I dag handler kvindekampen ikke kun om kvinders rettigheder, men også om, hvem der har lov til at definere, hvad det vil sige at være kvinde. Blandt danske feminister raser en intern splittelse, der skyldes uforenelige kønsopfattelser.

Karen M. Larsen er debattør og lesbisk feminist, men hun udtaler sig kun på vegne af sig selv. Førhen har hun været aktiv i bevægelser, der kæmper for transkønnede, indtil det med Karen M. Larsens ord »tog overhånd«. Nu tør Karen M. Larsen ikke sætte sine fødder i Kvindehuset, og på sociale medier og blandt husets »medlemmer« bliver hun udråbt som transfobisk. Karen M. Larsen mener nemlig, at lige meget hvor mange hormonsprøjter og kønsskifteoperationer transkønnede personer undergår, vil køn altid være en fødselsret. Ikke en følelse.