Løsning eller problem?

Skal danske skolebørn undervises om farerne ved at sniffe lightergas? Det mener organisationerne bag et nyt undervisningsmateriale. Vi mener derimod, at der er gode grunde til at lade være – man kan nemlig frygte, at det vil øge unges lyst til at eksperimentere med snifning frem for at forebygge den.

Rigshospitalets Brandsårsklinik oprettede sammen med Trygfonden i august 2006 hjemmesiden www.lightergas.info, som oplyser om farerne ved snifning. I oktober 2007 lanceredes et nyt undervisningsmateriale til brug i folkeskolens ældre klasser.
Materialet er problematisk, fordi det overdriver snifningens omfang. Det påstås, at »næsten hver tiende« af danske unge mellem 12 og 16 år har prøvet at sniffe. Det reelle tal er, iflg. Sundhedsstyrelsen, 8 pct. af de 15-16-årige og 4,5 pct. af de unge under 15, altså snarere omkring det halve. Ydermere stammer disse tal fra 2003 – de seneste tal fra 2006 viser en klar nedgang. Dette fremgår også af en pressemeddelelse på lightergas-hjemmesiden (4/2 2007: »Færre unge sniffer lightergas«), men det ses ikke i selve kampagnematerialet – heller ikke i det, der er nyudviklet til folkeskolelærerne i eftersommeren 2007.
Sådanne overdrivelser kan imidlertid have utilsigtede konsekvenser.
Når man fokuserer på de få, der har prøvet at sniffe, glemmer man let, at 92-95 pct. altså ikke har prøvet det. Børn og unge, som undervises med udgangspunkt i materialet, kan let komme til at tro, at snifning er et udbredt fænomen blandt deres jævnaldrende – hvorfor ellers undervise om det? Denne problemstilling er for nylig dokumenteret i USA. The National Youth Anti-Drug Campaign blev iværksat af den amerikanske kongres i 1998-2004 med et samlet budget på 1,2 mia. dollars til brug for annoncer i aviser samt radio- og TV-stationer.
Målgruppen var de 12-18-årige og deres forældre, og målet var at nedbringe antallet af unge, der brugte hash og narkotika. Indholdet bestod bl.a. af information om stoffer med fokus på disses farlige/negative konsekvenser, samt positive budskaber fra diverse rollemodeller.
Kampagnen havde meget stor gennemslagskraft, men ikke den ønskede effekt.
I 2006 viste en omfattende evaluering, at unge, der havde set meget til kampagnen, var mere tilbøjelige til at mene, at brug af stoffer var udbredt blandt deres jævnaldrende. Yderligere var der i den gruppe unge, der havde set meget til kampagnen, en større tilbøjelighed til at begynde at eksperimentere med hash end i den gruppe, der ikke havde bemærket kampagnen. Kampagnen havde fået flere, og ikke færre, unge til at prøve at ryge hash!
Forskerne bag evalueringen tolkede dette overraskende – og nedslående – resultat på denne måde: Den megen opmærksomhed om narkotika/hash førte til overdrevne forestillinger om hashens udbredelse blandt unge, hvilket igen førte til større villighed hos de unge til selv at prøve.
Materialet om lightergas er problematisk i denne sammenhæng. De unge kan læse, at »lightergas er især populært hos helt unge, fordi det er let at få fat i og billigt« og at »lightergas er svært at opdage for omverdenen«. Hvis man oven i dette får folkeskolerne til at bruge undervisningstid på snifning, selv om der ikke er noget konkret problem på skolen, er der for os at se klar risiko for, at eleverne kommer til at tro, at snifning er udbredt blandt danske unge – og at de derfor måske får lyst til selv at prøve. Her er Sundhedsstyrelsen enig: På sin hjemmeside om snifning skriver styrelsen: »Materialet indeholder IKKE generel information til de unge, da en generel oplysningsindsats risikerer at blive reklame for snifning frem for det modsatte.«
Det er efter vor mening en alvorlig risiko at løbe.