»Mange mener, at det er hip som hap, om vi får en V-ledet eller en S-ledet regering.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efterhånden som valgdatoen nærmer sig, tiltager strømmen af såkaldte »udspil«, dvs. en slags tekstreklamer, fra de konkurrerende parter. I torsdags spildte TV tid på hele to udspil fra Socialdemokratiet, et udlændingeudspil, der bestod i ren sniksnak, og et virkelighedsfjernt klimaudspil, der forbigår, at jo flere vindmøller, der ødelægger landskabet, jo mere strøm fra atomkraftværker får vi i kontakterne. Kritiske spørgsmål findes ikke på de massivt uvidende TV-reporteres repertoire. Overfladiskheden er imidlertid ikke forbeholdt TV-medier og politikere; en del veluddannede vælgere kan også være med. Det ser vi på den forbløffende tilstrømning til den rare Uffe Elbæks eskapistiske parti Alternativet, der – hvis valget på torsdag falder ud til Helle Thorning-Schmidts fordel – kan blive parlamentarisk grundlag for en ny regering.

Uffe Elbæk har uomtvisteligt evner som rottefængeren fra Hameln, kendt fra brødrene Grimms folkeventyr, der antages at bygge på en begivenhed fra året 1284, da det lykkedes en nyreligiøs folkeforfører at lokke 130 børn og unge fra den tyske by Hameln med sig til en forjættet fremtid østpå. De blev aldrig set siden, og sådan vil det også gå med Alternativets tilhængere. Men tilstrømningen til Alternativet i denne valgkamp rejser spørgsmålet: Hvad er politik egentlig? Hvis politik er til for at tilfredsstille dine private længsler, eksistentielle kvaler og dine drømme, og hvis du får erotiske hedeture ved at være part i en »vision«, så er Alternativet helt klart noget for dig. Ligesom Ny Alliance var det i sin tid.

Men hvis svaret på spørgsmålet er, at politik er en demokratisk måde at forvalte og styre samfundet på, løse dets problemer og lede dets udvikling i en ønskelig retning, så afføder det et nyt spørgsmål: Hvilket Danmark ønsker du, at dine børn og børnebørn skal vokse op i? Svaret på det spørgsmål må være ledetråden i ethvert ansvarligt politisk valg. Jeg ønsker et Danmark, der politisk set er præget af rimelighedsbetragtninger og sund fornuft, et Danmark, der kan bevare sin velstand, men som i øvrigt sætter kvalitet over kvantitet, et Danmark, som hævder sit ansvar i den internationale sammenhæng, et Danmark, som alle, der overhovedet kan, bidrager til ved at arbejde, et Danmark, der giver den enkelte den størst mulige frihed til at forme sin egen tilværelse og tage sit eget ansvar, og et Danmark, der uden at gå til i selvglæde tager vare på den egenart og det fællesskab, der har betinget nationens uomtvistelige succes, og dette betyder, at indvandringen skal styres nøje og begrænses til mennesker, der kan gøre en indsats her i landet.

Mange mener, at det er hip som hap, om vi får en V-ledet eller en S-ledet regering. Jeg er ikke enig. Problemet kan illustreres med to rette linier, der tilsyneladende er parallelle, men hvis retning i udgangspunktet afviger fra hinanden med en lille bitte forskel. Afstanden mellem linierne vil blive større og større. Dette illustrerer forskellen på, om man vil indføre udgiftsstop i den offentlige sektors vækst, som Venstre ønsker, eller man ønsker 0,6 procent vækst, som socialdemokraterne gør. Følger man Venstre, vil det være den private sektor, især eksporterhvervene, som skal skaffe os indtægterne, vokse forholdsvis mere end den offentlige, og det er den simple forudsætning for, at vi kan bevare vores velstandsniveau.

De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, fortjener en stor hyldest for at have introduceret rimelighedsbetragtningen, respekten for de arbejdende, i den politiske debat. Argumentet for at nedsætte kontanthjælpen og genindføre startydelsen for asylansøgere har hidtil altid været, at det skaffer flere i arbejde/begrænser asyltilstrømningen, og det skændes politikerne så om. Hidtil har ingen spurgt, hvad der er rimeligt set fra borgernes synspunkt. Er det rimeligt, at en asylansøger får mere end en dansk folkepensionist? Er det rimeligt, at en kontanthjælpsmodtager, der intet laver, modtager mere, end en borger, der har arbejdet hele sit liv? Er det rimeligt, at de offentlige ydelser er så generøse, at gevinsten ved at arbejde er ikke-eksisterende eller meget beskeden for titusinder af mennesker?

Det er evident, at vi er nødt til at begrænse tilstrømningen af flygtninge, hvis vi ønsker at bevare vores land i en genkendelig form, og det er statistisk evident, at de borgerlige er bedst til at begrænse asylansøgertallet. Evident er det også, at de store reformer, som skal tjene til at bevare vores velstand på længere sigt, er gennemført af de borgerlige. Anders Fogh Rasmussens tilbagetrækningsreform fra 2006 er den vigtigste reform for beskæftigelse og økonomi overhovedet, og Lars Løkke afleverede et land med økonomiske forbedringer på 47,6 mia. kr. og stort set holdbarhed på de offentlige finanser til Helle Thorning og Co, der kvitterede med at påstå, at de havde overtaget et håndværkertilbud. VK-regeringen forbedrede den strukturelle beskæftigelse med 142.000 personer. Helle Thorning-regeringens tilsvarende resultat er 40.500 personer. Ifølge OECD skal vi have 300.000 i løbet af de næste femten år, hvis vi skal bevare vores velstand. Tørre, men talende tal.