Mor i 30erne: den bedste i verden?

Det er kendetegnende for børn af kvinder i 30erne og særligt storbymødre, at de er usædvanligt ønsket. Vi har tykke fotoalbums med dem efter seks måneder og foreviger alt fra første smil til dagens sidste rest af gulerodsmos. Alt er sødt.

Foto: Brian Bergmann

Egentlig forstår jeg ikke, hvordan det er lykkedes min generation at overleve en barndom i 1970erne. Vi spiste mad, der ikke var økologisk, og vi havde pædagoger, der ikke blev sprittet af, før de rørte ved os. Når vi som familie kørte til Europa på bilferie, sad vi endda ufastspændt på bagsædet (så kunne vi også bedre slås, mine brødre og jeg).

I dag sidder min egn søn så fastspændt i sin Römer King-barnestol, at han kun lige kan bevæge læberne, og hans mælk er selvfølgelig økologisk.

Måske burde det derfor falde i god jord hos mig, at lægen Vibeke Manniche netop har anbefalet personale i vuggestuer og børnehaver at tage ur og vielsesring af for bedre at minimere risikoen for influenza-smitte.

Men jeg kan faktisk ikke lade være med at undre mig lidt - på trods af at min søn er det vigtigste menneske i verden og selvfølgelig burde stå forrest til en influenzavaccination. Jeg undrer mig helt overordnet over den hyper-omsorg, der er omkring vores børn, og som af og til får mig til at tænke, at vi virkelig gør alt, hvad vi kan for symbolsk at lade dem blive liggende i barnevognen til de er teenagere.

Lad mig give et eksempel på hyper-omsorg.

Min søn er snart fem år, og hans institutionsstamtavle er godt i gang med at forgrene sig: vuggestue og børnehave og til næste år skole. Da han var otte måneder, fik vi tilbudt en plads i en vuggestue, hvor al mad var økologisk, principperne holistiske og dele af personalet uddannet psykoterapeuter. Jep, psykoterapeuter. For som vi fik forklaret: “Når et barn har ondt i maven, er det måske også sjælen, det har ondt i”.

Det er meget muligt, at der er forældre, som efterspørger psykoterapeutisk holisme, ligesom der også er mennesker, som sværger til trælegetøj med trippel Max Havelaar-stempel, Greenpeacetjek og regnskovsgarantibevis. Men psykoterapeuter i vuggestuer får altså mig til at moonwalke baglæns ud af Gul Stue. Hvad blev der af at give barnet et kram eller stryge det over maven? Jordnært, måske, men måske er det også jordforbindelsen, vi har tabt.

Vi vil jo alle vores børn det bedste, og kunne livet udkommet i en udgave, der var blød som en hoppeborg, ville jeg hellere end gerne installere min søn i det. Med albue-, hånd og knæbeskytter, Falck-abonnement og en af de alvorligt mange læger, som må mangle arbejde efter Michael Jacksons død. Men der vil stå Bjørnetjeneste henover det.

Det er kendetegnende for børn af kvinder i 30erne og særligt storbymødre, at de er usædvanligt ønsket. Vi har tykke fotoalbums med dem efter seks måneder og foreviger alt fra første smil til dagens sidste rest af gulerodsmos. Alt er sødt. En bekendt var endda så optaget af sin baby, at hun ved hvert bleskift vejede dets afføring og beskrev dens farve og konsistens i en slags tilstandsrapport. Vores børn har politisk korrekt ublegede bodystockings, de får at vide mindst tre gange dagligt, at de er elsket, og vi jubler, når de slår de prut og koldsveder, hvis de får en finger i klemme i den ellers børnesikrede køkkenskuffe.

Vores hyper-omsorg for barnet, der vokser op i et hjem uden kanter, er i det hele taget overvældende, og vores krav til dets vuggestue, børnehave og skole er tilsvarende på vej i Guiness Rekordbog. Jeg tvivler på, at vores mødre i 1970erne og 80erne havde ligeså travlt med at afkræve personalet detaljer om deres børns færden, som vi har i dag, men jeg er sikker på, at en legeinspektør aldrig ville have godkendt den gamle rutschebane, som gav os børnehavebørn dybe og fascinerende hudafskrabninger. Det utrolige er, at vi dengang lærte at rutsche udenom. Det utrolige er også, at det var den bedste del af legen, at den kunne være farlig.

Det sidste har jeg selv glemt alt om i dag. For jeg er også en af de overbeskyttende Østerbromødre, som næsten kræver politibeskyttelse og vejafspærring, når min søn og jeg skal cykle over gaden. Helt latterligt. Han har cykelhjelm på, der er 30 meter til børnehaven, og jeg råber STOP mindst fire gange på vej ned af den stille sidevej.

Men jeg stejler alligevel over, at det ikke længere skulle være nok for pædagoger at vaske deres hænder for at undgå yderligere spredning af influenzasmitte. Er vi gået så vidt i vores omsorg, at vores børn ikke må være syge længere? Af frygt for hvad? Livet? Hyper-omsorg synes at hvile på den egentlig ret kedelige og livsfjendske opfattelse, at livet er farligt og bør undgås. Paradoksalt, for vi er jo så omsorgsfulde netop for at bevare det.

Min søn skal ikke have den indstilling. Derfor vil jeg holde op med at skingre STOP hele tiden og bare lade ham cykle. Fra i morgen. Eller overmorgen.

Din mening: Er mor i 30erne den bedste i verden?

Drevet af Disqus

Klik på anméld for at anmelde en upassende kommentar til redaktionen.

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites