Meningsmålinger: Analyser skal vurderes på deres præcision

Media. Fejl opstår, når analyser bruges til at forudsige resultater af valg.

Foto: everything possible. Husk altid på, at analyseinstitutter måler i kilo og ikke gram, skriver Lars Gylling, nordisk Illustration.
Læs mere
Fold sammen

Det er valgår i Norge, og valgår er højsæson for meningsmålinger. Den norske sæson er skudt i gang med nervøse trækninger hos analyseinstitutterne, efter at redaktør Harald Stanghelle i norske Aftenposten for en lille måneds tid siden skrev en kommentar med titlen: Stop med at tro på meningsmålingerne!

Stanghelles budskab er, at da man grundlæggende ikke kan stole på meningsmålinger, skal medierne stoppe med at lade som om, at man kan.

I sin argumentation anvender han, ud over en række eksempler på modsatrettede norske målinger, og Brexit og Trumps amerikanske valgsejr.

Lad mig her kort erindre om, at sådan rent statistisk set var målingerne ved det amerikanske præsidentvalg ikke så langt fra. Målingerne viste generelt en sejr på 3,5 procentpoint til Clinton, mens det endelige resultat blev en sejr på 2,1 procentpoint!

For et par uger hørte jeg så professor Patrick Sturgis, leder af det britiske nationale center for analysemetoder (NCRM), gøre rede for sine evalueringer af målingerne op til både Brexit-afstemningen og det engelske parlamentsvalg i 2015. Her sagde målingerne dødt løb – men det endte som bekendt med en klar sejr til de konservative.

Når det gælder Brexit, er læren først og fremmest den store metodeforskel. Telefon-undersøgelserne viste stort flertal til remain-siden, mens onlineundersøgelserne var klart mere præcise. Når det gælder parlamentsvalget i 2015, var der ingen systematiske metodeforskelle. Til gengæld var målingerne, rent statistisk set, hverken værre eller bedre end målingerne ved flere af de foregående parlamentsvalg, men de huskes normalt ikke som katastrofer, da de forudsagde det rigtige resultat!

Vi har det nemlig med ikke at bedømme målingernes kvalitet på den statistiske præcision, men på om de forudsiger resultatet korrekt.

Jeg er dog med på, at målingerne er med til at forme den offentlige debat, og da målingerne viste dødt løb mellem Labour og de konservative, gik en væsentlig del af debatten på mulige regeringskonstellationer i et »hung parliament«. Hvis målingerne i stedet havde vist sikker føring til de konservative, havde medierne måske presset dem mere på deres økonomiske politik, hvilket måske havde givet et andet valgresultat – måske endda et »hung parliament«?

En af mine personligt største ærgrelser, ud over undervurderingen af DF i 2015, kom ved valget i 2007, hvor jeg i min exitpoll dømte Enhedslisten lige under spærregrænsen, mens de to andre exitpoll begge havde EL lige over. Med ca. 1,5 millioner optalte stemmer kunne Kaare R. Skou på TV 2 erklære, at nu var der ikke længere mulighed for, at partiet ville klare spærregrænsen.

Jeg kunne næsten ikke være i min krop af begejstring over alle de rygklap, som jeg ville blive genstand for dagen efter, men så tikkede resultaterne fra de store københavnerkredse ind – og Enhedslisten endte på 2,2 procent. Min glæde over en tilfredsstillende exit poll, rent statistisk set, kunne ikke overskygge ærgrelsen over, at jeg dømte Enhedslisten på den forkerte side af spærregrænsen – selv om det kun var med få decimalers fejlmargin.

Derfor kan jeg kun opfordre både medier og læsere til at blive ved med at anvende meningsmålinger, men samtidigt huske på, at institutterne måler i kilo og ikke i gram.

For generelt er målingerne lige så gode (eller dårlige) som de altid har været – rent statistisk set!

Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk