Lemfældig arbejdsmarkedsplan

Arbejdskraftmangel ii

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Da Dansk Industri for nylig fremlagde sine ideer til at få flere hænder på arbejdsmarkedet, kaldte de den Plan B – på trods af, at forslagene er hentet meget længere nede i panikløsningernes alfabet.

Nu har statsministeren i forbindelse med Folketingets åbning ophøjet store dele af planen til Plan A, men det bliver den absolut ikke mere gennemtænkt af.

F.eks. mener DI efter lang tids overvejelse, at kommunerne skal blive bedre til at integrere indvandrerne. Tjaah… Mindre nytænkende og mere ukonkret kan det vel næppe blive.

Så er DI til gengæld noget mere konkret med forslagene om at føre dagpengerettighederne til et »nordisk niveau«, som er newspeak for nedskæringer. Men der kommer ikke flere i arbejde af, at vi gør dagpengeperioden kortere. Kaster man blot et hastigt blik rundt i resten af Norden, vil man snart konstatere, at her er ledigheden faktisk højere end i Danmark.

Mest omtalt er forslaget om en skattepræmie til de 64-årige. Vi har allerede en lukrativ præmiering i efterlønsordningen, så hvorfor i alverden præmiere de seniorer, der både kan, vil og allerede er aktive på arbejdsmarkedet? En sådan ordning vil være fuldstændig virkningsløs for de mange, der bliver presset ud af arbejdsmarkedet allerede som 60-årige af deres arbejdsgiver eller af sygdom, der ofte skyldes dårligt arbejdsmiljø og nedslidende arbejde.

Alligevel har VK-regeringen stort set ukritisk taget planen til sig. Dog har man, sikkert belært af tidligere erfaringer, denne gang undladt at komme med forslag til forringelser af dagpengene. Men man køber DIs præmisser med at hælde skattekroner ud til raske 64-årige i arbejde, forskningsordninger og andre belønningsordninger, hvis virkninger i forhold til den store opgave, vi står overfor, i bedste fald er tvivlsomme. Statsministeren har selv indrømmet, at der slet ikke er regnet på, om forslagene vil få den ønskede effekt – om nogen. Det er da en stærkt lemfældig og foruroligende omgang med skattekronerne.

Karakteristisk nok undlader såvel DI som VK-regeringen at pege på virksomhedernes ansvar og opgaver i forbindelse med at skaffe mere arbejdskraft. Her er der ellers rigeligt at tage fat på:

Højt sygefravær, for få voksenlærlinge, lærlinge, der bliver opsagt straks, de er udlært. Ledige, der får »duer ikke«, fordi de har brug for den mindste smule oplæring. For få pladser til jobtræning. Ældre medarbejdere, der presses på efterløn i stor stil – og alt for få virksomheder, der bidrager aktivt til integrationen. En næsten endeløs række af opgaver, virksomhederne bare kan gå i gang med, og som vil have effekt både på kort og langt sigt.

Det havde klædt både statsministeren og DI at tage fat på denne langt vigtigere og mere effektfulde dagsorden.