Læst og påskrevet

Naser Khader og hans internationale selskab af forkæmpere for ytringsfriheden anser islamismen for en yderst alvorlig trussel mod Vesten. Andre siger, at det kan de overhovedet ikke se. Sidstnævnte burde nøjes med at sige, at de ikke vil se det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sin tale ved Folketingets åbning i tirsdags fremhævede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at vi står midt i en global værdikamp, og blandt hans eksempler var det aktuelle forløb op til FNs racismekonference i april 2009, den såkaldte Durban 2-konference, hvor IOC, Organisationen af Islamiske Lande, arbejder på at sidestille religionskritik og racisme – »at selve FNs Menneskerettighedsråd bliver misbrugt til at lægge bånd på ytringsfriheden, det er en hån mod menneskerettighederne,« sagde Fogh. Og udenrigsminister Per Stig Møller har tidligere sagt, at hvis de muslimske lande forsøger at majorisere og manipulere deres synspunkt igennem, vil Danmark forlade konferencen – ligesom Canada allerede har gjort. Modsat mange andre forsøger Fogh og Per Stig Møller ikke at bagatellisere den trussel fra meget stærke kræfter i de muslimske lande, der møder den vestlige verden.

Truslen er dobbeltløbet. Der er terrorismen. Og der er den snigende islamisering. Det er en kendsgerning – som jeg kort berørte i sidste lørdags kommentar – at det, der af tyskerne beskrives som »die stille islamisierung«, breder sig i alle vores lande. Engang var England et demokratisk og borgerretsligt foregangsland. I dag er det et land, der til fordel for sharia har brudt med et grundlæggende retsprincip, nemlig at der skal herske lighed for loven. Sarkozy i Frankrig er opmærksom på problemet. I Tyskland er man, som jeg nævnte sidst, ved at vågne op. Men hele bydele – eksempelvis Kreuzberg i Berlin – ligger nu uden for myndighedernes kontrol. Sverige spiller som sædvanlig rollen som Biedermann – den feje borgermand, der lukker øjnene for det farlige – i Max Frischs skuespil »Biedermann og brandstifterne«.

I en hård kritik af Naser Khaders plan om at gøre København til hjemsted for en ytringsfrihedskonference, der skal vende tilbage hvert andet år og arrangeres af den internationale kreds af forkæmpere for ytringsfriheden, som Khader er blevet medlem af, skrev den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen sidste lørdag i Berlingske Tidende, at Khader og »hans hemmelige broderskab« overdramatiserer truslen fra islamismen, og at Khader med sit initiativ kun vil opnå at genoplive en »negativ opmærksomhed om Danmark i en række lande« og skærpe terrortruslen mod danskere og danske interesser i udlandet. Det sidste har Bonnichsen måske ret i.

På den anden side bliver den eksisterende terrortrussel mod Danmark næppe mindre af, at vi kryber i et musehul ligesom den gode hr. Biedermann, for Danmark er for længst blevet et permanent fjendesymbol for rabiate muslimer, og så er det sådan set ligegyldigt, hvad vi gør. Bonnichsen hævder også, at »Ingen fornuftige mennesker anser islamismen for en eksistentiel trussel, der kan opløse de danske og vestlige værdier«. Her er det, at Bonnichsen antager en beklagelig lighed med hr. Biedermann, eller er det Tøger Seidenfaden? Ham der som bekendt stadig sidder på sin lille skammel henne i krogen og råber, at det er latterligt at mene, at islamismen er en seriøs trussel.

Personligt anser jeg Naser Khader for et yderst fornuftigt menneske, og hans påvisning af den løbende underminering af de vestlige værdier vil Bonnichsen kun kunne tilbagevise ved at se bort fra fakta. Khader peger dels på den stigende selvcensur i Vesten, dels på de stadige indskrænkninger af privatlivets fred. Der er bøger, som ikke bliver trykt, fordi islamister truer forlæggerne til at lade være. TV-debatter, der bliver aflyst, fordi saudiske rigmænd har købt sig ind i kommercielle vestlige medier. Kunstnere og forfattere, der må leve under politibeskyttelse. Teaterstykker, der bliver taget af plakaten i frygt for islamismen.

Og, siger Khader, der er mennesker, der bliver slået ihjel af islamisterne, fordi de har brugt de borgerlige frihedsrettigheder til at kritisere islamisternes adfærd. Samtidig, siger han, lever vi i dag »med overvågning, telefonaflytning, forringelser af privatlivets fred i et omfang, som ville have været helt uacceptabelt, hvis ikke vi havde truslen om terror inde på livet.«

I Weekendavisen har Khader med rette fremhævet faren fra Saudi Arabien, der har globale ambitioner og penge til at købe sig til indflydelse overalt i Vesten. Også den britiske terrorforsker Michael Burleigh peger i et interview i Jyllands-Posten 7. oktober på de saudiske pengestrømme i Europa. Khader håber, at den danske stat vil finansiere ytringsfrihedskonferencen.

Jeg skal være ærlig og sige, at hvis jeg var stats- eller udenrigsminister, ville jeg være usikker på, om vi skulle gøre det. For Bonnichsen har jo alligevel ret i, at man øger risikoen for terror, og det er et stort ansvar at påtage sig. Men jeg ville ikke desto mindre blive stolt og glad på egne og mine efterkommeres vegne, hvis Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og justitsminister Brian Mikkelsen slutter op om Naser Khaders initiativ med kontant støtte fra staten.