Livet set fra oven

Følelsen af livsfylde opstår ofte under elementære, sanselige oplevelser, som for eksempel en vandring i fjeldet kan være så rig på. For eksempel når man står bøjet over en kilde og drikker iskoldt vand fra sin hånd efter en hård opstigning.

På en familieferie i Norge, da jeg var 14 år gammel, kørte vi en dag op til Tyin-søen, hvor man på en klar dag står foran et panorama af de højeste sne- og isklædte toppe i Jotunheimen. »Hvor er det betagende at se,« sagde min mor, hvorefter hun tilføjede: »Men også knugende. Lad os køre ned igen!« Men jeg bad om, at vi kunne blive der lidt længere. Jeg var vist blevet »bjergtaget«, som det hed i gamle dage, da man troede på naturens overnaturlige kræfter. Eller fascineret af »det sublime«, som den irske tænker og politiker Edmund Burke ville kalde oplevelsen af, at vilde landskaber på én gang drager og truer og får mange mennesker til at øjne noget, der er større end dem selv.
Det var blandt andet af den grund, jeg tidligere i dette efterår besøgte udstillingen »Verden som landskab: Nordisk landskabsmaleri 1840-1910« på Statens Museum for Kunst. Og jeg glædede mig da også over at gense nogle af de norske mesterværker. Men da jeg læste kapitlet om det sublime landskab i den flotte katalogbog, blev jeg skuffet. For dér blev hele oplevelsen af det sublime landskab reduceret til æstetik. Det blev ren overflade. Den mand kender ikke fjeldet, tænkte jeg. Han har aldrig vandret gennem det alene.
Det har jeg. For det meste kun på kortere ture. Men i de senere år har jeg foretaget længere enevandringer med rygsæk i nogle af Norges klassiske fjeldlandskaber. Ikke fordi Anette, min ægtefælle, ikke deler min glæde ved fjeldet. Nej, hun og jeg har skam tit været af sted sammen. Og børnene har været med, siden de var fem og syv. På det sidste har det dog ikke været praktisk muligt for os at vandre sammen, og børnene er flyttet hjemmefra. Så valget stod mellem at undvære fjeldet eller møde det alene. Jeg har valgt det sidste, delvis i bevidsthed om livets flygtighed.
Et par dage inden jeg skulle af sted, talte jeg i telefon med en gammel klassekammerat, som er gymnasielærer. Midt under samtalen fortalte han mig, at han for øvrigt ikke skulle tilbage på arbejde efter ferien. Han havde sygeorlov. Var faldet om i eksamenstiden med en blodprop i hjernen, midt på gulvet i Bilka. Blev kørt under fuld udrykning til det nærmeste hjertehospital. Da ambulancen nåede frem, og de skulle forsøge at opløse blodproppen, passerede den dog af sig selv. Jeg var rystet over at høre ham fortælle om det. Han er blot 55, og han kunne være blevet den første fra den gamle klasse.
Samtalen gav mig endnu større trang til at gense fjeldet og opleve den livsbekræftelse, jeg ofte har følt i det. Eller »livsfylde« som den katolske filosof Charles Taylor kalder det i sin seneste bog, hvor han reflekterer over, hvad det betyder at leve i en sekulær tidsalder: At en religiøs tydning af tilværelsen kun er én blandt mange mulige, hvor den tidligere var selvfølgelig og uomgåelig.
Følelsen af livsfylde opstår ofte under elementære, sanselige oplevelser, som for eksempel en vandring i fjeldet kan være så rig på. For eksempel når man står bøjet over en kilde og drikker iskoldt vand fra sin hånd efter en hård opstigning. Eller når man smider den tunge sæk og kaster sig over et frodigt tæppe af blåbær. Eller når man sætter sig med ryggen mod en stor sten og gumler sine brødskiver med gedeost i sig med blikket rettet mod blinkende småsøer eller fjerne, kridhvide bræer. Eller når man ser en flok rensdyr sive ned over en irgrøn fjeldside.
Men fjeldet byder ikke kun på den slags oplevelser. Det har også en mørk og farlig side. Det ved jeg af egen erfaring. Også jeg har læst lejlighedsvise avisnotitser om forsvundne enevandrere. Ja, jeg har tilmed engang selv været tæt på at dø i fjeldet, nemlig da jeg som 26-årig fik sprængt min blindtarm på turens første dag. Heldigvis var min kammerat og jeg dog ikke nået længere, end at han kunne finde et hus, hvorfra der blevet ringet efter hjælp. Så også jeg har prøvet at køre med fuld udrykning og oplevet at få livet tilbage. Derfor vendte jeg allerede den næste sommer tilbage til fjeldet. Dets mørke skulle ikke sejre.
