LÆST OG PÅSKREVET

Det, der karakteriserer valgkampen, er en gennemført principløshed i oppositionen, og et parti, der formentlig bliver tungen på vægtskålen uden at have en politik.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om mange mennesker nok har fået sig et godt grin over TV2s afsløring af Villy Søvndals fantasifulde omgang med sine plejehjemsbesøgvirkeligheden, så er tilfældet Søvndal faktisk ikke til at grine af, men snarere til at græde over. Den, der vil gribe SFs formand i en sandhed, skal stå op, før Fanden får sko på. Alt efter politisk holdning har man kunnet være mere eller mindre enig med SF. Jeg har altid respekteret partiet, sådan som jeg respekterer de fleste partier. Den tidligere formand, Holger K. Nielsen, var en gennemført hæderlig og lødig personlighed. Hans efterfølger har fået en meget betydelig succes på grove fordrejninger af virkeligheden og direkte usandheder. Det vidner om et forfald, ikke kun i SFs politiske kultur, men også i en temmelig stor vælgerskare. Et lignende forfald skinner os i øjnene fra de Konservative i København, der pludselig så et nyt politisk lys i den tidligere TV-journalist Paula Larrain.

En af TV-nyhedsudsendelserne bragte en vox pop, som det hedder i den journalistiske jargon (vox populi, folkets røst!), en tilfældig rundspørge blandt de studerende på Handelshøjskolen i København, og resultatet var entydigt: De studerende tog afstand fra dette let gennemskuelige forsøg på at hente nogle billige stemmer. Hermed er intet sagt om Paula Larrain. Hun er sikkert et fornuftigt menneske, men hendes politiske lynavancement er politisk fup, og de henvisninger til fortilfælde, som journalister i både den elektroniske og skrevne presse kom med, var langt ude i skoven. Man skulle tro, at disse journalister aldrig har gået i skole. De begår konstant helt elementære fejl, typisk er kategorisammenblandingen, altså at man sammenligner det usammenlignelige (den pædagogiske klassiker: Et tordenskrald og Rundetårn), eller at man klassificerer folk efter helt overfladiske fællestræk. I historierne om Paula Larrain figurerede Uffe Ellemann-Jensen, Ole Andreasen, Bjørn Elmquist, Karen Jespersen som fortilfælde. Disse fire var – inden de startede den politiske karriere – kendte og respekterede for deres politisk-faglige kompetence. Det eneste, de a priori har til fælles med Paula Larrain, er, at de har været ansat på Danmarks Radio.

I onsdags skrev Politikens Tøger Seidenfaden en leder, som jeg ikke kan dy mig for at citere, for den er et glimrende eksempel på boniteten i hans dømmekraft. Han skrev: »Takket være midteropbruddet i dansk politik er vi ved at få en valgkamp med bid og substans (...) Partierne deler sig efter anskuelser og træder i karakter. På den måde bliver valgkampen for alvor en demokratisk fest.« – Ja, det er festlig læsning. Men hvis denne valgkamp er en fest, så må det da være et tupperware-party. Det, der karakteriserer valgkampen 2007, er den gennemførte principløshed i oppositionen. Alle er rede til at sælge alt, hvad de ejer og har, for at komme til magten. Socialdemokraterne dropper folkeskoleforliget og sin asylpolitik for at tækkes de Radikale og sin modstand mod skattelettelser for at tækkes Ny Alliance, samtidig med at partiet lover ministerposter til højre og venstre. De Radikale dropper modstanden mod 24-års reglen, der ellers er fundamentet for partiets flygtningepolitik og har været en hovedårsag til partiets relative succes ved valget i 2005.

Den udmærkede faktapatrulje på TV2 afslørede Villy Søvndal som utroværdig sidegadepolitiker. Man kunne ønske, at der også var en konsekvenspatrulje, som vurderede omfanget af kontrolforanstaltninger, hvis Socialdemokraternes »velfærdsrettigheder« blev gennemført, eller som vurderede de energiøkonomiske og naturmæssige konsekvenser af partiets fantasier om en tredobling af vindenergiproduktionen. I det daglige program »Mød partierne« på DR1 får Steffen Kretz på sin diskrete, meget velforberedte og meget begavede facon gravet nogle væsentlige sandheder om partierne frem. Mit hovedindtryk af hans møde med Ny Alliances Gitte Seeberg og Naser Khader blev, at partiet til syvende og sidst ikke har andet politisk budskab end det uopslidelige om »tonen« i udlændingedebatten, og at partiet har et tvetydigt forhold til den demokratiske parlamentarisme. Det vidner den arrogante og politisk ubegavede Lars Kolinds udtalelser om, men også den måde, Khader i programmet karakteriserede de menige folketingsmedlemmer i de øvrige partier på, nemlig som »partisoldater, der er opdraget i partiet gennem 20 år. Det eneste, de kan, er at læse op af partiprogrammet«. Det er altså et parti med så spinkelt et budskab og så ringe en politisk bevidsthed, der efter alt at dømme bliver tungen på vægtskålen efter valget. Gud bevare Danmark.