Lilleør

Dette valg kun har ét tema. Og det er så simpelt, at det kan skrives i en SMS: Valget er et valg imellem højere SKAT, samme skat, eller lavere skat

Fra valgkamp til magtkamp. Valget er gået fra valgkamp til magtkamp i takt med, at de politiske forskelle retoucheres væk. Journalister har febrilsk forsøgt at indkredse noget, der ligner indhold, i overskrifter. Men det har været en umulig opgave, for partierne har skiftet holdninger over de seneste fjorten dage med en hurtighed, der ligner den, hvormed vi andre skifter underbukser. Det vil sige hver dag. Hvis der så bare kom nye synspunkter til. Men hver dag er vi et politisk standpunkt fattigere. Således kan jeg umiddelbart og frit efter hukommelsen opremse, at De Radikale ikke længere har et væk-med-24-års-regelen-krav. Socialdemokraterne har ikke de undervisningspolitiske synspunkter, de havde i forrige uge, SF mener ikke længere, at boligskatten skal op (lige med det samme), og V og K lover, at kommunerne ikke vil blive straffet for deres overskredne budgetter. Og så er der Ny Alliance, som allerede før valget vil have statsministeren til at mene det samme som alliancen selv på særlige områder, hvilket man godt kan forstå, når nu Socialdemokraterne og De Radikale er indstillede på at give køb på hvad som helst for at komme ud at køre i de så omtalte sorte BMWer.

TAKTISK ER DET KLART nok, hvad der foregår. Vælgerne skal allerede nu vide, hvilken konkret politik de får efter valget. Problemet er bare, at det er en underlødig form for politisk debat. For det er at holde vælgerne udenfor, når man vil gøre sig ens udadtil og holde alle uenighederne indadtil. Det er ikke at vise klart, hvor ens egne mærkesager er, hvor man vil kæmpe til stregen. Det er med andre ord Blokpolitik, med et B, der aldrig før i en valgkamp har været så stort. Alle kappes om at forliges, inden der er noget at forliges om.

JEG KAN KUN FÅ ØJE på én afgørende forskel på blå og rød blok, som bliver en ramsaltet realitet alt efter valgresultatet: Skattestoppet. Regeringspartierne værner om det, som var det arveguld af højeste karat. Men oppositionen har aldrig elsket det, og hvorfor skulle de derfor forlove sig med det på længere sigt, når nu det faktisk giver så store problemer i forhold til kommunerne? Således vil jeg i al stilfærdighed tillade mig at konkludere, at dette valg kun har ét tema. Og det er så simpelt, at det kan skrives i en SMS: Valget er et valg imellem højere skat, samme skat, eller lavere skat (Ny Alliance, hvis de får stemmer nok).

ALT ANDET LIGE FRA ASYLBØRN over vindmøller til de fortsatte reformer af folkeskolen er der ikke en levende sjæl, der kan sige noget bare nogenlunde sikkert om hvordan vil blive i fremtiden. For alt er med magten for øje tilsyneladende til diskussion og i bevægelse. Og det ved man jo så godt, at det ikke vil vedblive med at være. Lidt ligesom når mine piger på den alvorlige måde går galt af hinanden. Hyl og skrig, herunder benhårde markeringer af forskellige holdninger. Men det er sundt nok, selvom uenigheden er uoverskuelig. For den selv samme uenighed er det solide grundlag for de videre forhandlinger, når den samarbejdende søskendeflok skal reetableres. Fremtiden lover for en tid da mild og kun god. Lige indtil de mest markante modgående karaktertræk i personlighederne atter gør sig gældende på den mest ucensurerede måde. Sådan er det mellem mennesker. Og sådan er det selvfølgelig også mellem partier. De er forskellige. Hjertesagerne ligger, hvor de hele tiden har ligget. Og de skal nok komme uden på skjorten igen. Efter valget. Fordi man allerede nu har sprunget uenigheden over, vil den naturligvis melde sig på et tidspunkt. Den nuværende enighed kan nemlig ikke holde i længden, uden at partifarverne blegner til ukendelighed.

»MAN HAR EN HOLDNING, til man får en ny«, sagde Jens Otto Kragh, og det er nu pragmatisk politisk tale. Især efter et valg. Op til et valg er det for enhver pris at ville magten. Koste, hvad det vil.