Ja, måske skyldes min fascination af fjeldet netop denne dobbelttydighed, den intense og sanselige oplevelse af den spænding mellem lysets og mørkets kræfter, vi kender fra dagligdagen nede i fladlandet. I fjeldet møder man trusler, man skal være bevidst om og forholde sig praktisk til. Men det er så også en stor tilfredsstillelse at kunne håndtere dem ved at vise omtanke, bruge den rette teknik og det rigtige udstyr og så naturligvis at have den fysik, det kræver at gå syv-otte timer i kuperet terræn. Det hele sker på et elementært plan: Alt, hvad man foretager sig, er på én gang enkelt og afgørende vigtigt. I virkeligheden er det et spørgsmål om overlevelse på fjeldets betingelser.
For selv mindre alvorlige uheld kan få fatale følger, hvis man vandrer alene. Specielt hvis man, som jeg, tager i fjeldet sidst i august, hvor alle andre synes at være tilbage på arbejde. Den erfaring gjorde jeg sidste år, da jeg havde valgt at medbringe telt og alt det ekstra udstyr, det kræver at overnatte ude i fjeldet. For ikke at tale om proviant og kogegrej. 21 kilo blev det til i sækken. For meget, viste det sig. For jeg gik i et fjeldområde, hvor man over store strækninger krydser områder med sten, der vender i alle mulige retninger. Her kom de daglige udfordringer til at bestå i at holde humøret oppe under voldsomme regnskyl, at undgå vippende klippeblokke og at genvinde balancen, når man havde taget et forkert afsæt fra den sidste sten.
I år gik det meget nemmere. Men så havde jeg også valgt at lade teltet blive hjemme og at vandre i et lettere terræn. Den eneste risiko-situation, jeg oplevede denne gang, var, da jeg i et spring mellem to sten på vej tværs over en stor elv trådte i mine snørebånd. Heldigvis faldt jeg ikke i vandet, som var dybt og rivende, men nok ikke i farlig grad. Og derfor kom jeg til at le ad mig selv bagefter, da jeg stod og kom mig over forskrækkelsen på den anden sten. Jo, man kan godt le, selv om man går alene i fjelde. Specielt på en smuk, smuk dag, hvor Solen varmer, og fjeldene spejler sig i små vand, og der flyver ryper op længere fremme mellem tuerne.
To dage senere sad jeg sammen med to andre enevandrere i en selvbetjeningshytte tre-fire timers gang fra Rjukan. Vi talte længe om vores erfaringer med fjeldnaturen og med at færdes i den alene. Om hvordan en vandring i fjeldet havde både sine monotone perioder og sine øjeblikke af åbenbaring og fare. Vi var enige med hinanden om, at de monotone, tærende perioder blev dybt meningsfulde af åbenbaringerne, hvor alt omkring os var rent, klart og overvældende. Hvor de fyldte sanser åbnede blodkar, der ikke blot gik ud i de trætte muskler, men også langt ind i sjælen. Den ene af mine to hyttefæller, en kvindelig belgisk direktør, fortalte dog derefter om en af den slags hændelser, man ikke ler af. Knap nok bagefter. Men så rummede den alligevel en smuk pointe.
Den skete selvfølgelig på en af de grå og våde dage. Ja, så våd var den, at stierne blev til vandløb, og store dele af fjeldet antog karakter af mose, så hun hele tiden skulle finde omveje for at undgå oversvømmede områder. En af dem var dog tæt på at blive fatal; for hun trådte pludselig ud i en bundløs sump, som hun ikke kunne kom op af, ja, som tilmed trak hende længere og længere ned. Heldigvis befandt der sig en vandrer på stien bagved, som hurtigt fik hende reddet op på fast grund. På det tidspunkt sad hun i til livet. Hendes redningsmand var hyttens tredje beboer den nat. For de havde lige siden besluttet sig til at slå hinanden følge. Fjeldet havde skabt venskab. Han var it-ekspert og nordmand.
Det blev en hyggelig aften. For selv om vi alle tre kunne lide at gå alene, så havde vi alligevel ofte erfaret, at der først blev rigtig mening med det hele, når vi mødte andre, vi kunne snakke og dele vores oplevelser og erfaringer med. Vi var alle tre højt oppe over det, vi hver for sig eller sammen havde oplevet. Men nu, aftenen før vi skulle ned fra fjeldet igen, glædede vi os til at komme tilbage til vore familier, venner og arbejde. Ja, selv det almindelige liv nede i fladlandet syntes at have antaget en ekstra dimension i lyset af livet i fjeldet.
Men vi undrede os nu over, at vi så ofte overså den. Og vi lovede hinanden og os selv at være mere opmærksom på den fremover. Men det er nu alligevel godt at blive påmindet en gang imellem.