrasket over, at de politiske ledere udtrykker så stor forargelse i betragtning af, hvad de rent faktisk ved«, siger han til New York Times.

Men der er ingen tvivl om, at der spioneres mod EU for at finde ud af, hvordan de enkelte lande stiller sig til forskellige spørgsmål. USA har været lige så hurtigt ude med en fordømmelse af den omfattende kinesiske spionage mod amerikanske virksomheder. Og historien er fyldt med eksempler på gensidig industrispionage.

Der vil denne gang ved forhandlingerne om en frihandelsaftale med USA stilles krav om et serviceeftersyn af de mange samarbejdsaftaler om udlevering af bank­oplysninger og andet, man har haft efter 11. september. Den diskussion er ikke kun forbeholdt europæerne. Amerikanerne er begyndt at stille sig selv spørgsmålet, om det hele er gået lidt for vidt.