Man kan ikke tvinge medieforbrugerne

DR efterligner markedet i stedet for at differentiere sig tydeligt. Dermed risikerer man at overflødiggøre sig selv. DR skal satse på kvalitetsindhold, som de kommercielle stationer ikke tilbyder.

Mette Bock, Liberal Alliance.Foto:Marie Hald Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en kendt sag, at man kan tvinge et dyr til truget, men ikke til at drikke. Sådan er det også med borgernes medieforbrug.

Med afsæt i Liberal Alliances forslag om at omlægge finansieringen af DR til en fleksibel abonnementsordning, argumenterer fem forskere fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet 21. september for, at DR skal styrkes og tvangslicensen fortsætte.

Det er den helt forkerte vej at gå.

Jeg er enig i forskernes mål: At sikre borgerne adgang til oplysning og medieindhold af høj kvalitet. Jeg deler også opfattelsen af, at man naturligvis ikke, som ønsket af Danske Medier, skal afskære DR fra at være på de digitale platforme. Alle medier anvender alle platforme fleksibelt i dag. Det er ikke platformen, men indholdet, der er interessant.

Til gengæld er jeg dybt uenig i, at DR skal brede sig endnu mere og at tvangslicensen skal fastholdes.

DR skal være der, hvor borgerne er, hedder det. Og uden underholdning og andre programmer, der plagierer indhold, som i forvejen findes på markedet, vil DR visne og ende som en ubetydelig medieudbyder, som kun de kedeligste æggehoveder finder vej til.

Er det en naturlov, om man må spørge? Nej da. Den moderne medieforbruger er excellent dygtig til at finde vej til præcis det indhold, man ønsker. I en medieverden, hvor udbudet eksploderer, er det mere end nogensinde en kerneopgave for en public service institution at formidle vanskeligt, men væsentligt stof på en måde, der gør den uinteresserede interesseret. Det er den væsentligste journalistiske og formidlingsmæssige opgave overhovedet.

I stedet for at kaste sig begærligt over denne enorme, nye udfordring, konkurrerer DR på livet løs med de private udbydere. Man efterligner markedet i stedet for at differentiere sig tydeligt. Dermed risikerer DR at overflødiggøre sig selv.

Forskernes præmis for et endnu større DR synes at være den forældede, at flow-forbruget ikke vil blive fortængt af on-demand. Altså, at underholdningshungrende borgere, der ser X Factor, bliver hængende på kanalen og ser den efterfølgende nyhedsudsendelse.

Ja, det er der fortsat nogle, der gør. Det er bare en stakket frist. De unge har ikke engang et TV-apparat, og de gråhårede går også i stigende omfang på nettet for at hente præcis det program eller det indhold, de ønsker at se, høre eller læse.

Med tvangslicensen tvinger vi bl.a. den studerende på SU til truget. Men det er da naivt at tro, at vi kan tvinge dem til at bruge et indhold, de finder uinteressant.

Hvis ikke vi inden for overskuelig tid får omlagt DR til en fleksibel abonnementsordning, vil der ske det triste, at et flertal af borgerne ser sig så gale på DR, at hele institutionens eksistens bliver truet. Luk lortet, som det så uskønt udtrykkes af flere og flere.

Det vil være ærgerligt og et stort tab. I et lille land og sprogområde som det danske, vil der i stigende grad være brug for indhold, der differentierer sig fra de private udbyderes i prioritering, kvalitet og fokus.

Der er brug for dokumentarprogrammer, nyheds- og debatprogrammer, dramaserier om vores historie, diskussioner om de grundlæggende spørgsmål i menneskelivet og de aktuelle udfordringer, som verden står over for. Indhold, der er med til at danne os som myndige og ansvarlige mennesker.

Der er med andre ord rigeligt at tage fat på for DR – og danskerne vil efterspørge det. Det har altid undret mig, at både forskere og medieudbydere er af den generelle opfattelse, at danskerne kun ønsker underholdning og ikke gider oplysning. Det er en uforskammet undervurdering.

I dag skygger de alt for mange DR-kanaler og -programmer for DRs kerneopgave. For stor en del af DRs ressourcer sendes i den forkerte retning, og ressourcerne spredes så meget, at den journalistiske og formidlingsmæssige udviklingsopgave kommer til at stå i skyggen.

Det vil klæde DR at komme ind i debatten som kreative nytænkere og ikke blot som fortvivlede forsvarere af en position, der står for fald.

Vi kan tvinge danskerne til truget med tvangslicensen. Men vi kan ikke tvinge danskerne til at forbruge indhold, de kan finde andre steder.

Løfter DR Public-Service opgaven på en ny tids præmisser, vil borgerne søge og gerne betale abonnement for enestående indhold af høj journalistisk, formidlingsmæssig og kunstnerisk kvalitet.

Det er en spændende og vigtig opgave, så se nu at komme i gang, DR.