Man har jo også selv et ansvar

Drop tunnelsynet og vov at springe ud i det. Som regel lander man godt og sikkert på benene.

Jens Chr. Hansen, BM Business Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Tillad mig en personlig refleksion denne søndag i juni. Om nogle uger, helt præcist den 16. juli har jeg jubilæum. 45 år på arbejdsmarkedet. Den 16. juli 1970 blev jeg som 17-årig ansat som ydmyg bankelev med en anelse dun på overlæben i det daværende Andelsbanken på hovedgaden i Aabenraa. Meget IT er koblet på siden hulkortenes tid i 1970erne, arbejdsstationen og arbejdslivet har i den grad ændret sig.
Ikke at jeg har tænkt mig at gå pension, overhovedet ikke. Så vidt jeg har forstået på politikerne, skal jeg arbejde, indtil jeg bliver 70 år – mindst – og det er fint med mig. Hvis ellers Berlingskes belgiske ejere og Gud vil.

Netop arbejdskraft er et af emnerne i den aktuelle valgkamp. Ikke helt så stort et emne, som det burde være. Finalen op til valget på torsdag ser igen-igen ud til at blive domineret af det stærkt følelsesladede flygtninge/indvandrer-spørgsmål. Et væsentligt tema, bevares, men næppe blandt de allervæsentligste, når vi tager de helt store briller på og fokuserer ind på indtægter og udgifter på statsbudgettet. Og det store spørgsmål, nemlig spørgsmålet om den fremtidige finansiering af velfærdssamfundet. Når jeg er på arbejdsmarkedet og betaler skat, er jeg en indtægt for staten, når jeg ikke arbejder mere, bliver jeg en udgift.

I disse dage diskuteres det, hvordan staten kan straffe eller motivere danskerne uden lønnet arbejde til at komme i arbejde. Man kunne i stedet bruge præsident John F. Kennedys berømte ord, »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for dit land.«

Min påstand er, at hvis vi danskere i højere grad selv tager affære, så hjælper vi ikke bare moderlandet, men det bliver også en meget større tilfredsstillelse for den enkelte. I stedet for at blive presset og pisket rundt i manegen af det offentlige, kan man i højere grad selv være med til at præge sit arbejdsliv. Altså hvis man gider – det er selvfølgelig forudsætningen. Ved selv at være aktiv og parat til at gribe de muligheder, der nu engang findes, så er tilfredsstillelsen ved jobbet så meget større.

Nu ved jeg godt, at behandlersamfundet straks vil træde i karakter og tale om mennesker med ressourcer og mennesker uden ressourcer. Og selvfølgelig skal et moderne velfærdssamfund hjælpe de borgere, der er helt uden ressourcer, men jeg nægter at tro, at der i Danmark er adskillige hundrede tusinde uden tilstrækkelige ressourcer til selv at skabe deres arbejdsliv.

Tilbage til Andelsbanken i Aabenraa anno 1970. Det var tider. Med en meget middelmådig realeksamen og en et-årig handelseksamen fik jeg tilbudt hele tre bankelevstillinger. Efter to års læretid, et års soldatertjeneste samt yderligere tre år som bankassistent følte jeg som 23-årig en voldsom udlængsel. Jeg søgte og fik job på Grønland, som rejsende revisor i Nuuk for det daværende Grønlandsministerium (tilsynsrådet for de grønlandske kommuner).

Tilbage i Danmark var der igen en mulighed i Andelsbankens hovedkontor i København. Jo tak, lige noget for mig. Først som intern revisor, og siden som kommunikationsmedarbejder, og et par år senere til Sparekassen SDS som pressechef. Forskellige job, men det var mine valg.

Det lugtede lidt af journalistik. Men jo ikke et job som »rigtig« journalist.

Det kom, da jeg løb Berlingskes erhvervsredaktion på dørene med en påstand om, at de da måtte have brug for en tal- og regnskabskyndig bankmand til at gå lidt mere i dybden med den på det tidspunkt meget ekspandernede erhvervsjournalistik. Njarh, lød det lidt henholdende svar, så lad os da prøve.

Siden fulgte forskellige job, både på Berlingske og på morgenavisen Jyllands-Posten i København, blandt andet også med tre år som udenrigskorrespondent i New York. Tilbage på Berlingske fik jeg i 2006-2007 chefredaktionen overbevist om, at det var på tide i højere grad at analysere erhvervsstoffet og også gå skridtet videre og kommentere erhvervsnyhederne.

Og nu sidder jeg så her som erhvervskommentator på Berlingske Business i min drømmestilling, som jeg langt hen ad vejen selv har udviklet, og som selvfølgelig kan udvikles yderligere over de næste år. Selv synes jeg, at jeg igennem de 45 år på arbejdsmarkedet har været rimelig omstillingsparat og fremfor alt parat til at gribe de muligheder, der nu engang har vist sig. Pointen er, at de forskellige skift allesammen er mine egne valg, og jeg kan da også konstatere, at jeg hver gang er landet på benene og haft forskellige job, som jeg har været meget glad for. Jeg ved, at jeg lyder lidt lalleglad og jubeloptimistagtig, men min påstand er, at jobindhold og jobtilfredshed stiger markant, når man selv er udfarende og dermed i højere grad kan være med til at påvirke de mange timer, man bruger på jobbet.

Og det uanset om man er ufaglært, faglært eller har en universitetsuddannelse.

Man kan ind imellem blive lidt træt af at høre beklagelser om, at drømmejobbet ikke findes. Nej, men så forsøg selv at skabe det. Eller sørg for at turde gribe ud efter de muligheder, der måtte vise sig.

Drop tunnelsynet og vov at springe ud i det. Som regel lander man godt og sikkert på benene.