Leger fonds-Danmark med ilden?

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix. Jens Chr. Hansen - og ved siden af foto fra Carlsbergfondets Forskningspris, der bkev uddelt søndag den 3.september 2017 på Ny Carlsberg Glyptotek af fondets formand Flemming Besenbacher, Kronprinsesse Mary og daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind..
Læs mere
Fold sammen

I Danmark er vi stolte af vores mange fonde. Danmark er et fondsland, hvor de største og stærkeste selskaber kontrolleres af erhvervsdrivende fonde. Og det betyder, at blomsten af dansk erhvervsliv forbliver på danske hænder, i Danmark.

Så vidt så godt. Det er en stærk struktur, en langtidsholdbar og en langtidssikret struktur. Perspektivet er 20, 30 ja 100 år frem i tiden. Typisk båret frem af en stærk, indre kultur, baseret på stifteren af de enkelte fondes vilje og tanker.

Og ja, det kan virke gammeldags, og det sker også at fonde går i stå, men efter nogle svære år for nogle årtier siden, hvor fondsejerskabet var udfordret, har netop dette unikke ejerskab fået et comeback af de helt store. I de senere år er værdierne i fondene eksploderet, og samtidig er også donationerne til det omkringliggende samfund braget op.

I 2016 blev der uddelt 15,1 mia. kr. Den største dreng i klassen, Novo Nordisk Fonden, venter at kunne nå en årlig udbetaling på fem mia. kr. i 2023, en firdobling i forhold til i dag. Nu skal man holde tungen lige i munden og skelne mellem udbetalinger og uddelinger, men faktum er, at fondene og deres penge betyder mere og mere for samfundet Danmark. Fondene er blevet en reel magtfaktor i samfundsøkonomien.

Mærsk-fonden har udvidet sit aktivitetsområde, og senest har også Novo Nordisk Fonden udvidet, så de mange milliarder strøs ud over et stadigt bredere område, som mere og mere griber ind på uddannelses- og socialområdet i Danmark. Og tak for det.

Der er altså tale om en særlig dansk ejermodel, vi bør værne om. Både fra politisk hold, men saftsuseme også fra fondene selv. Her synes der at være plads til forbedringer og opstramninger. Risikoen er, at den betydelige goodwill som fondene er omgærdet af, går fløjten og får politikerne til at gå lovgivningsamok med indgreb.

Senest er det kommet frem, at den ellers højtrespekterede Carlsbergfondet har været vel gavmilde med honorarene til sig selv. Noget lignende blev tidligere afsløret i Grundfos-fonden, og der har sandt for dyden også været andre kedelige sager fra fonds-Danmark de senere år, som ikke har pyntet i samlingen.

Jeg har fulgt fonds-Danmark ganske tæt de seneste 20-30 år, og jeg er overbevist om, at de mange mænd og kvinder, som styrer fondene gør det ud fra de bedste overbevisninger. Men det hænder, at selv nok så troværdige og arbejdsomme mennesker bliver blinde på det ene øje, når det kommer til honorarerne og afregninger til dem selv.

Fondene har hidtil været fredet på Christiansborg, fondene ligger i vid udstrækning i ingenmandsland og styrer og kontrollerer sig selv. Det er alene Erhvervstilsynet, der er sat til at holde øje med, at alt går nogenlunde rigtigt til i fondene. Noget tyder på, at dette tilsyn er voldsomt overbebyrdet. Tilsynet har i enkelte tilfælde skruet bissen på de senere år, og da er der dukket en række kedelige forhold op.

Spørgsmålet er altså, om der er behov for en undersøgende fondskommission, et markant styrket erhvervstilsyn med meget mere indsigt og kontrol eller andet indgribende. Kommer det så vidt, at »tillid er godt, kontrol er bedre,« er fondene i vid udstrækning selv ude om det.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator