LILLEØR

»Hvis du tror, at du har Gud på din side, ja, hvis du tror, at du er på DE GODES HOLD, så ophører du med at føle medlidenhed med alle dem, der mener noget andet end dig.«

Min bedstefar gik aldrig på prædikestolen uden at prædike mod de troende. De, der mente sig mere troende end alle andre. Opvæksten i det missionske Harboøre sad hårdt i ham. Der var de hellige inklusiv halvdelen af familien Lilleør, og så var der min oldefar, min bedstefar og den anden halvdel af familien, der bare var almindelige og derfor dømt til døden og evig pinsel i Helvede. Sådan troede de virkelig, de hellige, at det ville gå alle andre end dem selv. Og det, at de kunne tro sådan, sad som en torn i kødet på min bedstefar hele hans liv. Jeg kom til at tænke på den, tornen, da jeg stod med Kaj Munks »Ordet« i hånden i den forgangne uge. På den første side har min bedstefar skrevet sit navn, og så har han med spids pen sat en enkelt streg ned langs en af stykkets mange replikker. Blækket er sort, men det kunne ligeså godt have været rødt som blod.

MIN BEDSTEFARS STREG læner sig op ad en replik, der falder under den rige grundtvigianske bondes sammenstød med den nyhellige fattige skrædder. Bondens søn vil giftes med skrædderens datter, men skrædderen vil ikke tillade det, for bonden og hans søn hører ikke til de hellige. Så har vi balladen. De råber vredt af hinanden. Tilsyneladende handler det om Gud og frelse, men det handler ligeså meget om det selvværd, som Helvedes-troen har givet den lille skrædder, og som får ham til at håne bonden for hans brede tillid til Guds tilgivelse. Jeg tror ikke, at man behøver at have nedarvet missionslede siddende i kroppen for at finde det klæbende, som skrædderen fedter alting ind i fromhed og påtaget ydmyghed. Det er da også netop, som skrædderen har brystet sig af sin sikkerhed om, at han, skrædderen, kan være sikker på Guds evighed, i modsætning til så mange andre, at min bedstefars smalle streg i bogen indrammer storbondens svar: »Men de andre? Alle de andre? Ha, om jeg begriber, man kan have en eneste lykkelig time, når man går og tror at venner, og slægtninge, naboer og landsmænd, ja, hele verden, på nær en selv, ryger til evig pinsel i Helvede, så såre de dør! Og det tror I jo dog ?« Ja, det tror skrædderen. Og så mange andre før og siden med ham. Den lille skrædder hentede selvfølelse i, at han mente sig nærmere Gud end den rige bonde. Det gav stort selvværd. Ja, nærmest en vis magtfølelse. Og følelsen af mereværd er åbenbart så skøn, at den går forud for medlidenheden med alle dem, der kun har udsigt til Helvede. Min bedstefar har ikke sat andre streger i bogen. Kun denne ene. Og den er præcist sat. Jo flere gange, jeg læser replikken, jo stærkere bliver den. Ikke mindst set i lyset af det, der siden skete.

»ORDET« KOM i 1932. Siden kom krigen, og Kaj Munk blev hentet og henrettet i en skov. Krigens år var onde år, hvor livet på denne side af døden blev et Helvede for mange. Nazisterne bragte en ondskab med sig, der var til at få øje på, og når man som Munk var engageret i kampen mod dem, havde det været naturligt, at han også fra prædikestolen i Vedersø, havde talt nazisterne midt imod. Men han gik netop ikke på prædikestolen, den søndag han opfordrede til modstandskamp. Han blev stående nedenfor den, og havde ladet præstekjolen blive hjemme. Hvor ville det dog ellers have været let for ham at besmykke modstandskampen med Guds velsignelse. Men det gjorde Munk altså ikke. De gamle, der havde resterne af missionsfolkets Helvedesforkyndelse siddende i sig, vidste, hvor alvorligt det er ikke at adskille egne synspunkter fra prædikestolens forkyndelse. Alvoren står at læse i min bedstefars Munk-citat ovenfor. Læs det igen.

MORALEN ER LIGESÅ simpel, som den er skræmmende: Hvis du tror, at du har Gud på din side, ja, hvis du tror, at du er på de godes hold, så ophører du med at føle medlidenhed med alle dem, der mener noget andet end dig.