Menneskerettigheder på ophørsudsalg

Hvad har oberst al-Gaddafi og præsident Ahmadinejad at skaffe med menneskerettigheder?

Ikke meget vil de fleste svare, altså med mindre man er medlem af FNs Menneskerettighedsråd. I 2009 afholdes nemlig en stor racismekonference i Geneve, og Menneskerettighedsrådet har udpeget Libyen som ansvarlig for planlægningen, mens Iran er udset til at være med til at skrive konferencens manifest. Øverst på dagsordenen ønsker Organisationen af Islamiske Lande (OIC), anført af bl.a. Libyen og Iran, at få vedtaget at krænkelser af religioner skal være en forbrydelse mod menneskerettighederne. Mildt sagt en omvendt logik i forhold til de oprindelige rettigheder, hvor hensynet til individet altid går forud for bl.a. religiøse dogmer.

OICs ærinde er dobbelt. Dels vil de lande der systematisk krænker menneskerettighederne fremover have et skjold mod det internationale pres, når verdenssamfundet ønsker at imødegå de mest fundamentalistiske tendenser i bl.a. de mellemøstlige samfund. Dels – og det er den virkelige tragedie – vil en sådan ny resolution kunne bruges mod de mennesker, der lever i opposition i de pågældende lande. Hvis individets ret til at ytre sig underordnes religiøse hensyn, vil det sidste håb om frihed for disse modige mennesker forsvinde, og den indre demokratiske reformproces lide et alvorligt knæk i bl.a. Iran.

At gøre religionskritikken fredløs i FN-regi, vil af historiske grunde umiddelbart ikke have den store konsekvens under vores himmelstrøg. Vores frihedsværdier er langt dybere forankret end de menneskerettigheder, der trods alt kun har 60 år på bagen. Hvis vi nu i sagens anledning skal blive i det religiøse lignelsessprog, så har opdagelsen af apokryfe skrifter som bl.a. Thomas-evangeliet i 1945, der fortolker kristendommen afgørende anderledes end Bibelen, jo heller ikke ligefrem kunnet ryste opfattelsen af Jesu budskab. Netop fordi de kanoniske tekster blot er udgangspunktet for den religiøse praksis, som i dag udgør kristendommen som den giver mening og trøst for den enkelte. Teksterne bliver fortolket i en historisk sammenhæng, der udmønter sig i en sædvane, som en ny tekst ikke sådan lige kan rokke ved, selvom den mod al sandsynlighed skulle ende med at blive kanoniseret. På samme måde gælder det ånden i menneskerettighederne, den er allerede i Vesten forlods forankret i vores institutioner, og ikke mindst i vores omgangsformer, så lad bare OIC fifle med et FN-manifest, det bør ikke kunne rokke ved vores syn på ytringsfriheden.

Til gengæld må hele optakten til racismekonferencen endegyldigt give de frelste, der stadig tror på en højere FN-retfærdighed, en mere realistisk tilgang til institutionen. Sikkerhedspolitisk er FNs rolle for længst minimeret, da medlemmernes interesser er blevet for forskellige. Menneskerettighederne risikerer med en sådan sag at ryge samme vej. Som organisation har FN stadig meget at byde på, ikke mindst de internationale domstole der sikrer retsforfølgelse af krigsforbrydere. Men FN er hverken mere eller mindre end organisationer som NATO og EU, der tjener forskellige mål som gradbøjes af medlemmernes egeninteresser. Medlemskabets værdi ligger i muligheden for at påvirke dagsordenen i den retning man ønsker. Et stærkt FN er stadig ønskværdigt, men institutionens autoritet er på ingen måde hævet over de værdier, den i udgangspunktet er støbt på.