MEDIER Kongelig mangel på karakter

Der har i nogen tid lydt kritik af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary, fordi de giver sig for lidt til kende.

Nogle mener, at det royale par i højere grad bør indvie befolkningen i, hvordan de oplever deres specielle rolle, og kritikken rummer en pointe. Frederik og Mary har pligt til jævnligt at udtale sig som kommende regenter, for uanset om man finder deres livsførelse interessant eller ej, skal dette par i særlig grad kommunikere med danskerne, hvis monarkiet skal bevare en position. Det gjorde de to så i sidste weekend her i avisen i et stort interview med masser af billeder og masser af spalteplads. Det følgende er skrevet med den største respekt for den journalist, der forestod den afsindigt svære opgave det er at interviewe de kongelige, og det er næppe hendes skyld, at Frederik og Mary fremstod som to ret kedsommelige personer proppet til randen med ligegyldig snak. Interviewet understregede, at kongehusets store problem fremover kan blive manglen på personlighed, for mens institutionen i sig selv er svært forenelig med en moderne verden, er det personernes gennemslagskraft, der skal holde forestillingen i gang. Hvad den angår er der grund til bekymring.

De kongelige lever i den paradoksale situation, at mens det er medierne, der med fladpandet ugebladsjournalistik kan udhule monarkiet, er det også medierne, der skal bære fremtiden. Og med årene er vi blevet vant til, at folk taler, når de stiller op. Hvad enten det er Johannes Møllehave, der – som forleden i Jyllands-Posten – tager sit velkendte førergreb på det eksistentielle, eller det er menigmand, der blotlægger sin skæbne, er ordene som regel båret af engagement. Alt er absolut ikke lige vellykket, men sammenlignet med mange af de øvrige samtaler i medierne føles det som at træde ind i en næsten livløs verden, når Frederik og Mary omsider åbner munden. Og når Kronprinsessen på spørgsmålet om, hvordan hun og Frederik opfatter fremtiden som regentpar, svarer: »Hvordan det ser ud på det tidspunkt, ved vi ikke endnu. Selvfølgelig er vi meget bevidste om den store opgave og udfordring, der ligger foran os. Vi ruster os, så vi er bedst muligt forberedt til den rejse, vi skal ud på«, ved man knap, om man skal græde eller grine. Blot kan man konstatere, at medmindre Frederik og Mary pludselig træder i karakter som tænkende væsner, risikerer de at blive repræsentanter for en – set udefra – besynderligt tom eksistens. De vil blive leverandører af noget nær det tyndeste øl i den store samtale om dette samfund (og dette monarki!), og spørgsmålet er, hvad vi skal med et regentpar, der primært udmærker sig ved ikke for alvor at tage stilling til noget som helst.

For nylig talte jeg med en journalist fra DR, der var i gang med at finde medvirkende til et debatprogram om kongehuset. Hun fortalte, at mængden af royalt sindede samfundsdebattører svinder, og det er i dag næsten umuligt at finde én, der på et begavet og tænksomt niveau vil forsvare monarkiet. Det undrer ikke, for det er en yderst speciel disciplin at stå og argumentere for en ordning, der bevidst dyrker det hule og umælende individ, alt imens vi i alle andre sammenhænge hylder det modsatte. At institutionen hører en anden tid til, ved alle, men Frederik og Mary gør i disse år ondt værre ved – som her i avisen – overvejende at spise folk af med tomme fraser. Den stil vil kun få absurditeten ved deres position til at vokse, for mens mennesker i dette land fra barnsben opdrages til at tænke selv, dyrker Frederik og Mary en næsten gennemført farveløs norm. Kontrasten mellem det selvstændige individ og det indholdsløse royale menneske vil vokse, og monarkiets gammeldags konstruktion udgør ikke det eneste problem. Problematisk er i høj grad også de kongeliges karakterløse identitet i den store mediesamtale, som nutidens samfund lever og ånder igennem. Hvis folk i så ekstrem grad skal være synlige, bør de også have noget på hjerte. Ellers er der vel efterhånden kun facaden tilbage.